Du får horn i nakken af din skærm!

28. juni 2022 kl. 10:00
Du får horn i nakken af din skærm!
Illustration: Felicia Österlin.
… eller gør du? Der er mange rygter om, hvad der sker, når du sidder længe foran en skærm. Vi har derfor spurgt en ekspert, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.
Artiklen er ældre end 30 dage

De fleste af os bruger rigtig meget tid foran dem: de fantastiske skærme. På mobiler, tablets, fjernsyn og computere. Når vi er på Matematikfessor, Youtube og Fortnite. Og alle de andre steder.

Forskere har regnet sig frem til, at de fleste amerikanere bruger over syv timer om dagen foran skærme. Og det er sikkert tæt på at være det samme for os her i Danmark.

Måske har du fået at vide, at du bruger for meget tid foran dine skærme? Det kan være, din mor engang har sagt, at du fik firkantede øjne af at sidde så meget foran fjernsynet. Eller at din far mener, det er din telefons skyld, at sover for lidt. Siger dine bedsteforældre, at det var meget sundere, da de var børn og legede udenfor i stedet for at sidde inde og spille computer?

Vi har spurgt Andreas Lieberoth, der ved rigtig meget om skærme, om det passer – eller om det bare er noget, man siger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her er svarene:

Test dig selv

Hvor længe kan du holde dig fra din skærm?

Måske kan du lave en konkurrence med dine venner. Hvem kan lade mobilen eller computeren være i længst tid? Ligesom legen, hvor det gælder om ikke at blinke.

Mobilen ødelægger din søvn

Både ja og nej. Det blålige lys på din skærm driller din hjerne, så den tror, det er dag. Derfor kan du føle dig mindre træt og måske have svært ved at falde i søvn. Men heldigvis kan de fleste skærme indstilles, så der bliver skruet ned for det blå lys om aftenen. På den måde er problemet blevet mindre. Men mobilen kan stadig forstyrre. Det vigtigste er, at den ikke siger en masse lyde om natten, så den vækker dig. Og så skal du ikke tage din telefon frem, hvis du vågner midt om natten. Det kan nemlig være med til at gøre dig mere vågen, så der går længere tid, før du falder i søvn igen.

Skærme er usunde

Den er lidt svær. Der er ikke nogen forskere, der har fundet usunde ting ved selve skærmen. Heller ikke, selvom du sidder en del timer foran en skærm hver dag.

MEN ... både vores krop og vores hjerne har brug for frisk luft og motion. Så hvis vi bruger al vores tid på skærme, får vi ikke rørt os nok – og så bliver det usundt. Derfor er det altid vigtigt, at du kommer ud og bruger din krop. Så kan du sætte dig foran skærmen bagefter med god samvittighed.

Du bliver voldelig og sur af computerspil

Nope. Man kan sagtens blive ophidset af at tabe i Fifa, eller når man er lige ved at vinde i Fortnite. Men det gør dig altså ikke voldelig. Når du spiller computerspil og lever dig ind i dem, kan din puls stige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Måske mærker du, at du trækker vejret lidt hurtigere? Og måske taler du lidt højere?

Det kan være, at din familie synes, det er dumt. Men det er altså ikke anderledes, end når du går til den i en håndboldkamp eller er ved at tabe i et brætspil. Det bliver du heller ikke mere voldelig af.

En onlineven er ikke en rigtig ven

Det er NOGET SLUDDER. Du kan sagtens have en ven, som du har mødt online og aldrig set i virkeligheden. Men det er vigtigt, at du sikrer dig, at vennen er den, han eller hun giver sig ud for, og ikke er en, der lyver. Og hvis du gerne vil mødes med din ven, skal dine forældre helst være med til at lave aftalen.

Det er også vigtigt for de fleste, at de har venner, som de kan være sammen med uden for onlineuniverset – for eksempel i skolen. Men du kan stadig have en rigtig god ven, som du kun snakker med online og har det rigtig sjovt med. Fuldstændig som når du skriver eller spiller med dine venner fra skolen online.

Høretelefoner er dårlige for dine ører

Ja, det kan de faktisk godt være. Høretelefoner er fantastiske, fordi vi kan høre alt muligt uden at forstyrre andre.

Men der er altså også ulemper. Hvis du f.eks. hører musik med meget høj lydstyrke, kan det skade dine ører.

Det kan gøre, at du kommer til at høre dårligere, når du bliver ældre. Og det kan føre til, at du altid har nogle meget høje hyletoner inde i øret – det kalder man tinnitus.

Earplugs – altså de små høredutter, som vi putter ind i ørene – kan også være et problem. De kan nemlig stoppe ørene, så ørevoksen ikke kan komme ud. Så selv vores ører har brug for luft og fred en gang imellem.

Skærmundervisning gør dig dummere

Niks. Skærme alene gør os hverken mere eller mindre kloge i skolen. Faktisk kan de være rigtig smarte til mange ting, og du kan lære at lave gode og sjove ting på en skærm. Det er også vigtigt, at vi lærer, hvordan computere og telefoner virker, for vi bruger dem alle sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men skærme kan ikke alt, og det meste forskning viser, at den bedste måde at lære på er at lave mange forskellige ting – både med og uden skærme.

Du får horn i nakken af din skærm!

Nej da! En kiropraktor fra Australien troede i 2018, at han havde opdaget noget helt vanvittigt. Nemlig, at hvis man kiggede meget nedad – f.eks. på en mobilskærm eller en tablet – så ville der vokse nogle knogler ud fra vores nakke og baghoved, der lignede horn!

Men det viste sig altså at være forkert. Nogle forskere gennemgik opdagelsen grundigt og kunne se, at det slet ikke passede.

Så bare rolig: Du får ikke horn af at kigge ned i din telefon! Men du kan godt få ondt i nakken.

Du får firkantede øjne af glo på en skærm

Som om! Det passer selvfølgelig ikke, men du har sikkert fået det at vide, da du var lille, fordi dine forældre gerne ville have dig væk fra fjernsynet.

Dine øjne ændrer ikke form, lige meget hvad du kigger på. Men de har ikke godt af, at du kigger på skærme hele tiden. De er nemlig styret af muskler, og de har brug for at blive brugt til forskellige ting for at være sunde og raske. Fuldstændig ligesom alle de andre muskler i din krop.

Tænk det på samme måde, som når man zoomer ind og ud med et kamera. Vores øjne har også brug for at zoome ind og ud og se på ting på forskellig afstand.

Læs flere artikler om teknologi her i børneavisen Techie
 

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger