DTU's plus-energihus producerer energi til tre parcelhuse
Et enkelt stykke A4-papir har været udgangspunktet for det plus-energihus, som studerende ved DTU har designet og bygget i fællesskab med en række virksomheder.
Et plus-energihus genererer mere energi, end det bruger. Senere i år vil bygningen være Danmarks første deltager i VM for plus-energihuse i Madrid.
Huset er døbt 'The Fold', og det skal i denne sammenhæng tages helt bogstaveligt.
»Designet var i første omgang et udkast fra en af grupperne, der arbejdede med design af huset. Det var et ekstra forslag, der blev præsenteret sammen med deres hovedidé, men altså endte med at vinde,« fortæller Aksel Tønder.
Han studerer bygningsdesign på DTU, og har været involveret i projektet gennem det sidste års tid.
Designet bestod i al sin enkelhed i at folde et stykke papir fire gange. Siden blev det videreudviklet til de færdige plantegninger for hele konstruktionen.
Soltag giver dobbeltløsning
Der er nu gået cirka halvandet år fra de første tiltag på projektet, og huset står nu næsten helt færdigt. Det er på 70 kvadratmeter og lever op til bygningsreglementets 2020-krav.
Konstruktionen ligner nu noget, der er foldet skråt en række gange, så man ender med et hus, der er omkring seks meter højt i den ene ende og omkring tre meter i den anden. Noget, der blandt andet kan hjælpe med til at give en naturlig ventilation.
»Bygningen kan samtidig vendes og drejes, alt efter hvor den bliver opført. I Spanien vil den åbne sig mod nord, så der ikke kommer direkte sol på de store glaspartier. I for eksempel Norge ville man nok have det store glasparti vendt mod syd,« forklarer Lotte Bjerregaard Jensen fra DTU Byg.
Husets vægge og loft er 37 centimeter tykke og består af to lag træ med et mellemlag af Aerowool - et produkt fra Rockwool, som har været samarbejdspartner på projektet.
Taget er beklædt med solceller, som har en overflade af riflet glas, som både giver genskin til cellerne, og dermed øger deres effektivitet med omkring tre procent og samtidig får dem til at ligne almindelig tagbeklædning.
På bagsiden af cellerne er der laminerede kobberrør, som sørger for, at de bliver kølet af og dermed forbedrer deres effektivitet, og som samtidig hjælper til med at levere husets varme vand.
»Under de optimale forhold kan det varme vandet op til 50 grader,« fortæller professor Bjarne Olesen fra DTU Byg og fortsætter:
»Samtidig har vi i hele lofts- og gulvfladen mulighed for at køle og varme, blandt andet ved hjælp af en jordvarmeveksler.
Husets mange forskellige elektroniske dele styres af en central enhed, der er udviklet af de studerende selv, som har været involveret i alle dele af projektet.
Møder og mulig fremtid
The Fold er en af DTU's såkaldte Blue Dot Projects, hvor de studerende får et praktisk indblik i, hvad det vil sige at arbejde på et stort projekt på den måde, det foregår på i industrien.
»Der er benhårde deadlines, der skal overholdes, og samtidig skal de arbejde sammen med studerende fra en lang forskellige fag,« siger dekan Martin Vigild fra DTU.
»De får et virkelig godt indblik i erhvervslivet - hvis en gruppe for eksempel har villet ændre på vinduesstørrelsen, så har det haft direkte konsekvenser for en række andre aspekter i huset. Det er noget, de har skullet arbejde sammen om at finde ud af,« supplerer Bjarne Olesen.
I projektets levetid har der været en fast kernegruppe på mellem 30 og 40 studerende involveret. De har blandt andet skullet mødes med de industrielle samarbejdspartnere og finde frem til løsninger sammen med dem.
»Vi har bestemt kunnet mærke en udvikling hos de studerende, som er blevet bedre til at stille skarpere spørgsmål og udfordrer os mere og mere,« siger Henrik Kjeldgaard fra Grundfos.
Pumpevirksomheden har hjulpet til med ventilationssystemet og har i forbindelse med projektet fået mødt en række studerende, som man gerne så flytte fra Lyngby til Midtjylland, hvor Grundfos har sit hovedsæde.
For Aksel Tønder har projektet givet en indsigt i nogle af de udfordringer, som venter efter studietiden.
»Det har været som at arbejde med en 1:1-model af, hvordan tingene foregår i den virkelige verden. Det har også vist os, hvor svært det kan være at få alle dele af et projekt til at spille sammen - for eksempel med hensyn til at overholde alle tidsplaner og koordinere mellem os og virksomhederne,« fortæller han.
Aksel Tønder er klar i mælet, når det gælder målet for turen til Madrid:
»Vi går efter at vinde, og selv om det er første gang, vi er med, så tror jeg, vi har en god chance,« siger han.
Fakta:
Beregninger viser, at husets energiproduktion under optimale forhold muligvis kan nå op på 15.454 kWh/år.
Det bruger omkring 1.062 kWh/år - dvs. at der vil være et estimeret energioverskud på 14.392 kWh/år, som kan ledes ud til det almindelige elnet i Madrid.
Et gennemsnitligt dansk parcelhus med tre beboere bruger ifølge tal fra Dong 4.520 kWh/år (tallet dækker ikke el til opvarming), og det betyder, at The Fold kan producere strøm til at dække tre parcelhuses forbrug.
The Fold bliver officielt indviet af klimaminister Martin Lidegaard (R) på onsdag den 13. juni, mens der er mulighed for selv at besøge huset i forbindelse med et åbent hus-arrangement på DTU lørdag den 16. juni.
Dokumentation
Dongs liste over elforbrug i parcelhuse
Projektets hjemmeside
