DTU-rapport skyder vidunderhistorierne om D-vitamin ned
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DTU-rapport skyder vidunderhistorierne om D-vitamin ned

Hvis du er begyndt at indtage høje doser D-vitamin, efter at have læst den ene artikel efter den anden om, hvor mange sygdomme det forhindrer dig i at få, så er det tid til at stoppe op og tænke sig om.

En ny rapport fra en arbejdsgruppe af førende forskere fra en række universiteter og forskningsorganisation har gennemgået den videnskabelige litteratur om D-vitamin. Konklusionen er nedslående for alle, der havde håbet, at en pille med et ordentligt skud D-vitamin kunne sikre dem et sundt og langt liv.

Ikke en eneste sygdom er der bevis for, at høje doser af D-vitamin forebygger, ud over at det i kombination med kalk kan holde knogleskørhed nede hos folk over 65 år.

»Det er lidt tidligt at udnævne D-vitamin til et vidundermiddel,« siger formanden for arbejdsgruppen, seniorforsker Lone Banke Rasmussen, DTU Fødevareinstituttet.

Hendes forbehold skyldes, at forskerne udelukkende forholdt sig til undersøgelser, hvor deltagerne har fået kontrollerede doser af D-vitamin og en kontrolgruppe har fået placebo. Dem er der udført ganske få af.

»Og dem, som er lavet, har ikke været så overbevisende, for at sige det mildt,« siger Lone Banke Rasmussen.

Hun understreger, at D-vitamin er essentielt for en række funktioner i kroppen. Mangel på D-vitamin kan derfor føre til en række sygdomme.

»Men spørgsmålet er, hvor meget vi skal have,« påpeger Lone Banke Rasmussen.

Her er forskernes entydige konklusion, at der ikke er skyggen af dokumentation for, at det hjælper at spise mere D-vitamin end de 7,5 mikrogram dagligt, som myndighederne anbefaler til den almindelige befolkning mellem 2 og 60 år.

Ifølge DTU-rapporten viser en række undersøgelser, at D-vitamin kan nedsætte risikoen for blandt andet hjerte-kar-sygdomme og sklerose. Men de bygger alle sammen på, at deltagerne med spørgeskema har oplyst, om deres indtag D-vitamin eller på målinger af D-vitamin i blodet, og dem har arbejdsgruppen valgt at se bort fra i sine konklusioner.

»Den slags studier kan give en idé om, hvad der videre skal undersøges, men der kan være mange forklaringer på resultatet. Det har tidligere vist sig, at sammenhængen ikke var, som man troede, når det blev undersøgt nærmere,« siger Lone Banke Rasmussen.

DTU's arbejdsgruppe har blandt andet haft deltagelse af Sundhedsstyrelsen, som for nylig opdaterede sine anbefalinger af, hvor meget D-vitamin vi har brug for. Styrelsen har også opfordret de danske læger til at skære kraftigt ned på antallet af analyser af D-vitamin i danskernes blod. Det er eksploderet, men der er ifølge styrelsen er der ingen grund til at lede efter D-vitamin i blodet, når der kun er følger af egentlig mangel på vitaminet.

Ifølge den nye rapport er det muligt, at for meget D-vitamin kan øge risikoen for nogle kræftformer, blandt andet brystkræft samt tyk- og endetarmskraft. Derfor skal man være forsigtig med høje doser.

Der skal dog en del mere til end myndighedernes anbefalinger, inden der er nogen som helst risiko for skadeeffekter. Forskerne betragter en dosis på 100 mikrogram som sikker, men dividerer for en ekstra sikkerheds skyld med to. Men selv det syv gange højere end anbefalingen fra myndighederne.

Emner : Ernæring
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ny DTU-rapport: Tilsæt D-vitamin til vores brød og mælk

Set sammen med overskriften i denne artikel, virker det da helt absurd.
Hvor mange modstridende forskerreporter kan en forbruger tåle at indtage om dagen, uden at miste tiltroen til forskningen på området?

  • 0
  • 0

Hvis du er begyndt at indtage høje doser D-vitamin, efter at have læst den ene artikel efter den anden om, hvor mange sygdomme det forhindrer dig i at få, så er det tid til at stoppe op og tænke sig om

DTU-rapport skyder vidunderhistorierne om D-vitamin ned

Ny DTU-rapport: Tilsæt D-vitamin til vores brød og mælk

.."den ene efter den anden" - i hvilken rækkefølge forventes man at have læst disse artikler??

