DTU-software kan opspore kilderne til farlige bakterier

Producenter af fødevarer får i fremtiden nemmere ved at spore kilderne til skadelige bakterier og virus. EU-projektet Biotracer, der er ledet af DTU Fødevareinstituttet, har skabt et stykke software, der ved hjælp af avancerede matematiske modeller kan spore bakterier og virus tilbage til smittekilden.

Forskerne bruger bakteriernes DNA fra fødevareprøver og sammenligner med prøver fra de patienter, som er blevet smittet, for at finde ud af, om de matcher. Desuden dækker dataene hele fødekæden fra den primære produktion på en gård, over transport, opbevaring, distribution og forbrug.

»Meget af det arbejde, vi har publiceret, ligner det, man kender fra retsmedicin. Man finder DNA på gerningsstedet, men kan ikke finde gerningsvåbnet. Der mangler simpelthen den rygende pistol,« fortæller Jeffrey Hoorfar, der er forskningsleder hos DTU Fødevareinstituttet, i en pressemeddelelse.

Et nyt softwareprogram skal hjælpe med at spore kilden til blandt at campylobacterbakterier i fødevarer. [foto: Foci Illustration: Foci

]

Inspiration fra forsikringsbranchen

Oprindeligt er softwaren udviklet til forsikringsbranchen, der har brugt den til at fastsætte risikomodeller, når forsikringspræmien skulle fastsættes. Programmet gør det muligt at indregne observationer fra tidligere udbrud for at mindske usikkerhederne og samtidig gør værktøjerne kontinuerligt bedre til at opspore smittekilderne.

»Ved at udnytte vores viden fra tidligere udbrud kan de matematiske værktøjer være med til at støtte op om DNA-materialet, og som noget nyt samtidig sætte tal på, hvor sandsynligt det er, at et bestemt stykke kyllingekød eller en svinekotelet er årsagen til udbruddet,« siger Jeffrey Hoorfar.

I en artikel i International Journal of Food Microbiology understreger Jeffrey Hoofar dog, at biotracing ikke er det samme som en risikovurdering, som det er set i forsikringsbranchen.

Data fra slagterier

»Sammenlignet med risikovurderinger giver biotracing værktøjer til forbedrede risikovurderinger, men det stopper ikke der. Biotracing breder sig ind i risikostyring ved at give risk managers værktøjer til at tage beslutninger baseret på en videnskabelig tilgang til regulering af fødevaresikkerhed, tilbagetrækning af produkter og designet af sporingssystemer,« fremgår det af artiklen.

Forskerne har efterprøvet de matematiske modeller ved at undersøge svine- og kyllingslagterier i flere EU-lande for at spore, hvordan kød bliver smittet med salmonella. Her viste det sig, at det i Danmark primært er et salmonella-inficeret dyr, der kommer ind på slagteriet, mens de i andre lande ofte skyldes manglende hygiejne.

Projektet har en bevilling på 85 millioner kroner og løber frem til udgangen af 2011.

Dokumentation

Se pressemeddelelsen her

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg forventer at softwaren virker mindst ligeså godt og har samme GUI features som alt det vi kender fra CSI m.fl.

  • 0
  • 0

Såfremt du ikke arbejder på projektet er jeg ikke i tvivl om at den bliver langt bedre end den i CSI :-)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten