Når den danske opfinder Poul Jakobsen overbeviser myndigheder verden over om, at de skal stikke halvanden meter lange plasticrør ned i stranden for at sikre kysterne, så er der tale om »kejserens nye klæder«.
Sådan lyder dommen fra professor Jørgen Fredsøe fra DTU, der har undersøgt den omdiskuterede drænrørsteknik fra opfinderen Poul Jakobsens firma, Skagen Innovation Center (SIC).
I en endnu ikke offentliggjort rapport skriver DTU-professoren, at »rørenes virkning er overordentlig svag, så svag at man må køre et forsøg i mange flere år for overhovedet at vurdere, om rørene har nogen virkning«.
Ifølge Jørgen Fredsøe er naturlige variationer i vejret også så meget vigtigere, at de »totalt overskygger nogen som helst rør-virkning.« Og da virkningen er så svag, kan rørene ikke sikre en kyst mod erosion, lyder konklusionen fra Jørgen Fredsøe.
Tro på drænrør satte sandfordring på stand-by
Undersøgelsen af rørenes virkning blev sat i værk efter pres fra Folketingets trafikudvalg, der så en mulighed for at få oprettet en billig kystsikring. Både Skagen Innovations Center og Kystdirektoratet fik mulighed for at udpege en ekspert til at foretage undersøgelsen.
Kystdirektoratet valgte Jørgen Fredsøe. Skagen Innovation Center pegede på professor Hans Burcharth, Aalborg Universitet. Også han er kommet frem til, at de ikke kan forhindre erosion på vestkysten.
På mandag fremlægger forskerne deres fælles rapport for Folketingets trafikudvalg og transportminister Carina Christensen (K). Politikerne har ventet på rapporten med stor spænding, fordi kontrakter på den traditionelle sandfordring af den jyske vestkyst til næste år var blevet sat i bero i håb om, at drænrørene kunne holde bølgerne stangen.
Ekspert: »De kan simpelthen ikke bruges til noget som helst«
I dag er projektet med drænrør på stranden solgt til lande verden over, men i Australien, nærmere bestemt Harvey Bay, har myndighederne også fundet ud af, at teknikken er ubrugelig. Det samme er tilfældet ved Vejby Strand i Nordsjælland og syd for Sæby Havn. Jørgen Fredsøe er også 100 procent sikker på, at et hollandsk forsøg med flere kilometer drænrør vil vise samme resultater.
»Jeg har endnu ikke set et eneste sted i hele verden, hvor rørene virker. De kan simpelthen ikke bruges til noget som helst,« siger Jørgen Fredsøe.
Fantastiske drænrør skabte forvirring
Men hvorfor er det så, at simple plasticrør har fået et utal af mennesker til at tro på, at de kan beskytte kysterne?
Faktisk var Jørgen Fredsøe selv overrasket over, at der i 2005 blev konstateret en meget stor ophobning af sand omkring rørene på en 11 kilometer lang kyststrækning ved Hvide Sande. Her var stranden blevet 100 meter bredere og en halv meter tykkere.
Og i 2003 afviste formanden for Folketingets Trafikudvalg Flemming Damgaard Christensen (V) eksperternes snak om, at rørene ikke virkede og konstaterede i Morgenavisen Jyllands-Posten:
»Jeg er ikke videnskabsmand, men jeg kan se med det blotte øje, at det virker. Der, hvor rørene er sat ned, er sandet i stranden både højere og bredere, og havet skyller ikke ind og gnaver i klitfoden i modsætning til der, hvor der ikke er sat rør ned.«
Den simple forklaring på succesen for Poul Jakobsen drænrør er held. Den danske kystlinje vokser og skrumper nemlig hvert år, mere eller mindre tilfældigt, som de bølgeslag, der gnaver i sandet.
»Problemet er nøjagtigt lige så svært som at måle middeltemperaturændringer her på kloden. Man stikker ikke bare et termometer ud af vinduet en dag i marts og igen i juli og opdager, at kloden nu er blevet betydelig varmere,« skriver Jørgen Fredsøe i sin rapport.
Uheldigt valg af referencepunkt
Over de tre år, hvor undersøgelserne har stået på, har kyststrækningen bevæget sig frem og tilbage, og for den udenforstående tilskuer har det i perioder set ud, som om at områderne med rør har holdt godt fast på sandet.
Det skyldes paradoksalt nok, at det såkaldte referencepunkt, et strandstykke uden rør, blev ædt meget voldsomt af bølgerne.
Forklaringen er, at strandstykket uheldigvis var anderledes. Referenceområdet var nemlig et såkaldt vindskår, hvor havbundens revler ophører og giver bølgerne let passage ind på stranden. Det afslører sig blandt andet ved, at der er hul i klitterne bag stranden - et tegn på at bølgerne har gnavet sig helt igennem ved højvande.
Ifølge Jørgen Fredsøe er referenceområderne simpelthen udvalgt forkert, og i rapporten gør han klart, at han ikke selv var medlem af gruppen »i den særdeles vigtige indledende fase af forsøget i 2004,« skriver han.
Bølgeslag afslører drænrørenes manglende evner
Der er dog rigeligt med synlige tegn på, at drænrørene ikke virker. Eksempelvis bør det kunne ses på sandets farve, når bølgerne ruller ind, at drænrørene fjerner vand.
På en normal strand farves sandet blankt i en stort set lige linje, når bølgerne ruller op på stranden. Når bølgerne passerer drænrørene burde de bøje linjen ned mod vandspejlet på grund af dræning.
»Et sådant forløb er aldrig konstateret. Tværtimod kan man se den vandfyldte linje forløbe totalt uforstyrret gennem en række. Dette er en særdeles stærk indikation på, at rørene ikke har nogen som helst indflydelse på vandets bevægelse i stranden,« fremgår det af rapporten.
Laboratorieforsøg har heller ikke vist nogen særlig effekt. Vandet i røret strømmer med mindre end 30 cm per minut, svarende til, at der kan strømme højest 0,8 liter gennem røret i minuttet.
»Det betyder, at rørenes dræningseffekt højest udgør en halv promille af det vand, der skal tømmes fra en strand fra ferskvandsafstrømning, højvande og tidevand. Det er altså fuldstændigt ligegyldigt,« siger Jørgen Fredsøe.
