DTU-kamera skal afgøre om der har været liv på Mars

DTU-kameraet skal tage nærbilleder af interessante sten med henblik på at fastslå om disse indeholder fossiler. Her ses en kopi at det kamera, som skal med på Mars 2020. Illustration: J. Ramskov

Nasa's Mars 2020 mission skal bl.a undersøge om, der tidligere har været mikrobiologisk liv på den røde planet.

Et af nøgleinstrumenterne til dette formål bliver Planetary Instrument for X-ray Lithochemistry eller PIXL.

Professor John Leif Jørgensen fra DTU Space har udviklet kameraet til PIXL, og ved en Instrument Away Day i fredags fejrede DTU-forskerne, at instrumentet nu var vel ankommet til Jet Propulsion Laboratory i Californien, hvor det skal integreres med resten af missionen.

Genbrug af velkendt teknologi

Mars 2020-missionen er berammet til opsendelse i juli eller august 2020 med ankomst omkring februar 2021.

Det bliver en mission, som teknologisk minder om Mars Science Laboratory fra 2011, der medbragte Curiosity-roveren. Mars 2020 får dog andre og forbedrede instrumenter.

PIXL lyder som pixel – den mindste enhed i et digitalt billede. På projektets hjemmeside kan man læse, at det ikke er utilsigtet, da PIXL skal fokusere på nogle af de mindste ting på Mars.

PIXL-kameraet set forfra. Illustration: J. Ramskov

Fra sin position yderst på roverens robotarm skal PIXL med hjælp af et mikrokamera styres tæt hen til klipper, der skal undersøges nærmere.

Her vil man bl.a. brug af røntgenstrålingsfluorescens bestemme indholdet af 26 grundstoffer.

Det skal gøre det muligt at bestemme om strukturer i klipperne har biologisk oprindelse eller ikkebiologisk oprindelse.

»Det kan ofte være vanskeligt umiddelbart se en forskel,« forklarer John Leif Jørgensen.

Kameraet tager udgangspunkt i de stjernekameraer, som DTU har leveret til mange rummissioner, hvor man tager et billede af stjernehimlen for at vide, hvordan rumsonden er orienteret.

DTU-forskerne har været stillet over en lang række tekniske udfordringer. Først og fremmest har de skulle begrænse vægten til det allermindste. Kiloprisen for at opsende materiale i rummet er enorm, og der findes ikke noget dyrere sted at være placeret end for enden af robotarmen.

Dernæst har instrumentets varmeafgivelse været et problem, da varme meget dårligt ledes væk i den tynde atmosfære på Mars, som primært indeholder CO2. Enhederne er derfor forgyldte i 24 karat guld, som afgiver mindst mulig varme.

DTU og KU er med i flere projekter på Mars 2020

Kristian Pedersen, der er direktør for DTU Space, fremhæver, at det er første gang, at DTU er med i en mission, der skal bringe instrumenter ned på overfladen af Mars.

Og så er DTU endda ikke kun med i et instrument, universitetet er også involveret i et andet instrument på Mars 2020, der går under navnet Mars Oxygen In-Situ Resource Utilization Experiment eller MOXIE.

Dette instrument skal undersøge muligheden for at producere oxygen på Mars ud fra indholdet af carbondioxid (CO2) i atmosfæren.

DTU-avisen har tidligere skrevet om dette projekt, hvor det er opgaven at gøre eksisterende elektrolyseteknologi velegnet til Mars-forhold, hvor forholdene vanskeliggøres af den lave tyngdekraft, kulde samt støv- og sandstorme. DTU-aktiviteterne for dette projekt ledes af seniorforsker Christopher Graves fra DTU Energi.

Også Københavns Universitet er involveret i Mars 2020. Marsgruppen omkring lektor, civilingeniør Morten Bo Madsen er både tilknyttet MOXIE, Mastcam-Z, der er hovedkameraet på missionen, og Supercam, der kan undersøge den kemiske og materialemæssige sammenhæng fra en afstand på op til 7 meter.

Læs også: Instrumenter på Nasas Mars 2020 Rover trækker på AI

Tilbage til Jorden

John Leif Jørgensen hælder til, at liv uundgåeligt vil opstå alle steder, hvor de rette betingelser som flydende vand og energi er til stede, som det har været tilfældet på Mars for ca. fire milliarder år siden.

»Som seriøs videnskabsmand kan jeg dog ikke sige andet end, at jeg ikke ved, om det rent faktisk er tilfældet,« siger han.

Han mener, at PIXL vil være det bedste instrument nogensinde til at afgøre, om der har været liv på Mars.

Adspurgt om hvem der ellers kunne levere et tilsvarende kamera til missionen, hvis det ikke skulle være DTU, siger han kort: »Ingen andre. Uden DTU ingen PIXL«.

Skulle PIXL konkludere, at der har været liv på Mars for milliarder af år siden, maner Morten Bo Madsen dog til en vis forsigtighed.

»Før vi kan bringe materiale, som vi mener indeholder liv eller tegn på tidligere liv, tilbage til Jorden til mere detaljerede undersøgelser, vil ikke alle forskere være overbeviste,« forklarer han til Ingeniøren.

En sample-return mission står derfor højt på ønskelisten hos mange. Nasa og ESA underskrev tidligere på året en aftale om at undersøge muligheden for en sådan mission.

Emner : Mars
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Dernæst har instrumentets varmeafgivelse været et problem, da varme meget dårligt ledes væk i den tynde atmosfære på Mars, som primært indeholder CO2. Enhederne er derfor forgyldte i 24 karat guld, som afgiver mindst mulig varme."

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten