DTU sætter ny rekord for magnetisk køling
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DTU sætter ny rekord for magnetisk køling

Forskerne på DTU Energikonvertering har udviklet en lille kølemaskine, der kan give en afkøling på 20,5 grader for en køleeffekt på 100 watt - det svarer til afkøling af lidt over fire liter vand på en time. Det er ny rekord for aktiv magnetisk køling, skriver de i en videnskabelig artikel, som er indsendt til tidskriftet International Journal of Refrigeration.

»Den maksimale temperaturforskel, som kølemaskinen kan opretholde uden varmebelastning, er 25,4 grader - mellem 3° C og 28,4° C,« siger seniorforsker Christian Bahl til Ingeniøren.

DTU-forskerne har arbejdet med magnetisk afkøling siden 2000 og opnåede et afgørende gennembrud i 2007 med en afkøling på 8,7 grader. Dette resultat er siden forbedret mange gange, men det afgørende for forskerne er nu at kunne opnå mange graders afkøling, samtidig med at man har opnået en høj køleeffekt, så det er muligt at afkøle store mængder.

Flere virksomheder, heriblandt den tyske gigant BASF, har henvendt sig til DTU angående et muligt forskningssamarbejde om magnetisk køling, oplyser DTU's magasin Dynamo.

Kendt siden 1880

Magnetisk køling er baseret på den magnetokaloriske effekt, som blev opdaget af den tyske fysiker Emil Warburg i 1880 og forklaret i 1920'erne af den hollandske fysiker Peter Debye og den amerikanske kemiker William Giauque.

Ved magnetisk køling undgår man at bruge miljøproblematiske kølemidler og slipper for kompressorer. Kølingen foregår i en cyklus på fire trin (se grafik). Afkølingen i en enkelt cyklus er dog lille, så processen må gentages for at sænke temperaturen markant.

Med det nye design kan processen gentages op til på otte gange i sekundet - og det er hyppigere, end hvad de andre 10-15 forskergrupper, der verden over arbejder med sådanne maskiner, har opnået.

Afkølingseffekten på 100 watt og nedkøling på 20,5 grader er dog opnået med en frekvens på 2 Hz og ved en vandgennemstrømning på 6,7 liter/minut.

Christian Bahl mener, at teknologien med tiden kan komme til at konkurrere med konventionel kompressor-køling.

»For at dette skal lykkes, skal der optimeres på de magnetokaloriske materialer og magnetsystemerne. Og så skal der selvfølgelig bygges prototyper,« forklarer han til Ingeniøren.

Det kommer derfor til at tage sin tid. Institutdirektør Søren Linderoth siger da også til Dynamo, at han i første omgang forestiller sig, at teknologien vil blive brugt til specialanvendelser, som f.eks. en vinkøler til restauranter, der kan sikre, at vin altid har den helt rette temperatur.

»En anden mulig anvendelse er til kølecontainere i lastbiler og på skibe, hvor det er godt at have en forureningsfri, effektiv køling, som er uafhængig af, om bilens eller skibets motor kører,« siger Søren Linderoth.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først