  • 0
  • 0

I flere undersøgelser viser det sig at ca. 30% af personerne i forskellige befolkningsgrupper altid har for lidt D-vitamin i blodet, og yderligere 45% har D-vitamin mangel dele af året - målt ud fra de nuværende (meget lave) offentlige anbefalinger
Da D-vitamin bl.a. er væsentlig for vort passive immunforsvar og for utrolig mange andre væsentlige funktioner i kroppen er det en god ide at sikre at hele befolkningen altid får nok D-vitamin.
DTU rapporten anbefaler derfor at der tilsættes D-vitamin til visse madvarer, men den anbefaler ikke at ADT (anbefalet daglig tilførsel) hæves, som den skulle hvis man skulle tage en stor del af den nyere forskning om D-vitamin alvorlig.
Deraf de to tilsyneladende modstridende overskrifter i de to indlæg i ingeniøren.

  • 0
  • 0

Jeg havde to år hvor jeg havde nat arbejde og hvor jeg have 2 sygedage på de 2 år og det var pga. hjernerystelse. Efter de to år fik jeg et dagjob og jeg blev pludseligt meget tit syg med influenza og forkølelse, jeg havde hørt at d-vitamin hjalp på immunforsvaret så jeg begyndte at tage 10ug om dagen, men uden det hjalp synderligt. Her i februar måned blev jeg forkølet stort set hele måmneden og jeg gik derefter op til min læge for at få taget en blodprøve, og fik efter 2 uger at vide at jeg stort set ikke havde noget d-vitamin i blodet. Min læge sagde så jeg skulle sætte dosen op til 1000iu som svarer til 25ug om dagen, hvilket jeg gjorde og har siden stort set ikke været syg. Mangler dog stadigvæk en opfølgene blodprøve.

Så noget må der jo være om det.

  • 0
  • 0

Jeg er enig i at artiklerne er utroligt klodsede sat op, men læser man dem, lærer man:

1) det er ikke bevist i kontrollerede forsøg at doser over 7,5 µg har gavnlig virkning

2) danskere får ikke engang de 7,5 µg, så man kan tilsætte det til visse fødevarer

1) udelukker ikke at det (for nogen) kan være gavnligt at indtage større mængder d-vitamin, det er bare ikke vist i forsøg (men måske i epidemiologiske undersøgelser?)

2) er politik. Selv er jeg imod tilsætninger, folk der har brug for d-vitamin må spise piller eller spise mere fisk.

  • 0
  • 0

Jeg kan anbefale folk at undersøge hvordan ADT (anbefalet daglig tilførsel) af vitaminer, mineraler og nærings-stoffer udregnes.

ADT er en skønnet dosis der ikke tager hensyn til personer og behov. Den sætter et anbefalet MINIMUM af diverse vitaminer, mineraler og nærings-stoffer.

I grove træk betragter man vitaminer som gift og bruger en kendt formel/metode fra toxikologiens verden til at udregne ADT.

Et stykke lever indeholder cirka 50 gange mere A vitamin end anbefalet daglig tilførsel, men derfor spiser nogen det jo alligevel.

Vi er alle forskellige og kan have meget forskellige behov.

  • 0
  • 0

Deraf de to tilsyneladende modstridende overskrifter i de to indlæg i ingeniøren.

Tak for udredningen! - jeg tager selv 25 mikrogram dagligt for en sikkerhedsskyld, begyndte med det for et års tid siden da jeg blev opmærksom på at jeg faktisk ikke får særlig meget sol, ej heller særlig varierende kost (måske man skulle tage skeen i den anden hånd?)

..og dog har jeg kun haft 2 syge-blivehjemme-dage ila. 34 år, hvilket faktisk er hele én dag mere end firmaets næst sygeligste medarbejder

  • 0
  • 0

Panelet der står bag undersøgelsen siger der ikke findes randomiserede kontrolledere dobbelt-blind forsøg som viser effekten af D-vitamin på sygdomme udover osteoporose og fald.
Professor Robert Heaney siger i denne video at der pt. findes 31 randomiserede kontrolledere dobbelt-blind forsøg, hvor de 18 omhandler osteoporose og fald. Dvs. at der er 13 andre forsøg som omhandler cancer, hjerte/kar sygdomme, diabetes, forhøjet blodtryk etc. som IKKE er taget med i rapporten. Det er simpelthen katastrofalt og amatøragtigt.

http://www.ucsd.tv/search-details.aspx?sho...

  • 0
  • 0

En åbenbart anerkendt akademisk metode (den akademiske katte lem) er at sætte kikkerten for det blinde øje.

Min egen erfaring med D-vitamin er at for lille koncentration af D-vitamin i blodet forårsagede en skinnebensbetændelse udtrykt ved en alvorlig og meget kraftig knoglesmerte.

