Du er dit køn – men biologiens grænser er flydende

Vi bliver født som XX eller XY langt de fleste af os og udvikler os i fosterstadiet mod et kvinde- eller mandekøn. Men et komplekst samspil af hormoner, gener, sociale og kulturelle påvirkninger kan skubbe os langt væk fra – eller bringe os tæt på – stereotypen af kønnene. Illustration: 1STunningArt/Bigstock

Forestil dig, at du skifter køn flere gange om dagen. Om morgenen føler du dig som mand. Om aftenen som kvinde. Det har været virkeligheden for Paige Abendroth i mange år.

Hun er en ud af en lille gruppe mennesker, som lider af dette uforklarlige skift i kønsidentitet, som kommer og går i perioder. Paige - og andre “køns-skiftere” oplever det som et slags pludseligt “flash”, et pludseligt skift i hjernens opfattelse, og de forskere, som undersøger fænomenet oplever, at de her mennesker ikke er mentalt ustabile, men folk med en lidelse, som er meget, meget konkret - og ødelæggende.

I Paiges tilfælde blev de pludselige skift mellem mand og kvinde forværret i en periode, hvor hende krop på uforklarlig vis holdt op med at producere testosteron, og hendes historie kan man høre i podcastens Invisibilia: Power og Categories.

Netop Paige Abendroth er et af utallige eksempler på, at små ændringer i biologien på forunderlig vis opløser grænserne mellem mand og kvinde. Og jo mere forskerne kigger ned i hormoner og genniveauer, jo mere begynder de at opdage, at grænserne mellem kønnene er en hårfin og til tider flydende grænse:

»Naturvidenskaberne har længe vidst, at køn ikke bare handler om kromosomer og kønsorganer, men er en langt mere kompleks størrelse. Og vi ser - i det små - mere og mere forskning prøve at forstå de her mere flydende kønsmarkører, der både gælder for folk med kønsvariationer, men også findes inden for normalområdet, hos gennemsnitlige mænd/kvinder om man vil,« siger Christian Graugaard, der er læge og professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.

Han peger blandt andet på forskning i psyko-neuro-endokrinologi som et eksempel på, at nye forskningsfelter kommer til og undersøger, hvordan hormonniveauer er gensidigt påvirket af handlinger og følelser. Og han peger også på epigenetik, som eksempel på, at der er kommet en voksende forståelse af, at genomet ikke er en konstant størrelse, men foranderlig - hvilket også spiller ind på køn.

Kromosomerne definerer typisk, om vi udvikler os til en kvinde eller mand, men i 1990 opdagede forskerne, at i sjældne tilfælde fødes kvinder med et fragment af Y-kromosomet – SRY-genet – på deres X-kromosom, så de udvikler sig til mænd. SRY-genet giver ordrer om, at kønsorganerne skal udvikle sig til kvindelige eller mandlige kønsorganer. Illustration: Nanna Skytte

Masser af hormonniveauer

De seneste år har artikler i større videnskabelige tidsskrifter som Lancet og Nature givet plads til de nye opdagelser inden for kønsforskning. Og den udvikling er også blevet bemærket af den danske hjerneforsker Ro Julia Robotham fra Institut for Psykologi ved Københavns Universitet:

»Vi ser en lille, men voksende gruppe forskere - også inden for neuropsykologi - der forholder sig kritisk til den binære opdeling af køn - og i mine øjne giver det også god mening. For vi misser en masse information i forskningen, når vi stædigt indsnævrer os til to køn og ignorerer den store variation indenfor hormonniveauer, gener osv,« siger hun.

Ro Julia Robotham henviser for eksempel til forskning i alt fra forskelle på mænd og kvinders rumlige opfattelse, evner til empati, omsorg, lederevner osv.

