DTU deltager aktivt i udformningen af fremtidens flycockpit, der vil være præget af eksempelvis trykfølsomme skærme, som det kendes fra smartphones og tablets. Et af de store spørgsmål er, om teknologien kan bruges i et cockpit, hvor piloter skal agere under vanskelige forhold som eksempelvis turbulens?
»Helt konkret viser vores forskning, at man ikke bare naivt kan oversætte den fysiske version af cockpittet til et fingertouch-system. Hvis man gør det, risikerer man ligefrem forringelser,« siger seniorforsker Alexandre Alapetite fra DTU Management Engineering til magasinet DTU Dynamo. Han hjælper franske Thales med udviklingen af morgendagens cockpit-design.
Som eksempel på, at den nye teknologi ikke altid gør tingene lettere, peger Alexandre Alapetite netop på, at nogle ting er blevet mere besværlige efter indførelsen af smartphones.
For at teste anvendeligheden af trykfølsomme skærme i et cockpit omdannede forskerne et par sæderækker i rutsjebanen Odinekspressen i Tivoli til et midlertidigt forskningslaboratorium, hvor forskerne kunne afprøve forskellige øvelser.
Læs også: Danske astronauter trænede 6 g i Tivoli-forlystelse
Forskerne ville gerne undersøge, hvordan eksempelvis fingrenes klik-, træk- og zoom-bevægelser kunne stå for en omgang turbulens.
»I rutsjebanen havde vi mulighed for at gennemføre et kontrolleret forsøg med rystelser og voldsomme bevægelser ved at tage den samme tur igen og igen. Samtidig kunne vi teste ryk og rystelser, der er mere vedvarende end dem, vi kan udsættes for i en traditionel flysimulator,« forklarer Alexandre Alapetite.
Turene i rutsjebanen afslørede, at der er problemer med at trække og slippe emner på skærmen. Problemerne var dog ikke større, end forskerne overordnet set kunne konkludere, at det både er sikkert og muligt at anvende trykfølsomme skærme i et cockpit under turbulens.
Det er ikke meningen, at den trykfølsomme skærm skal bruges til at styre flyet eller regulere gassen. Derimod kan en trykfølsom skærm erstatte de mange instrumenter, målere og kort, der bruges til overvågning af flyets retning, højde, fart, elektriske systemer, brændstofforbrug, olietryk, temperatur osv.
