Dynamikken i Grønlands isstrømme er en joker for klimaet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dynamikken i Grønlands isstrømme er en joker for klimaet

Illustration: Helle Astrid Kjær

Endnu en gang er danske forskere gået i gang med en stor iskerne­boring i Grønland. Men modsat de tidligere kommer denne til at foregå et sted, hvor isen er alt andet end statisk: midt i den største grønlandske isstrøm, Negis.

»Isstrømmene står for halvdelen af massetabet fra Indlandsisen, men vi kender stort set ikke noget til dynamikken, og hvorledes isstrømmene vil påvirkes af et varmere klima,« siger professor Dorthe Dahl-Jensen fra Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

NEGIS, Northeast Greenland Ice Stream, transporterer omkring halvdelen af den is, der årligt mistes fra den grønlandske iskappe, ud i havet. Den begynder nær Indlandsisens toppunkt, hvor der findes en koncentreret varmekilde i undergrunden – et såkaldt hotspot – og strækker sig ca. 600 km mod nordøst, hvor den deler sig i tre nær kysten. Ved borestedet for den kommende EGRIP-boring bevæger isens overflade sig ca. 50 m om året. Illustration: MI Grafik

De tidligere store iskerneboringer – senest Neem, hvor iskerneboret nåede bunden i godt to en halv kilometers dybde i 2010 – har primært haft til hensigt at afklare, hvordan temperaturen har varieret i den seneste istid og mellemistid, Eem, i perioden for 130.000 år til 115.000 år siden. Neem står for The North Greenland Eemian Ice Drilling.

Derfor har man boret gennem is, hvor lagene, der repræsenterer nedbøren i det enkelte år, lå så perfekt som muligt oven på hinanden. Dermed har forskerne gennem analyser af bl.a. isotopsammensætningen for ilt kunnet bestemme temperaturen i det år, hvor sneen faldt.

Analysemetoden er baseret på den opdagelse, den danske paleoklimatolog og professor i geofysik ved Københavns Universitet Willi Dansgaard gjorde i slutningen af 1950’erne, som blev det videnskabelige grundlag for alle iskerneboringer fra slutningen af 1960’erne og fremefter.

Hvor stor var iskappen?

Et af de forhold, som forskere har været uenige om, er hvor stor den grønlandske iskappe har været i Eem-tiden, hvor temperaturen typisk var fem grader højere end i dag.

Ud fra visse klimamodeller vil man forvente, at iskappen stort set ville være væk, men overalt, hvor de danske iskerneforskere har boret efter is de seneste ca. 40 år i Grønland, har de fundet spor af is fra seneste mellemistid.

En forklaring kan være, at når iskappen arealmæssigt bliver mindre og trækker sig væk fra kystområderne, så ophører isstrømmene også, og dermed reduceres massetabet, så iskappen består i en mindre udgave.

Men alt dette er i dag kun gætværk og formodninger. For at kunne give et mere velfunderet svar, mangler forskerne simpelthen viden om, hvordan dynamikken er i isens bevægelser dybt nede i iskappen.

Den viden skal den nye iskerneboring være med til at give suppleret af et netværk af GPS-målesta­tioner, der skal måle isbevægelserne på overfladen.

Isboringerne vil give en profil over den hastighed, hvormed isen i forskellige dybder bevæger sig, og de vil kunne afgøre, om isstrømmen var aktiv under den seneste istid, og om dens hastighed er øget de senere år.

Blandt de uafklarede ting er også, om der findes flydende vand i tunneler nede i isen, eller om man først møder flydende vand og mudder på bunden?

Det er nogle af de ting, som Dorthe Dahl-Jensen ser frem til at få svar på.

Skør is volder problemer

Ud over at kunne være med til at forklare isdynamikken og den forventelige skæbne for isstrømmene i et varmere klima, vil den nye iskerne­boring også give mere nøjagtig viden om klimaet de seneste 15.000 år og dermed gennem hele den periode, hvor der været en form for menneskelig civilisation.

Is fra denne periode findes i en dybde mellem 600 og 1.300 meter, hvor isen er skør, så den meget let brister, når man tager den op fra borehullet.

Hvis det sker, kan man ikke efterfølgende analysere luften i boblerne i de enkelte lag i isen. Derfor har forskerne i dag faktisk en dårligere viden om klimaet i denne interessante tid, end de har om klimaet i seneste istid og mellemistid.

»Vi vil ved Egrip bruge en mere skånsom form for boring, hvor vi bl.a. tager mindre stykker is op i længder af omkring en meter i modsætning til tidligere, hvor vi have længder op til tre meter,« siger professor ved Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet Jørgen Peder Steffensen, der har det overordnede logistiske ansvar for boreprojektet.

Desuden vil iskerneprøverne, straks de kommer op fra dybet, blive lagt i dybfryseren ved en temperatur omkring -30 °C, for først at blive analyseret året efter. På den måde forventer forskerne, at de kan håndtere og analysere isen meget bedre.

Radarmålinger fra fly viser, at islagene for de seneste 50.000 år i den øverste del af isen ligger helt uforstyrret.

Jørgen Peder Steffensen er professor i glaciologi ved Niels Bohr Institutet og har det overordnede logistiske ansvar for den nye boring. Her ses han i fryseren med en iskerne fra Grønland. Illustration: Niels Bohr Institutet

Boringerne foregår i toholdsskift mellem kl. 8 og 24, og iskerneboringen i 2017 er planlagt til at komme gennem hele området med den skøre is til en dybde omkring 1.300 meter.

I 2018 er der håb om at nå helt ned til bunden. Men allerdybest nede gælder det igen om at være ekstra påpasselig.

»Så det er meget muligt, at vi stopper omkring 100 meter over bunden og først tager det sidste stykke i 2019,« siger Jørgen Peder Steffensen.

Ny boreteknik skal afprøves

Ud over den primære borekerne vil der foregå andre målrettede aktiviteter ved lejren, hvor særligt én er interessant, da den kan revolutionere fremtidige iskerneboringer.

Det er den såkaldte Radix-teknik, som en schweizisk forskningsgruppe har udviklet. Radix står for rapid access drilling system. Med den kan man meget hurtigt udbore små kerner med en diameter på ca. 2 centimeter, hvor en konventionel iskerne har en diameter på næsten 10 centimeter.

Radix-teknikken blev allerede testet ved Egrip i 2016, men nye forsøg er planlagt i 2017.

Hvis metoden står sin prøve, har den mulighed for at lette fremtidig forskning både i Grønland og Antarktis, da den kan bore gennem 2½ km is på blot to uger.

Radix udnytter et princip udviklet af den franske opfinder René Moineau omkring 1930, hvor borets motor drives af den væske, som cirkulerer mellem isens overflade og borepunktet.

Moineau-pumpen er form for avanceret videreudvikling af Arkimedes’ snegl eller snekkepumpe fra ca. 250 f.v.t.

Ud over hastigheden er fordelen ved denne teknik, at den kræver meget mindre udstyr end en konventionel boreteknik.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som en af dem, der for længe siden, var med til at bruge "is-tuk" kunne det være spændende at får lidt mere information om hvordan Radix virker, evt. links. Det der tager tid er jo ikke det at bore, men at hejse boret op og ned.

  • 0
  • 0

Det er lidt uklart hvorfor isstrømmene skulle have betydning for klimaet. Det kan selvfølgelig påvirke havniveauet, men er det klima? I så fald har vi åbenbart klima 4 gange i døgnet.

  • 2
  • 8

Ihukommende hvordan 'det danske bor' virker, så er der stadigvæk nogle opgaver;
1) at løbende få kernerne op til overfladen. Hullet i sig selv er ikke af værdi.
2) at løbende få fjernet 'borespånen' så hullet ikke kitter til.
3) at få ført energi ned til selve boret,
4) at få knækket kerne i bunden så man kan få "stumpen" op.
Det vil jeg godt vide mere om.

Disclaimer, var med på GISP 1979 og 1981

  • 0
  • 0

Denne reference forklarer glechernes isdynamik rigtigt godt.

http://ruby.fgcu.edu/courses/twimberley/En...

Efter endt læsning af denne oversigt har man indtryk at Ingeniørens artikel slet ikke giver svar på om dette projekt vil "øge forståelsen" af gletchernes dynamik. Det afhænger ikke af "klimaet" men om der tilføres mere sne til det indre af indlandsisen end der afstødes. Og det er helt sikkert at varmere temperaturer vil medføre øget nedbør, som så i en ubetydelig(?) randzone vil holdes mere eller mindre i skak af noget afsmeltning. Men projektet tager jo slet ikke sigte på den vinkel.

Den historiske baggrund viser med al mulig tydelighed at "afsmeltning" som man kalder det ikke har været et problem historisk med meget højere temperatur i klimaet. Hvorfor skulle det så blive et problem nu? Heller ikke de historiske data og deres information om isens "afsmeltning" er med i studiet.

Isens opførsel erda dokumenteret og kan modelleres udtømmende for hele den indre del af iskappen.

Det der er af betydning for dynamikken er jo også den geotermiske varme som spiller en rolle for dannelsen af noget smeltevand i bunden af iskappen, jævnfør refererencen ovenfor. Men projektet tager jo slet ikke sigte på at afklare denne størrelse over hele Grønland, såvidt jeg kan se.

Hvad vil man så egentligt have opnået med den undersøgelse, når de væsentlige punkter nævnt ovenfor ikke skal medtages - og hvorfor mener man i det hele taget at der er et problem her, når man har masser af historiske data, som man allerede kender, der viser at der ikke er noget problem her?

  • 2
  • 2