DTU's minisatellit og sendere på 4,6 gram kortlægger trækfugle

Torsdag den 19. juni kl. 21.11 dansk tid opsendes en russisk Dnepr-raket fra en rumbase ved Yasny i Rusland. Med sig har den en række satellitter, heriblandt den danske CubeSat DTUsat-2, der er udviklet og bygget af forskere og studerende fra DTU Space.

Den lille satellit, der vejer 1,07 kg og måler 100x100x113,5 millimeter, skal modtage og videresende GPS-data fra ganske små radiosendere, der spændes på ryggen af trækfugle.

Satellitovervågningssystemet skal gøre biologer fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet klogere på, præcis hvor trækfugle som for eksempel gøgen flyver hen, og hvordan de navigerer. Det er nemlig lidt af et mysterium.

Her testes den lille satellit på DTU. Satellitten overholder CubeSat-standarden, hvilket vil sige, at den cirka fylder en liter og kun vejer godt et kg. (Foto: René Fléron) Illustration: René Fléron

Senderne vejer under fem gram

»Vi har udviklet fuglesendere, der kun måler 1x1x3 centimeter, og som ikke vejer mere end 4,6 gram,« fortæller civilingeniør René Fléron, der har stået i spidsen for udviklingsarbejdet på DTU Space.

Senderen er stadig for stor og tung til de mindste fuglearter, men den kan godt sidde på gøge. Gøge opfostres af andre fugle og kan ikke lære trækruter af deres forældre, så de har kun deres instinkt at flyve efter.

»Senderen er udstyret med en computer, en GPS-modtager og en radiosender, der får strøm fra et batteri og en solcelle. Den samlede effekt er 200 milliwatt, og vi har cirka 100 milliwatt at gøre godt med til selve radiosignalet.«

Ved hjælp af en antenne i form af en cirka 17 cm lang ledning, der peger bagud på fuglen, sendes radiosignalet ved en frekvens på 868 MHz. Det svage signal skal opfanges af satellitten, der sendes ud i en solsynkron bane 620 km over Jordens overflade.

Senderne kan måske komme ned på to gram

To gange i døgnet - sent på aftenen og om formiddagen - vil satellitten kunne ses fra Danmark, og så vil den sende data til DTU's jordstation. Til at starte med vil elever fra to gymnasier også lytte med og prøve på at fange signalet fra satellitten.

Nu er der ingen vej tilbage for DTUsat2, der her er monteret i en pakke sammen med en række andre satellitter. Den halvmåneformede struktur gemmer satellittens antenner, der folder sig ud, når den er i kredsløb. (Foto: Flemming Hansen) Illustration: Flemming Hansen

»Fuglesenderne er programmerede til at vågne med jævne mellemrum og tjekke, om der er strøm nok på batteriet til at sende. Hvis det er tilfældet, tænder den for GPS'en, og hvis fuglen har flyttet sig siden sidst, sendes GPS-positionen op til satellitten, når den er inden for rækkevidde,« siger René Fléron.

»Systemet er designet til at holde styr på ni forskellige samtidige sendere. Når satellitten først er oppe, finder vi ud af, hvad vores reelle kapacitet er. Tiden må vise, hvor mange fugle vi kan følge.«

Hvis systemet fungerer, vil biologerne fra Københavns Universitet med forskningsleder Kasper Thorup i spidsen i første omgang få bedre tjek på, hvordan mellemstore fugle som gøge finder vej.

Forskerne satser på, at fuglesenderne kan blive endnu mindre og lettere i fremtiden. Hvis de kan komme ned på to gram, kan de mindre sangfugle og andre dyr som for eksempel flagermus også følges.