DTU undrer sig: Vores undersøgelser siger intet om Femern-prognose
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DTU undrer sig: Vores undersøgelser siger intet om Femern-prognose

DTU-lektor Christian Overgaard undrer sig over, at transportminister Magnus Heunicke (S) henviser til hans undersøgelser i et svar til Folketingets transportudvalg om en central prognose for antallet af biler, der kommer til at køre i Femern-tunnelen.

Magnus Heunicke nævner DTU’s undersøgelser som grundlag for, at den officielle trafikprognose fra de tyske konsulentfirmaer BVU og Intraplan forventer, at 713.000 biler vil foretrække Femern-forbindelse frem for Storebælt. Det udgør 40 procent af trafikvæskten, når tunnelen åbner, og uden trafikken fra Storebælt risikerer Femern-forbindelsen at lide rentedøden.

Læs også: Femern hemmeligholder essentiel trafikanalyse

Transportministeren henviser til, at ca. otte procent af personbilerne på Storebælt ifølge de tyske konsulentfirmaer ’udgøres af trafik mellem Sjælland/Skandinavien og Tyskland/kontinentet’. Det er tal er fremkommet ’med basis i en række forskellige analyser, herunder analyser af trafikanternes startsted og slutdestination og deres rutevalg’.

De analyser stammer fra DTU, som igen har haft de danske konsulentfirmaer Cowi og Tetraplan som underleverandører. Ingeniøren har fået aktindsigt i analyserne, og de siger i sig selv intet om overflytning af trafik fra Storebælt til Femern-tunnelen.

»Vores data kan ikke i sig selv sige noget om, hvor mange biler der flyttes,« siger Christian Overgaard.

Læs også: Prognose: Femern-tunnel skal stjæle 718.000 biler fra Storebælt

Analyserne, som DTU har behandlet, omhandler blandt andet lastbiltrafik og en spørgeskemaundersøgelse på alle færgeruter omkring Østersøen. Målet var at kortlægge, hvor de rejsenede starter og slutter. Men analysen har ingen data fra Storebælt.

»Som jeg opfatter det, har BVU og Intranplan fået vores data og derefter selv lavet prognosen for overflytning af trafik fra Storebælt,« siger Christian Overgaard.

Magnus Heunicke henviser også til nummerpladescanninger og analyser af kreditkorttransaktioner på Storebæltsforbindelsen. Ingeniøren fik i første omgang afslag på aktindsigt i de analyser, men ministeren tvang efterfølgende Sund & Bælt, det statsejede moderselskab til Femern A/S til at udarbejde et notat.

Læs også: Klagenævn giver transportminister en reprimande for Ingeniørens Femern-sag

Det viser, at fire procent af personbilerne på Storebælt i 2012 var udenlandske. Det har Storebæltsforbindelsen identificeret ved at ud fra brug af betalinskort, udenlandsk valuta og udenlandske Brobizz-transaktioner. Andelen af udenlandske biler er stigende, anfører Storebælt A/S.

Desuden har DTU for Storebæltsforbindelsen manuelt analyseret nummerpladescanninger fra Storebælt torsdag den 28. oktober og søndag den 31. oktober 2010. I den opgørelse er 18 procent af personbilerne fra udlandet.

BVU og Intraplan holder sig dog i et andet notat, som er foranlediget af Ingeniørens artikler om sagen, til de fire procent, som analysen af betalingerne viser. Dernæst antager de tyske konsulenter, at et tilsvarende antal danske biler kører til og fra Tyskland. Det bliver ikke begrundet, men er ifølge det notat en ’troværdig’ andel for 2011, og den svarer til de 713.000 biler.

De tyske konsulenter argumenterer med, at det tager lige lang tid at komme til Tyskland fra Sjælland, uanset om man kører over Storebæltsbroen eller tager færgen fra Rødby til Puttgarden. Det er dog langt billigere at benytte broen, særligt om sommeren, hvor færgepriserne stiger.

Læs også: Minister tvinger Femern A/S til at udlevere trafikanalyse til Ingeniøren

Enhedslisten transportordfører, Henning Hyllested, stillede spørgsmålet om baggrunden for analysen til Magnus Heunicke. Enhedslisten stemte som det eneste parti imod anlægsloven for Femern-tunnelen, og ordføreren er alt andet end imponeret over trafikprognoserne. Han er ikke selv ekspert og kan derfor kun forholde sig til, sådan som sagen er fremlagt i de dokumenter, som Ingeniøren har fremskaffet.

»Tallene for overflytning af trafik fra Storebælt er meget luftige. Beregningerne fremstår, som er de lavet på et meget spinkelt grundlag. Det er nærmest, som om de fremkommet ved at sutte på tommelfingeren, holde den op i luften og se, hvad vej vinden blæser,« siger han.

Han finder det også kritisabelt, at Ingeniøren har skullet gå igennem, hvad han betegner som ’et cirkus’ for at få udleveret dokumenterne.