Mandag i sidste uge citerede dagbladet Information DTU’s rektor Anders Bjarklev for, at ikke »særligt mange studerende har haft oplevelser med sexchikane i deres studiemiljø«.
»Så ville jeg have hørt om det,« sagde han ifølge avisen.
Udtalelserne ramte en gruppe kvindelige studerende på DTU lige i solar plexus.
»Vi ved, at flere har gjort opmærksom på eksisterende problemer med sexisme på DTU. Derfor har det været chokerende at læse en artikel, hvor problemstillingen pure afvises fra centralt hold. Der er problemer med sexisme på DTU. Punktum. Dette burde anerkendes, omfanget burde undersøges og tiltag tilrettelægges herefter,« lyder det i en mail, som gruppen har sendt til Ingeniøren.
Artiklen i Information fik kvinderne, der kommer fra forskellige institutter på DTU, til at tage affære. Natten til mandag i denne uge hængte de 150 A3-plakater op over hele DTU under hashtagget #ogsåpåDTU. At det rimer på #metoo er ikke nogen tilfældighed.
»#metoo har været katalysator for, at det er blevet legitimt at tale om det her. Jeg føler ikke, at jeg har talt om ret meget andet siden. Det er en erkendelsesproces at blive bevidst om, at sexchikane ikke er i orden,« siger en af gruppens deltagere, der ønsker at være anonym, men hvis identitet er kendt af redaktionen.
Rektor Anders Bjarklev ærgrer sig i dag over artiklen i Information:
»Først og fremmest er det ikke retvisende, hvad jeg blev citeret for. Jeg har ikke sagt, at vi ikke har sexchikane, men at jeg ikke har kendskab til, at det havde et større omfang.«
I forlængelsen af plakatsagen peger han på, at der allerede er mulighed for at få hjælp på DTU, hvis man som studerende eller ansat har været udsat for grænseoverskridende eller krænkende adfærd:
»Så sent som i går har jeg taget skridt til at gøre det soleklart på DTU’s intranet, DTU Inside, hvordan man kan komme i kontakt med medarbejdere, der kan hjælpe anonymt. De har været der i årevis, men vi skal nok være bedre til at fortælle om det,« siger Anders Bjarklev.
Ifølge #ogsåpåDTU er ledelsen flere gange blevet gjort opmærksom på, at kvindelige studerende og ansatte har oplevet problemer med sexisme, men uden der er sket noget. Den udlægning har rektor svært ved at genkende:
»Jeg kan sige med fuldstændig sikkerhed, at enhver konkret sag, der kommet til mit kendskab, er blevet undersøgt til bunds, og hvis det har været nødvendigt, er der grebet ind. Lad mig slå fast med syvtommersøm: Vi har nultolerance over for sexchikane og andre former for krænkelse, men vi kan ikke handle på anonyme henvendelser,« påpeger han.
Den kvindelige studerende, Ingeniøren har talt med, forklarer, at gruppen optræder anonymt, fordi det kan føles meget grænseoverskridende at fortælle om seksuel chikane. Samtidig frygter krænkede kvinder at blive udsat for repressalier, hvis de bringer en sag op, der f.eks. miskrediterer en underviser.
Anders Bjarklev forstår frygten, men ikke desto mindre er det nødvendigt at træde frem:
»Som ledelse vil vi stå vagt om enhver, der vil bringe deres ting frem. Hvis en underviser så meget som overvejer at lave repressalier over for en studerende, er det afskedigelsesgrund. Du kan sagtens blive behandlet anonymt af en psykolog, men skal vi agere over for krænkeren, skal den krænkede give samtykke til, at vi kan gå videre med sagen.«
Hos de studerendes forening på DTU, PF, vil den nyvalgte formand Lars Holm ønske, at #-gruppen havde kontaktet PF, før de satte plakaterne op, ligesom han beklager, at det ikke kan lade sig gøre at komme i dialog med #-gruppen, fordi de er anonyme:
»Hvis der er et problem, er jeg glad for, at det bliver italesat, men jeg er ked af, at det ikke går igennem os, for vi repræsenterer alle studerende og har nemmere adgang til ledelsen. Det vil være mere konstruktivt,« siger PF-formanden.
I årevis har kvinderne i gruppen hørt beretninger fra medstuderende, derfor var det nemt at samle eksempler på alt fra verbal sexchikane til direkte fysiske overgreb. Det er nogle af de eksempler, der er kogt ned til citater på de plakater, der blev hængt op. Nederst på plakaterne er der trykt: #ogsåpåDTU samt mailadressen: ogsaapaaDTU@gmail.com.
Hensigten med plakaterne er at vise, at sexchikane findes på alle niveauer både mellem studerende og DTU-ansatte, mellem studerende og DTU gæster og mellem studerende og studerende, forklarer gruppen.
Plakaterne fik dog ikke nogen lang levetid på DTU’s gange. Arbejdsdagen var ikke mere end en time gammel, før samtlige plakater var taget ned af væggene igen.
Når plakaterne blev fjernet, skyldes det, at de ikke lever op til de formelle krav for plakatophængning. Dels var der ikke sat en nedtagningsdato på, dels var nogle af dem hængt op uden for opslagstavlerne. Endelig har DTU et forbud mod at sætte anonyme plakater op.
De tre begrundelser undrer gruppen:
»Andre plakater, der mangler nedtagningsdato og er sat op uden for opslagstavlerne, er ikke taget ned. Men de plakater, vi satte op på opslagstavlerne, er taget ned. Vi har bedt om at få defineret begrebet ‘anonymt’, for vi har efterladt kontaktoplysninger, hvilket er mere, end man kan sige om langt de fleste plakater på campus,« siger den anonyme kvinde.
Selvom gruppen skulle have planer om at sætte nogle tilsvarende plakater op igen, er der ikke udsigt til, at de blive hængende. Det vil kræve, at gruppen bag træder offentligt frem, og her er en mailadresse ikke nok, forklarer rektor:
»Vi har den holdning, at man siger, hvem man er. Det er en fast politik, at vi ikke har anonyme opslag. Alle kan komme til orde, men vil man behandles anonymt, må man gå ad andre kanaler.«
Det kommer næppe til at ske. Når ingen ønsker at stå frem med navn, skyldes det nemlig også frygten for at blive stemplet som ‘hende med sexchikanen’. Den anonyme studerende henviser til en dansk kvinde, der tog til genmæle over for hævnporno, og siden har haft svært ved at træde ud af den rolle:
»Det handler om, at vi ikke vil blive Emma Holten, og dermed mister vores privatliv og muligheden for at trække sig tilbage. Vi vil ikke være ofre eller nogen, det er synd for. Vi vil kunne fortsætte vores studier uforstyrret og komme ud på arbejdsmarkedet uden at trække den her sag med os.«
Af DTU’s seneste studiemiljøundersøgelsen fra 2015 fremgår det, at 5 procent af de studerende har oplevet mobning, men det er ikke defineret, hvad ordet ’mobning’ dækker over.
Til april skal de studerende igen svare på en studiemiljøundersøgelse, og denne gang kommer der to spørgsmål om sexchikane. Det skyldes dog ikke den aktuelle plakatophængning, forsikrer Anders Bjarklev:
»Årsagen er i høj grad den dialog, vi har haft de sidste to år i DTU’s Ligestillings- og mangfoldighedsudvalg, hvor vi har gjort meget for at finde ud af, hvad problemer med mobning dækker over. Det var længe før #metoo,« siger han.
Fra PF’s side håber man, at der nu kommer helt klar linjer for, hvordan man tackler sexchikane.
»PF vil kræve af DTU’s ledelse, at der skal være en klar proceduregang, hvis man har været udsat for sexchikane. Vi vil gerne arbejde på en opmærksomhedskampagne, som skal give plads til en tryg og åben snak om problemet,« siger Lars Holm.
Gruppen #ogsåpåDTU er selvsagt meget utilfredse med, at deres plakater er taget ned. Hvorvidt de kommer op igen, har gruppen ikke taget stilling til.
