Dyrups gamle bygninger gemte på store energibesparelser
Det kunne være fristende at rive de gamle bygninger ned og bygge nogle nye. Eller i det mindste tage de gamle vinduer ud og sætte nye moderne i. I yderste konsekvens var det måske en overvejelse værd at flytte fabrikken helt væk – ud, hvor der er plads, og hvor der kan bygges moderne og energioptimeret.
Men Dyrup ligger i Søborg tæt på København, og der har den ligget siden 1930’erne. Og selv om malingproducenten blev købt af amerikanske PPG i 2014, så bliver fabrikken liggende i Søborg, for her hører man til, her er medarbejderne, og her ligger motorvejen tæt på.
I stedet må det være bygningerne, som tilpasser sig en moderne produktion, og derfor er energibesparelser og optimeringer blevet en del af virksomhedens strategi.
Det forklarer Jan Hollender, der har ansvaret for energi, sikkerhed og vedligeholdelse af bygningsmassen på hele fabrikken:
»Hvert år samler jeg en 10-15 energispareprojekter, som jeg synes, vi skal kigge på. De bliver så regnet igennem, og sammen med vores direktør og i nogle tilfælde også ejerne beslutter vi os for de 5-6 bedste,« fortæller han.
Siden 2009, da det første projekt gik i gang, har Dyrup gennemført flere projekter, så den årlige besparelse i dag næsten runder 6 GWh. Besparelserne er blevet købt af det lokale forsyningsselskab, hvilket har givet en ekstraindtægt på cirka 2 mio. kroner.
Startede med lys
Et af de første projekter, Jan Hollender gennemførte, var på et lager, hvor spændingen til lyset blev sat ned fra 230 til 215 V. Det betød en nedgang i lysintensiten på cirka 5 procent, men energibesparelsen var hele 20 procent.
Andre mindre ting blev sat i gang, men den helt store omvæltning kom i 2011, da et forbrug på 900.000 kubikmeter naturgas blev erstattet af lokal fjernvarme:
»Jeg syntes, at vi brugte rigtig meget naturgas både til opvarmning og procesvarme. Omkostningerne til el og varme lå på cirka 12 mio. kroner årligt. I dag bruger vi mellem 7,5 og 8 mio. kroner,« siger Jan Hollender.
Herefter gik det stærkt, og sammen med energikonsulenter fra rådgivervirksomheden Viegand & Maagøe blev der sat fokus på en masse andre projekter. For eksempel er flere af bygningernes tage blev udskiftet og isoleret. Ovenlys er blevet udskiftet til færre, bedre isolerede modeller, og døre og porte er blevet udskiftet.
Projekterne har i nogle tilfælde haft tilbagebetalingstider på under ét år. Men de projekter, som kan ‘sælges’ videre til forsyningsselskabet, har typisk en tilbagebetalingstid på to-tre år. I visse tilfælde er Jan Hollender oppe på fem-ti år, og her tages den amerikanske ledelse med på råd.
Et af de steder, hvor Jan Hollender er synligt stolt af løsningen, er, når det gælder de gamle vinduer på fabrikken. Dyrup er siden etableringen i 1930’erne vokset ved knopskydning, og det bærer hele fabriksarealet tydeligt præg af. Der har bygninger deres egen historie og ofte tegnet af datidens førende arkitekter. Så da hundredvis af vinduer med enkeltglas skulle udskiftes med termoruder, valgte man at beholde de gamle rammer af jern i stedet for at skifte hele vinduet ud:
»Vi ville gerne bevare bygningernes originale udseende, og så må vi leve med, at jernrammerne udgør en mindre kuldebro,« siger han.
Mens det er gået som forventet med de rent tekniske projekter, så er det noget sværere at spare på energien, når det handler om at ændre adfærd hos de ansatte. Det gælder både at slukke lyset efter sig og lukke porten, når man er kørt ud med en truck:
»På den anden side har mange af besparelserne ført til bedre indeklima og forbedrede forhold for de ansatte,« siger Jan Hollender, som løbende mødes via Skype med kolleger fra fabrikkerne andre steder i verden for at udveksle erfaringer:
»Og så er det jo dejligt at mærke, at vi er noget længere fremme end de andre,« siger han.
Drømmer om solceller
Listen med nye besparelsesprojekter er måske ikke blevet kortere, men Jan Hollender erkender, at det er blevet sværere at finde de supergode projekter, ganske simpelt fordi de bedste projekter for længst er blevet gennemført.
For tiden er der stort fokus på ventilation og trykluft, og derfor har Jan Hollender flere gange tilbragt en del af natten på fabrikken:
»Så går man rundt bare med en lommelygte og kigger og lytter: Er der et ventilationsanlæg eller et conveyor-bånd, som kører, er der noget trykluft, som står og pifter, eller lys, som unødigt er tændt?« siger han.
For selvom de fleste af lyskilderne er blevet udskiftet med LED, så er der ingen grund til, at de er tændt, hvis det ikke er nødvendigt.
Det har været over en meget bred kam, at Dyrup har gennemført besparelser, og hvis Jan Hollender skulle drømme videre, har han nogle projekter, som nok desværre må vente lidt endnu:
»Men jeg kunne da rigtig godt tænke mig, at vi brugte det lille grønne areal, vi har bag fabrikken, til at sætte solceller op. Der kan nok stå omkring 350 kW solceller, men lige nu er tilbagebetalingstiden alt for lang til, at vi kan få det godkendt,« fortæller han.
En vindmølle på fabriksgrunden kunne ligeledes være spændende, men også her er de økonomiske udsigter stadig for usikre.