En blodprøve en afslørede en koncentration på 17 mmolL.

Efter tre måneders daglig indtag på 50 mikrogram D-3 vitamin var smerten forsvundet.

Vh Peter Vind Hansen

  • 0
  • 0

Jeg må lige rette min udtalelse, at nogle af de andre forsøg ikke er med i rapporten. Eksempelvis er medtaget et forsøg som viser en 60 % lavere risiko for udvikling af cancer efter 1 år, for dem der fik 1500 mg calcium og 1100 IU D3-vitamin i forhold til placebo-gruppen. I perioden 2-4 år var risikoen hele 80 % lavere. Forsøget viste også at calcium alene var forbundet med lavere risiko for udvikling af cancer, dog havde calcium + D3-vitamin den største virkning.
I rapporten fra DTU er dette forsøg åbenbart ikke godt nok, da man ikke kan sige om det er calcium, D3-vitamin eller calcium + D3-vitamin som giver den lavere risiko.

Mange førende forskere ser dette forsøg som et klart bevis på at D3-vitamin har en beskyttende effekt på cancer. Bare ikke forskerteamet fra DTU.

Her er tabellen som viser resultatet:
http://www.ajcn.org/cgi/content/full/85/6/...

  • 0
  • 0

Der er nu rigtig gode beviser for at D-vitamin tilskud er med til at reducere osteoporose. Dette konkluderer man også i DTU rapporten. Derfor anbefales det at man bør tage et tilskud når man bliver 65 år. Sundhedsstyrelsen er lige kommet med deres anbefalinger som siger at et tilskud bør tages fra man er blevet 70 år.

Skelettet opbygges i barne- og ungdomsårene, og skeletmængden er størst i 20 til 30-års alderen. Herefter begynder både mænd og kvinder at miste knogle. Mænd mister cirka 0,5 procent af skelettet per år og kvinder cirka en procent per år. Kvinder kan miste helt op til seks procent om året i årene umiddelbart efter overgangsalderens indtræden. Dette skyldes, at æggestokkene er ophørt med at producere kvindeligt kønshormon.

Hvorfor f….. skal vi vente på at skaden er sket. Det er jo fuldstændigt tåbeligt. Altså, vores latterlige sundhedsstyrelse anbefaler at vi skal begynde at tage 20 µg D3-vitamin når vores knogler har tabt så meget masse at vi har fået skøre knogler. Man skulle tro at der sidder nogle forskere som ikke ønsker at befolkningens sundhed øges.

  • 0
  • 0

De skyder ikke historierne ned - faktisk siger de at D-vit mangel giver anledning til mange sygdomme og problemer. Hvad de siger er at dosis over 7.5 x det anbefalet ikke ser ud til at forbedre noget.

Det man skal hæfte sig ved er at de fleste har D-vit mangel, hvorfor det vil hjælpe de fleste til at undgå sygdomme de ellers ville have fået uden ekstra tilskud af D-vit.

  • 0
  • 0

Helt rigtigt.
De konkludere også at et D-vitamin tilskud kan resultere i nedsat dødelighed generelt set. Endnu en grund til at tage et dagligt tilskud og så få justeret indholdet i blodet så det kommer op mellem 125-200 nmol/l. Men Sundhedsstyrelsen anbefaler nu læger landet over til IKKE at tage D-vitamin prøver af deres patienter, da en prøve koster ca. 250 Kr. Endnu et eksempel på at sundhedsstyrelsen tænker økonomi i stedet for sundhed.

  • 0
  • 0

Nu er der således, at manglende dokumentation ikke nødvendigvis betyder, at der ikke kan være en sammenhæng. Her er det vigtigt at vide, at der ikke på videnskabelig vis kan drages slutninger på omvendt bevisførelse eller som man siger på engelsk: "absence of proof is not proof of
absence".

Anvendelse af ekstra D-vitaminer forudsætter selvfølgelig, at patienten har fået diagnosticeret en D-vitamin-mangel hos egen læge ved blodprøvning.

Danske myndigheder og den almene danske lægestand synes ensidigt at opfatte D-vitamin-mangel, som forårsaget af mangel på D-vitaminholdige fødemidler (typisk fisk) og eksponering af huden for sollys. Her har de ansvarlige totalt glemt, at også blyforgiftning er en almindelig årsag til D-vitamin-mangel. Det sidste er måske forårsaget af, at den almene danske lægestand ikke besidder kompetence til at diagnosticere de kroniske blyforgiftninger.
Læger med efteruddannelse i orthomolekylær medicin diagnosticerer forholdsvis hyppigt kronisk blyforgiftning i den danske befolkning.

For personer med D-vitamin-mangel kan det give en væsentlig forøgelse af livskvaliteten at følge en behandling for D-vitamin-mangel.
Men selvfølgelig bør man også interessere sig for mulige årsager til D-vitamin-mangel og ikke kun behandle symptomet.

Seniorforsker Lone Banke Rasmussen anbefaler andet steds at spise 200-300 gram fisk om ugen.
Fisk indeholder hyppigt høje koncentrationer af kviksølv, og da kviksølv og bly indbyrdes forstærker hinandens giftighed, bør man, hvis ens D-vitamin-mangel kunne skyldes blyforgiftning, nøje udvælge typer af fisk, som er kendt for at indeholde mindste mulig koncentration af kviksølv.

I øvrigt bør man være opmærksom på, at der synes at være fejl i beregningerne vedr. de danske myndigheders anbefalinger af spisning af fisk for gravide og børn.
Beregningerne synes at være foretaget udfra på blodets halveringstid for kviksølv og ikke, som det burde være, udfra kroppens elimineringstid for kviksølv.
Når kviksølv ikke længere findes i blodet, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at kviksølv er udskilt fra kroppen. Kviksølvet kan også være deponeret i kroppen.
Myndighedernes anbefalinger af spisning af fisk bør derfor formentlig være væsentlig lavere, hvis man skal undgå belastning af kroppen med kviksølv.

  • 0
  • 0

Jeg tror nok de fleste efterhånden kender dit syn på D-vitamin mangel og blyforgiftning. Over halvdelen af alle danskere har D-vitamin mangel. Mener du virkeligt at det skyldes blyforgifning? Tror du ikke i stedet at det skyldes vores livsstil. De fleste arbejder indendørs og kommer derfor ikke meget ud i solen. Mange danskere spiser heller ikke ret meget fisk. Så den med blyforgiftning som et generelt problem ifm. D-vitamin mangel er efter min overbevisning ikke tilstede.

  • 0
  • 0

De enkelte vitaminer/hormoners funktion påvirkes af den totale balance af disse stoffer. De virker ikke alene i et isoleret miljø, men sammen med andre stoffer. For D-vitamin især calcium og phosphat, men også flere andre hormoner, vitaminer og spormineraler. At lægge så meget vægt på resultater af undersøgelser, hvor D-vitamin gives alene som lægemiddel, er hen i vejret. Hvis undersøgelsespersonerne har for lidt af de andre stoffer, der er nødvendige for D-vitaminet nytte og som samtidigt modvirker vitaminets skadevirkninger, så siger undersøgelsen jo ikke noget, der er relevant mht. nytten af D-vitamin som kosttilskud.

  • 0
  • 0

Nu er det efterhånden almindelig kendt af de fleste danskere ikke får nok D-vitamin. Calcium indtaget i den danske befolkning er optimalt og kun dem som ikke spiser/drikker mælkeprodukter har brug for et tilskud. Magnesium er også vigtig ifm. D-vitamin, så spiser man ikke ret meget grønt ex. broccoli er det også her nødvendigt med et tilskud. Er disse betingelser opfyldt kan D-vitaminet virke optimalt.

Ud fra celle og dyreforsøg konkluderer forskerteamet fra DTU følgende:

Konklusion
I celle- og dyreeksperimentelle studier er der påvist en lang række mulige molekylærbiologiske effekter af D-vitamin. Resultaterne fra studierne tyder i retning af, at D-vitamin er af betydning for såvel celleproliferation som differentiering tillige med, at D-vitamin er i stand til at påvirke det inflammatoriske og immunologiske respons gennem en effekt på syntesen af bl.a. forskellige cytokiner. Hvis disse effekter kan vises at være klinisk meningsfulde, betyder det, at D-vitamin er af generel biologisk betydning for opretholdelse af normale fysiologiske processer, og forstyrrelser i D-vitaminstofskiftet må formodes at kunne være årsag til udvikling af sygdom.

  • 0
  • 0

Resultaterne fra studierne tyder i retning af, at D-vitamin er af betydning for såvel celleproliferation som differentiering tillige med, at D-vitamin er i stand til at påvirke det inflammatoriske og immunologiske respons gennem en effekt på syntesen af bl.a. forskellige cytokiner. Hvis disse effekter kan vises at være klinisk meningsfulde, betyder det, at D-vitamin er af generel biologisk betydning for opretholdelse af normale fysiologiske processer, og forstyrrelser i D-vitaminstofskiftet må formodes at kunne være årsag til udvikling af sygdom.

,,Konklusion", skrev han, og gjorde alt andet end konkludere: tyder i retningen, - Hvis disse effekter kan vises, - må formodes at kunne være årsag.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten