DTU-kunstværk sender laserstråle frem og tilbage til det spejl, som Neil Amstrong satte på Månen
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DTU-kunstværk sender laserstråle frem og tilbage til det spejl, som Neil Amstrong satte på Månen

Illustration: DTU Space/Mikal Schlosser

»One small step for a man…«

Da Neil Armstrong for nøjagtigt 50 år siden tog de første skridt på Månen, efterlod han blandt andet et spejl - en retroreflector - som stadig fungerer i dag fra Månens overflade.

For at fejre 50-årsjubilæet for det første menneske på Månen har kunstneren Honey Biba Beckerlee samarbejdet med DTU Space for at skabe en skulptur, der fungerer som evighedsspejl mellem Månen og Jorden.

Skulpturen Mirror Stage er en 477 mm x 477 stor flade med 100 retro-reflectorer, også kaldet katteøjne, som kan reflektere lys mod det tilsvarende spejl, der står på Månen, hvorfra det reflekteres tilbage til Mirror Stage. På den måde kan lyset svinge frem og tilbage mellem Månen og Jorden, indtil lyset med tiden er blevet for svagt.

Illustration: DTU Space/Mikal Schlosser
Illustration: DTU Space/Mikal Schlosser

Kunstneren og DTU præsenterede kunstværket den 17. juli, hvor de for første gang sendte et kraftigt grønt laserlys ind i retro-reflectorerne, som sendte det videre mod Månen.

»I princippet virker det. Lyset bouncer frem og tilbage mellem retroreflektoren hos os og retroreflektoren på Månen. Men vi kan kun se det lys, vi selv skyder ud,« siger John Leif Jørgensen, professor på DTU Space, som har stået for DTU's bidrag til værket.

Det skyldes blandt andet spredning, lysforurening og at den grønne laser ikke er lige så kraftig, som når forskere sender ‘rigtige’ laserstråler mod månens retro-reflectorer fra store teleskoper og forskningscentre på Jorden.

Kunst - ikke science

Grunden til, at der bruges de særlige spejle med katteøjne fremfor almindelige spejle, er lysets vinkler.

»En laserstråle, som rammer et almindeligt spej,l vil have samme indfalds- og udfaldsvinkel. Et katteøje tager en stråle ind og sender den tilbage i samme retning,« forklarer John Leif Jørgensen fra DTU.

Rent teknisk er spejlet på taget af DTU Space en kopi af det spejl, som Apollo 11 havde med og placerede på Månen under landingen i 1969.

Flere lande - herunder USA, Canada, Rusland og Frankrig - sender stadig laserstråler mod de forskellige spejle, der står på Månen i dag. Det gør de regelmæssigt 20.000 gange i sekundet med en pulslængde på 10 milliardtedele af et sekund.

Det gør de ikke blot for at udregne afstanden til Månen, men også for at kunne bestemme, hvor meget Jordens hastighed i sin rotation om sig selv og kredsløb om Solen falder med tiden. Retro-reflectorteknologien har således stor betydning for tidsbestemmelsen på Jorden, fortæller John Leif Jørgensen.

Kunstværket på taget af DTU Space skal ikke på den måde bidrage til grundvidenskaben. Som John Leif Jørgensen siger:

»Det er et kunstværk - det er ikke science.«

Men kunstneren Honey Biba Beckerlee håber, at kunstværket inspirerer tilskuerne til at reflektere over universet - og over den menneskelige trang til at udvikle teknologi, der gør det muligt at udforske det.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg har aldrig helt forstået den slags eksperimenter, af følgende grund:

Månen bevæger sig ca 1000m/s i sin bane om jorden. Det vil sige at når man affyrer en laserpuls, er månen flyttet sig 1000m - noget mere end reflektorens størrelse. 3000m ved den følgende reflektion - det er derfor ikke reflektoren de rammer, men bare månens overflade.

Derudover drejer jorden sig, ved Danmarks breddegrad, ca 250 m per sekund - 500m ved en tur-retur månen. Så kernen af strålen rammer altså 500m mod vest i forhold til startpositionen.

  • 5
  • 8

Man bruger selvfølgelig et stort teleskop med indbygget laser at sigte med, og da kredsløbet er med konstant fart, kan man regne sig frem til, hvor laseren skal ramme.

Laseren fra APOLLO teleskopet rammer med en stråle der er 1.8 km km bred, så selvom der bruges en kraftig laser, får man ikke mere end nogle få fotoner tilbage, måske kun 1 foton, men det er nok til at lave en millimeter-præcis måling af, hvor langt månen er væk fra Jorden.

Man holder fast i målet på Månen vha. teleskopet og søger at holde synlige landmærker i samme position vha. en computer.

Se sektion 3.4 i dette dokument:

http://tmurphy.physics.ucsd.edu/apollo/071...

  • 21
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten