Dvd-krigens taber slår tilbage

Godt nok tabte Toshiba med HD-Dvd formatkrigen om fremtidens dvd til Sonys Blu-ray, men det har ikke stoppet firmaet fra at udvikle en dvd-afspiller, der kan levere video i HD-kvalitet.

Ifølge avisen Yomiuri Shimbun har Toshiba udviklet en kreds, som gør det muligt at opskalere almindelige dvd til Blu-rays høje opløsning. Billederne på en traditionel dvd har en opløsning på omkring 350.000 pixels, mens Blu-ray er helt oppe to megapixels.

Blu-ray benytter anderledes diske og en blå laser, mens Toshiba må nøjes med informationerne fra en almindelig dvd. Teknologien ekstrapolerer det almindelige tv-billede i standardopløsning til 1080p, som er den højeste kvalitet inden for HDTV.

Hvor resultatet bliver, afhænger helt af, hvor avanceret ekstrapoleringsalgoritmen er, men det ønsker Toshiba indtil videre ikke at udtale sig om.

Toshiba har heller ikke tilkendegivet, hvornår de første afspillere med det særlige kredsløb kan forventes på markedet.

Dokumentation

Nyheden fra Yomiuri Shimbun

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Opskalering af DVD (eller andre kilder med lav opløsning) til en højere opløsning (f.eks. 1920x1080, fuld HD), er ikke nogen ny opfindelse. Det kan en masse apparater allerede (diverse opskalerende dvd-afspillere, fuld HD-displayene selv, dedikerede scalere osv), med vekslende kvalitet til følge. F.eks. klarer en HQV Reon chip jobbet noget bedre end en billig dvd-afspiller gør, for at sige det mildt.

Det er der ikke noget nyt i. Men Toshiba kan så muligvis have fundet på nogle nye skaleringsalgoritmer eller andet som gør at de kan lav en bedre opskalering og/eller til en bedre pris.

Men som nyheden står nu, giver den ikke meget mening. Det svarer lidt til hvis der stod "Toshiba vil lade laser aflæse små huller i plastikskiver og skabe lyd ud herfra."

  • 0
  • 0

Uanset hvor gode deres algoritmer er, kan de ikke genskabe det tabte data. Dette kan kun ses som marketing og kun svagtseende vil ikke kunne se kæmpe forskel på ægte HD og så dette marketingsnummer. Jeg føler med Toshiba og synes den forkerte vandt HD krigen (hvis man da kan tale om en vinder), men dette er sgu for dumt

  • 0
  • 0

Man (endnu ikke, og sandsynligvis aldrig) genskabe den tabte information, uanset hvor gode skaleringsalgoritmer man finder på.

Og der er helt bestemt enorm forskel på et rigtigt full-hd-signal og så på et dvd-signal opskaleret til full-hd.

Men du får det til at lyde som om det aldrig er værd at opskalere dvd og at det kan være lige meget hvordan man gør fordi resultatet alligevel er dårligt.

Der vil jeg så bare kommentere at jeg da også helst vil have alle mine film i full-hd, men til de dvd'er jeg allerede ejer (og de mange ting der stadig ikke findes på blu-ray etc.), der vil jeg gerne have så god opskalering som muligt. Og der er bestemt forskel på hvor godt det gøres. HQV Reon og andre i samme klasse eller bedre, gør et rigtigt godt stykke arbejde, som ikke kan sammenlignes med hvad du ser når du bare afspiller en dvd på et full-hd-display og lader den interne scaler klare jobbet.

Men nej, med mindre Toshiba virkeligt har fundet på noget revolutionerende, så er det nok ikke skalering de kommer til at tjene mange penge på.

Mvh. David, som er tilfreds med at det format som havde mest plads og mulighed for størst bitrate og dermed mest nænsom kompression, vandt krigen.

  • 0
  • 0

Scaling er aldrig godt for billedet vil jeg mene. Det er en nødvendighed når kilden ikke har samme opløsning som skærmen. Upscaling indfører data i billedet som ikke er der. Dette kan gøres på mange måder men uanset hvad ødelægger det kilden og kan aldrig gøre billedet bedre end det var. En DVD vist på en skærm med præcis DVD'ens opløsning (feks 852x480 ja selv her har vi et problem da DVD'er ikke encodes i 852 men derimod 704/720 og dermed altid stræjkes horizontalt) kontra opskaleret til full HD vil altid se bedre ud (givet at skærmene ellers er ens). Men verden er sådan at kilde og skærm sjældent følges ad. Scaling er slet ikke det største problem ved en skærm. Der er andre faktorer der er vigtigere

PS. Nu er plads ikke alt specielt når man ikke udnytter den ekstra plads til noget der giver en forskel. Der er mange andre argumenter men det er ikke en diskution jeg gider bevæge mig ud i :)

  • 0
  • 0

Skalering er altid et onde, men kan jo kun undgås, som du selv siger, hvis signal og display har samme opløsning (eller hvis man vil leve med sorte bjælker rundt om billedet og et mindre billede).

Er det ikke et lidt ligegyldigt og tautologisk udsagn? Skalering er jo kun relevant, ja, når det er relevant, nemlig når disse to opløsninger er forskellige. Der er det til gengæld en nødvendighed. Så det har da stadig værdi at beskæftige sig med skaleringens kvalitet. Man kan godt sige "skalering er uønsket". Javel, men altså nødvendigt i en masse praktiske sammenhænge. Så lad os da gøre det så godt vi kan.

Og til din anden pointe: Selvfølgelig er et uberørt signal altid at foretrække, og vores barnelærdom indenfor f.eks. hifi lærer os at enhver ændring af signalet er dårlig. Det er klart. Men igen er det jo irrelevant når skalering er nødvendigt?

Om skalering er det største problem eller ej afhænger af hvor dårlig skaleringen er og hvor godt andre ting i signalvejen gøres. Dårlig skalering er bestemt meget udbredt, og vil ødelægge et ellers godt setup, uanset hvor meget man har gjort sig umage andre steder i kæden.

Hvis du nogensinde har set DVD (NTSC DVD er 720×480, PAL 720x576) på et stort display (f.eks. fra en projektor på et 100" lærred på 3 meters afstand), så ved du at skaleringens kvalitet er vigtig. En Lanczos-algoritme med et passende antal passes gør jobbet umådeligt meget bedre end en standard bilineær algoritme.

Men det er klart at DVD som sådan har mange andre problemer end den lave opløsning, som det er svært at slippe af med og som skaleringen ikke kan afhjælpe. DVDs største svaghed er ikke den lave opløsning men den meget hårde MPEG2-komprimering. Det skyldes dels at man kun har 9GB til rådighed, dels at bitraten højst kan være 10 Mbps på DVD og dels at MPEG2 er en gammel og dårlig kompressionsalgoritme. Kombinationen af de tre ting gør at alle DVDer har masser af kompressionsartefakter, som selvfølgelig især er tydelige på et stort display.

På blu-ray kan vi have 50 Mbps H.264/AVC (og selvfølgelig 1920x1080 i 24p, i modsætning til DVD som altid er interlaced og som altid er enten 25i eller 30i, og som iøvrigt har "halv" farveopløsning, linjevist så at sige). Netop H.264s langt mere nænsomme komprimering, den højere bitrate og den bl.a. deraf krævede plads som blu-ray heldigvis tilbyder, gør at mange af disse problemer er væk nu. Men man kan altså stadig godt se forskel på et 25 Mbps H.264-signal og et 40 Mbps H.264-signal. Derfor har vi i den grad brug for al den plads som blu-ray kan tilbyde, og gerne mere.

En film som Return of the King Extended Edition som varer 4:15 (så vidt jeg husker) kan sagtens udnytte al pladsen på blu-ray. På HD-DVD ville man enten skulle gå på kompromis med billedkvaliteten ved at køre en meget lavere bitrate (uanset hvad faktisk, HD-DVD har max bitrate omkring 30 Mbps), eller også skulle man have delt den over på to discs.

  • 0
  • 0

Jeg føler med Toshiba og synes den forkerte vandt HD krigen (hvis man da kan tale om en vinder), men dette er sgu for dumt

Hvorfor? Var HD-DVD ikke Blu-Ray teknisk underlegen på nærmest alle punkter?

Ok, den var vist lidt mindre følsom overfor ridser, men det er vist også det.

  • 0
  • 0

Pointen var at Toshiba prøver at få forbrugeren til at tro at med deres afspiller kan man ligeså godt se en DVD som en FullHD film.

Jeg har aldrig sagt at det ikke er vigtigt med en god scaler? Har bare sagt at man ikke kan scale sig til info der ikke findes uanset hvor god algoritmen er.

Jeg kender også godt DVD standarden, men du tager fejl når du siger at alle DVD'er er interlaced. Det er de ikke - mig bekendt findes der kun meget få der er interlaced. Langt de fleste er progressivt lagret. Det er afspilleren der laver filmen om til interlaced signal når den sender den videre til skærmen feks via scart. Men der findes mange film som har Interlace flaget sat men faktisk stadig ligger progressivt encoded.

  • 0
  • 0

Man kan ikke skalere sig til information der ikke er der, men hvis nu Toshibas produkt er en bedre måde at opskalere lavopløst materiale som f.eks. DVD, så er det stadig kærkomment, netop fordi man i det tilfælde ikke kan undgå skaleringen alligevel.

Og du kender åbenbart ikke DVD-standarden særligt godt. Alle DVDer er interlaced. Hvis det ikke er interlaced, er det ikke DVD. Så enkelt er det.

Alle frames på DVD er lagret som to interlaced halvbilleder kaldet fields. Det du tænker på, er at en frame på DVD kan markeres som "progressive_frame" sådan at afspilleren ved at de to fields i framen kommer fra samme progressive frame oprindeligt (f.eks. fra film), og ikke er to tidsforskudte fields, som f.eks. ved ting produceret i interlaced video, f.eks. PAL.

Det forholder sig lige omvendt af det du skriver: Afspilleren laver ikke noget om til interlaced. Tværtimod er netop afspillere der kan lave interlaced om til progressive blevet moderne i de sidste år, netop fordi DVD ikke selv er progressive.

Lige præcis interlaced/progressive problematikken er et eksempel på noget hvor man faktisk godt kan gøre det der ligger på DVDen bedre ved at genskabe det oprindelige, progressive signal 100% fra f.eks. en film. I hvert fald i teorien. I praksis er de fleste DVDer flagged forkert sådan at en afspiller kun har 3 muligheder:

1) Enten skal den antage at alting kommer fra progressive kilder, som f.eks. film. Men det vil så se forkert ud hvis materialet faktisk oprindeligt er filmet interlaced, f.eks. mange koncertvideoer etc.

2) Eller også skal den antage at alting kommer fra interlaced kilder, men så kommer alt materiale fra film til at se forkert ud.

3) Have intelligente kredsløb der kan gætte hvilken slags video der rent faktisk er lagret på disken, og deinterlace det korrekt. Det findes, men er dyrere end de simplere løsninger der findes.

Læs f.eks. her http://www.hometheaterhifi.com/volume_7_4/...

Hvorfor tror du der konkurreres om at lave den bedste progressive DVD-afspiller, at have den bedste deinterlacing? Det er fordi alting er interlaced på DVD.

På blu-ray kan man heldigvis lagre både progressive og interlaced.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten