DTUs brintpille udnævnt til månedens opfindelse

Patentet på DTUs brintpille blev offentliggjort 29.9.05, nogle uger efter at opfindelsen var blevet kendt i hele verden efter pressekonferencer og publicering af af artiklen "Metal ammine complexes for hydrogen storage" i det ansete kemiske tidsskrift Journal of Materials Chemistry, Vol.15, p.4106-4108, 2005.

Timingen var perfekt. Artiklen blev lagt på udgiverens, Royal Society of Chemistry's, websider samme dag som opfinderne holdt pressemøder i England og USA. Men offentligheden kunne ikke vide, at der var udtaget patent.

Ansøgningen blev indleveret allerede 23.3.04, men først halvandet år senere bliver en ansøgnings tekst offentliggjort. Nu kan enhver så læse både artiklen og patentet. Patentet har nr. WO 2005/091418 og har titlen "Use of an ammonia storage device in production of energy".

EU's organisation IPR, Intellectual Property Rights, har udnævnt dette patent til "Patent of the Month".

Det må glæde de fem opfindere Tue Johannessen, Claus Hviid Christensen, Jens Kehlet Nørskov, Rasmus Zink Sørensen og Ulrich Quaade.

De har stiftet selskabet Amminex A/S sammen med DTU og SeeD Capital Denmark.

Rettighederne til den videre udvikling og kommercialisering af brintpillen ligger i Amminex A/S, og udnævnelsen fra EU's IPR-kontor er et skulderklap, der vil kunne lokke flere investorer til at investere i brintpille-teknologien.