»I mange studier, vil det for eksempel være mere interessant at undersøge betydning af for eksempel hormonniveauer frem for betydning af køn (altså om man er mand eller kvinde).«

Kønnet i 9. kromosom

Vil man forstå vores biologi - herunder det biologiske køn - er det værd at huske på, at vi er et resultatet af en knap fire milliarder år lang evolutionshistorie. Biologisk set begyndte kønsopdelingen med den kønnede formering, meiosen, for cirka 1,2 mia år siden - og i dag er vi mennesker et kludetæppe af gener og mutationer, der i mange tilfælde stammer fra sære forfædre, der gik fra havet op på landjorden og rejste sig. For eksempel viser ny forskning, at i enden af det niende kromosom findes et gen kaldet DMRT-1, der er tændt hele dit liv. Men hvis man slukker for det, som amerikanske forskere har gjort i museforsøg, så skifter man køn.

Hvorfor vi er indrettet sådan er stadig et mysterium for forskerne, men en teori lyder, at vi har arvet det fra en forfædrene fisk, der måske har brugt det til et eller andet. Kønsskifte er heller ikke en ukendt overlevelsesstrategi i dyreverdenen, blandt andet hos fisk. Herhjemme er fisken blåstak for eksempel kendt for at skifte fra hun til han, hvis en ledende han i flokken dør.

Siden vi i 1905 opdagede, at kromosomerne er afgørende for, hvilket køn vi udvikler, har forskningen langsomt taget fart. Og i 1990 blev forskerne opmærksomme på det såkaldte SRY-gen, der igen viste, at der er mere på spil end bare kromosomer. SRY-genet viste sig at kunne pille ved kønsudviklingen, så XX-personer for eksempel udviklede sig til biologiske mænd, hvis de havde et fragment af Y-kromosomet med SRY-genet.

Siden viste det sig at flere gener spillede ind på, hvilken udvikling vores kønskirtler, gonaderne, tager i vores fosterstadie, hvor intet endnu er afgjort. WNT4-genet viste sig for eksempel at undertrykke udviklingen af testikler, mens XY-personer med et ekstra kopi af genet fik unormale kønsorganer. Og i 2011 opdagede forskere, at genet RSOP1 kunne være i stykker hos folk, der udviklede kønsorganer, der ligger mellem de tyspiske kvindelige og mandlige kønsorganer.

Forskere har også vist, at hormonniveauerne svinger ganske meget hos mænd og kvinder gennem deres liv, og for eksempel falder testosteron-niveauet hos mænd, hvis deres partner er gravid eller manden er på barsel.

Blandt fremtrædende udenlandske forskere som John Achermann og Eric Vilain, der begge forsker i kønsforstyrrelser, er man enige om, at naturvidenskaberne er nødt til at anlægge en mere system-biologisk forståelse af køn, fordi det hele er en fin balance, hvor gener og hormoner er med til at placere én tæt på eller længere væk fra det køn, som står skrevet i kromosomerne, lyder det blandt andet i Nature.

Mande- og kvindehjerner

Kan man så slet ikke tale om køn og forskel kønnene imellem? Jo vil langt de fleste naturvidenskabsfolk sige. Men ifølge hjerneforsker Ro Julia Robotham skal man passe på med at drage for hårde konklusioner om forskellene og deres oprindelse. Ifølge hende bliver køn nemlig i mange tilfælde tillagt en for stor betydning i naturvidenskabelig forskning på grund af det, man kalder publikationsbias. Analyser af forskelle mellem mænd og kvinder bliver nemlig typisk kun offentliggjort, hvis man finder en forskel:

»Så hvis man kigger i litteraturen efter studier, der har undersøgt kønsforskelle, finder man en overvægt af studier, der har fundet en forskel. Men det afspejler ikke nødvendigvis virkeligheden. For hver gang der bliver publiceret et studie, der har vist en forskel, kan der være 10 studier, der ikke har påvist en forskel, men som derfor ikke er blevet opgivet eller publiceret,« siger Ro Julia Robotham.

Men hvorfor bliver mænd for eksempel oftere ingeniører, mens flest sygeplejersker er kvinder? Til det spørgsmål hersker et hav af myter om forskelle på kvinde- og mandehjerner, såsom at kvindens hjerne er bygget til mere empati og håndtering af følelser, og mandens hjerne er skabt til at være gruppens leder. Men langt de fleste af de myter savner skyggen af bevis.

Vores hjerne er en plastisk størrelse og bliver konstant omformet af biologi som svingende hormonniveauer, og vores daglige interaktion med verden omkring os, altså kulturen. Og selvom mandehjernen er 10 procent større end kvindehjernen, så ser det ikke ud til at have nogen anden betydning end, at den skal regulere en mandekrop, der typisk er større end kvindens.

»Der findes simpelthen ikke noget, der hedder en mandehjerne og en kvindehjerne. Hvis man kigger på scanningen af et hjerne, er det umuligt at afgøre om hjernen tilhører en kvinde eller en mand.«

Ifølge Ro Julia Robotham, så er evnen til rumlig tænkning faktisk den eneste kognitive evne, hvor der er en overbevisende evidens for kønsforskel. Mænd viser sig at være bedre til rumlig tænkning. Men efter den konklusion følger et stort MEN...

»Forskellen er ganske lille og er blevet mindre og mindre i takt med, at der er kommet større ligestilling i vores samfund. Forskellen er også mindre i de samfund, hvor der er mere ligestilling,« siger Ro Julia Robotham.

Ud fra den viden, som vi har i dag, kan vi ikke påvise, at de ganske små gennemsnitsforskelle der er mellem, hvordan mænd og kvinder klarer sig i specifikke opgaver, skulle være medfødt. Til gengæld, har vi overbevisende evidens for, at de er i hvert fald delvist formet af vores miljø, lyder det:

»Uanset hvad, så er der ingen påvist forskel i evnen mellem mænd og kvinder, som på nogen måde er stor nok til at kunne forklare, hvorfor så få kvindelige studerende vælger fysik eller ingeniøruddannelser«.

Hør mere i ugens podcast:

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der kunne nok være brug for en smule grundlæggende biologisk og naturfaglig dannelse i denne kønsdebat.

Det er banalt indefor biologi og vil man have en beskrivelse af det foreliggende, som er skarpt opdelt i kategorier og uden mellem- og overgangsformer og undtagelser, så må man konstatere at det foreliggende er så kompliceret at det unddrager sig en samlet beskrivelse. Man må slå sig til tåls med at det foreliggende er kaotisk.

På den anden side er det også tydeligt at der eksisterer mønstre og regelmæssigheder og her er det, den videnskabelige dannelse bør vise, hvordan man kan kategorisere sig til oversigtlighed og i den proces er det selvsagt altid underforstået at man med kategorisering altid ser bort fra noget af virkeligheden og det skal man altid have med sig i sin forståelse.

Denne forståelse mangler i den standende kønsdebat - og typen af manglende forståelse går iøvrigt igen i flere debatter, især om menneskelige forhold.

  • 4
  • 0

citat: »Der findes simpelthen ikke noget, der hedder en mandehjerne og en kvindehjerne. Hvis man kigger på scanningen af et hjerne, er det umuligt at afgøre om hjernen tilhører en kvinde eller en mand.«

Genusforskningen er desværre stærkt politiseret og der er nogle meget højrystede, sekteriske og ekstrem-ideologiske aktører på banen. Ovenstående påstand er ganske enkelt, skal vi sige, ikke almindeligt accepteret, og det bliver ikke mere sandt af at blive gentaget i en uendelighed.

At der er forskelle betyder ikke, at den ene er den anden overlegen. Det betyder bare, at de ikke er ens, heldigvis.

Interesserede kan søge mere information her:

"Joel et al.'s method systematically fails to detect large, consistent sex differences" PNAS April 5, 2016 113 (14) E1965. https://doi.org/10.1073/pnas.1525534113

D. D. Franks, Neurosociology: Fundamentals and Current Findings, Chapter 8 Sex Differences in the Human Brain. https://doi.org/10.1007/978-94-024-1600-8_8

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten