Jeg sidder i mit spartansk indrettede, dunkelt oplyste brune herreværelse omgivet af computere.
Tager mit virtual reality-headset på. Starter spillet Super Hot. Klar til at stresse af efter nogle hårde dage på arbejdet.
Efter en kort loadtid befinder jeg mig i en enorm bygning med forskellige niveauer. En gruppe orange skikkelser skridter i retning imod mig. At dømme ud fra deres kropsprog med slette hensigter. I min højre hånd hviler heldigvis en revolver.
Den første person pløkker jeg et par gange i kinden. Den næste i lungerne. Arh, intet som lidt god gammeldags ultravold til at dulme de overbelastede nervesynapser.
Da ammunitionen er opbrugt, tyr jeg til nævekamp. Alle objekter i min nærhed viser sig at være anvendelige. En orange skikkelse ender derfor sit simulerede liv, da jeg planter et askebæger i hans frontallapper.
Ingeniøren gør status på Virtual Reality, efter at vi for et år siden fordybede os i fænomenet. Blev det bare en hype, eller står vi med en gamechanger? I denne uge ser vi på eksempler, etik og den dobbelte virkelighed. Alle artikler vil kunne læses på ing.dk/fokus/virtual-reality.Virtual reality
Simuleret herreværelse
»Fungerer det godt nok?« lyder en stemme, der hiver mig ud af adrenalinrusen.
Jeg krænger mit headset af for at svare ansigt til ansigt. Men jeg står ikke i mit dunkle herreværelse. Jeg befinder mig i Kødbyen i København hos firmaet Khora VR.
Stemmen tilhører direktør Simon Lajboschitz. Og VR-headsettet, som jeg tog på i det brune herreværelse, var en simulationsgimmick i selve VR-simulationen navngivet Super Hot. Ganske overbevisende og i tråd med en af hensigterne bag Khora VR.
Firmaet lever af at rådgive og undervise i perspektiverne ved brugen af VR samt at udvikle et stigende antal simulationer for kommercielle aktører eksempelvis inden for produktions-, energi- og mediko-sektoren.
Blandt andre for Dong via 360-graders rundvisninger i deres vindmølleparker og for ventil-firmaet Keofitt, som nu kan overbevise nye kunder om, hvorfor deres produkt er det mest sterile og holdbare af slagsen, ved at lade nysgerrige selv teste ventilsystemet uden risiko for våde hænder.
Kispus med realitetssansen
Men skal man tro den sydafrikanske ingeniør Elon Musk, taler sandsynligheden for, at Simon Lajboschitz i kraft af sit foretagende er lidt af en lurendrejer.
Ja, sandsynligheden er rundt regnet en milliard imod en ifølge Musk.
For så stor mener grundlæggeren af SpaceX og medstifteren af Zip2, PayPal og Tesla Motors, at sandsynligheden er for, at vi lever i en computergenereret virkelighed designet af vores forfædre.
Er det vitterligt tilfældet, falbyder Khora VR og tilsvarende VR-producenter altså simulationer inde i den simulation, vi kalder for virkeligheden.
Enten udvikler vi simulationer, som er umulige at skelne fra virkeligheden, eller også ophører civilisationen med at eksistere. De to muligheder er de eneste.
-- Elon Musk
»For 40 år siden havde vi Pong: to streger og en prik. I dag har vi fotorealistiske 3D-simulationer, som millioner af personer spiller, og de simulationer bliver bedre hver dag. Enten udvikler vi simulationer, som er umulige at skelne fra virkeligheden, eller også ophører civilisationen med at eksistere. De to muligheder er de eneste,« udtalte Elon Musk, da han på Californiens Code Conference i 2016 for første gang offentligt luftede sin overbevisning om, at det, som du og jeg, kære læser, oplever, næppe er virkeligheden.
Slug den røde pille
Troen på, at vi befinder os i en computerskabt simulation, har tillige grebet om sig i Silicon Valley. Flere prominente iværksættere erklærer sig enige med Elon Musk.
En gruppe analytikere fra Bank of America Merrill Lynch har sågar i en rapport til private banking-klienter anslået, at der en 20-50 procents sandsynlighed for, at vi lever i en simulation (hint: Dine aktier stiger eller daler ikke, uanset hvad der måtte være tilfældet).
Tænker du nu ‘The Matrix’? Nja, den analogi til 1990’er-hitfilmen er ikke helt ved siden af.
Hæft dig snarere ved den hastige udvikling af biotek, AI og computerkraft, særligt lige nu med kvantecomputere, hvis kapacitet er afgørende for at køre stor-skalasimulationer.
Fortsætter udviklingen og vores interesse i at skabe simulationer, er det fair at antage, at vi på et eller andet tidspunkt – om 1.000 år eller 100.000 år – vil kunne skabe simulationer med deres egen bevidsthed.
Vi vil skabe simulationer af universet, som føles rigtige og bevidsthedsmæssigt opfattes som den rigtige virkelighed – den såkaldte base reality.
Vi vil skabe milliarder af sådanne simulationer og dermed udviske forskellen mellem simulationer og base reality.
Man kan derfor godt antage, at vi befinder os i én af disse simulationer. Slet og ret fordi chancen for, at vi rent faktisk er i base reality, er langt mindre end det modsatte.
Kodefejl i vores univers
Filosofferne kalder hovedbruddet for simulationsproblemet.
Konsulterer vi fysikerne, taler de hellere om simulationshypotesen. At vi givetvis lever i eksempelvis et multivers.
Eller at vores tredimensionelle rum muligvis er en illusion, fordi universet er et hologram røbet ved, at der findes en form for målbar holografisk støj forklaret ud fra, at universet består af byggeblokke med en længdemæssig udstrækning omkring den såkaldte Planck-længde på cirka 10-33 cm.
Sandsynligheden for, at universet er en simulation, er meget stor.
-- Neil deGrasse Tyson, fysiker
Eller at vi er placeret i en kæde af kæde af simulationer inden for simulationer. Denne mistanke næres af, at mens vores egne computersimulationer kun kan modellere et univers med omfanget af et atoms kerne, er der indikationer på, at større modeller er mulige.
De to prominente fysikere Stephen Hawking og Neil deGrasse Tyson vurderer begge, at vi lever uden for base reality.
»Sandsynligheden for, at universet er en simulation, er meget stor,« udtalte Neil deGrasse Tyson sidste år under en Isaac Asimov Memorial Debate om netop simulationshypotesen.
Base reality eller ej
Særligt tyske og amerikanske universiteter har dedikeret deres ressourcer de seneste fire år til at afdække, hvorvidt vi befinder os i base reality eller ej. Fysikere fra universitetet i Bonn har eksempelvis opdelt rummet i et firedimensionalt gitter for at undersøge den kraft, der binder subatomare partikler sammen i neutroner og protoner.
De vil her kigge efter komplekse fysiske signaturer, såsom begrænsninger af energi i kosmiske stråler, og se, om de findes i vores univers. Er det tilfældet, vil begrænsningen muligvis påvise, at vi er en del af en computersimulation, ud fra den betragtning at simulationer oftest forsøger at gøre tingene lidt lettere og spare på computerkraften.
Sidste år fik universitetsforskerne ifølge magasinet The New Yorker følgeskab af to unavngivne tech-milliardærer tilknyttet ventureselskabet Y Combinator. De poster betragtelige summer i deres eget simulationsafdækningseksperiment.
En kende paradoksalt, eftersom diskussionen er oldgammel. Platon var først med sin hulelignelse – den med en flok fanger lænket i en hule, som hele livet har blikket fastholdt på en hulevæg, hvorpå de kan se skygger fra verden udenfor. Derfor opfatter fangerne det, som om skyggerne på hulevæggen er hele virkeligheden.
Hjerner i et kar?
I 1980’erne filosoferede Harvard-professoren Hilary Putnam over, hvorvidt vi kan vide, at vi ikke blot er hjerner, der ligger i et kar et sted, koblet op på en supercomputer, der bilder os ind, at vi rent faktisk er ved at spille tennis, have sex, eller hvad vi mennesker nu kan hitte på at lave.
Altså reelt en videreførelse af fysikeren og filosoffen René Descartes’ tanker i 1600-tallet om, at når vores sanseapparat så nemt kan forblænde os, hvorfor kan vores tilværelse så ikke blot være orkestreret af en djævel, der spiller os et puds?
Nej! For: »Jeg tænker, altså er jeg til«, ræsonnerede Descartes.
Et sådan rationalitetsargument med overdreven betydning af bevidstheden kan vi omvendt nemt tillægge ringe værdi i dag med vores viden om computerkraft. Dermed er debatten blusset op på ny.
»Bevidsthed er ikke kendetegnet ved, at et essentielt element ved den er, at den skal være implementeret i et kulstof-baseret biologisk neuralt netværk inde i et kranium; silicium-baserede processorer i en computer kan lige så vel udføre den opgave,« skrev Nick Bostrom, professor i filosofi ved Oxford, i sin anerkendte 2003-afhandling ‘Are we living in a computer simulation?’.
En afhandling, som det ser det ud til, at Elon Musk i vid udstrækning gentager næsten ordret.
Ud fra en logisk deduktion når Nick Bostrom frem til, at der er 20 procent sandsynlighed for, at vi lever i en computerskabt simulation.
Stop! Jeg vil af
Og hvad så, hvis det vitterligt er tilfældet – at dit realkreditlån, dine uregerlige unger og DSB’s evindelige forsinkelser, ja, det hele, er én stor illusion?
Min egen teori er, at det er omsonst at sandsynliggøre, hvorvidt vi er i en simulation.
-- Simon Lajboschitz, direktør, Khora VR
Lad os i så fald vende tilbage til virkeligheden – eller det, jeg holder fast i er base reality – i Khora VR’s lokaler i Kødbyen.
Her er direktør Simon Lajboschitz også i stigende grad til tech-konferencer det seneste halve år blevet konfronteret med simulationsproblemet. Givetvis på grund af Elon Musks interesse i emnet.
»Teorien har en række absurde elementer, som er svære at modsige eller bevise,« siger Simon Lajboschitz, som tilfældigvis er godt trænet i debatten.
Han har tre års universitetsstudier i filosofi bag sig, i blandt andet Platons og Descartes’ væren- argumentationer.
Grænselandet mellem ægte og uægte
Khora VR er da også navngivet efter et koncept fra Platon, som er et grænseland imellem det ægte og uægte – en bro imellem den fysiske og virtuelle verden.
Lajboschitz hæfter sig ved, at det nye ved simulationsproblemet er, at vi nu sætter procenter på chancen for, hvorvidt vi er i base reality eller ej.
»Min egen teori er, at det er omsonst at sandsynliggøre, hvorvidt vi er i en simulation. Hvis vi lever i en simulation eller i en falsk virkelighed, så har vi ikke troværdig viden eller troværdige redskaber til at lave en sandsynlighedsudregning om omverdenens virkelighed,« siger Simon Lajboschitz.
Ud fra en cost-benefit-analyse- tankegang anslår han, at det under alle omstændigheder nok vil være mest fordelagtigt at være en nysgerrig erkendelsesteoritisk optimist.
For hvis vi er simulerede væsener, har programmørerne nok to formål med vores pseudo-eksistens: enten at teste en tese eller at køre en simulator for underholdningens skyld.
I begge tilfælde er det programmørerne, som har magten til at slukke simulatoren. Og drives simulatoren for underholdningens skyld, højner vi formentlig vores overlevelseschancer ved at vedblive at være nysgerrige, aktive og ikke forfalde til apati.
Ellers er der nok kun ét udfald: Game Over.
