Danmark har brug for et satellitprogram for det arktiske område. Det fremgår af en rapport, som DTU i øjeblikket udarbejder for Uddannelses- og Forskningsministeriet om potentialet for satellitsystemer i Arktis.
»Vores foreløbige afrapportering peger på et egentligt satellitprogram. Hvis forsvaret og de danske myndigheder vil øge den strategiske indsats i Arktis, er det afgørende at have rum-infrastrukturen på plads først,« siger Niels Andersen, leder af DTU’s center for polare aktiviteter.
Alle arktiske kyststater på nær Danmark – det vil sige USA, Rusland, Canada og Norge – har aktive satellitprogrammer. Og de danske myndigheder har et stort behov for satellitdata i realtid, skriver DTU i sin midtvejsrapport, som Ingeniøren har fået indsigt i.
Det er blandt andet afgørende i forbindelse med prognoser for havis og detektion af olieudslip:
‘Overvågning af isbjerge, såvel bevægelse som størrelse, er vigtig i forbindelse med offshore-boringer, hvor isbjerge kan udgøre en stor sikkerhedsrisiko. Hvis et isbjerg kommer inden for en bestemt zone omkring en borerig, skal al boreaktivitet lukkes ned, og her vil en satellitovervågning af isbjerge i nær realtid være af stor værdi,’ skriver DTU-forskerne.
Anbefalingen kommer, selv om Danmark allerede har adgang til satellitdata fra Arktis gennem både det europæiske rumagentur, ESA, og kommercielle satellitter.
»Ser vi på radarsatellitter, optiske satellitter og infrarøde satellitter, er vi rimeligt dækket ind. Men vi er overhovedet ikke dækket ind i forhold til udnyttelsen, anvendelsen og samlingen af alle disse informationer i et system,« siger DTU’s Niels Andersen.
En praktisk udmøntning af forslaget kan derfor være en satellit-modtagerstation i Grønland, som kan opsamle satellitdata.
»Det betyder, at man får data meget hurtigere efter, at satellitten har registreret dem. Problemet i dag er, at man skal vente på at downloade data fra satellitterne, indtil satellitterne passerer en modtagerstation på eksempelvis Svalbard. Men hvis man vil have data i realtid, skal man have en modtagerstation tæt på, hvor data indsamles,« siger Niels Andersen.
Også med hensyn til selve satellitterne har Danmark begrænset kapacitet. Det skyldes ikke mindst, at der er rift om de internationale satellitter. De danske myndigheder får eksempelvis i dag data fra ESA’s radarsatellit Sentinel 1 og den kommercielle canadiske radarsatellit Radarsat2, fortæller Charlotte Wiin Havsteen, chef for Forsvarets Center for Operativ Oceanografi.
»Man kan booke satellitterne til at tage billeder, når de passerer over Grønland eller Arktis. Men der er kamp om at reservere dem. Selv internt i Danmark kan der opstå konkurrence mellem Miljøministeriet, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og Forsvarsministeriet, der er interesserede i forskellige billeder,« siger Charlotte Wiin Havsteen, som gerne ser et arktisk satellitprogram.
DTU regner stadig på, hvor meget et satellitprogram vil koste. Men der er tale om en milliardinvestering, fortæller Niels Andersen.
»Det er imidlertid en afskrivning over mange år. Og når man først har etableret et satellitprogram, bliver det efterfølgende relativt meget billigere at anskaffe nye satellitter,« siger Niels Andersen.
