DTU får kæmpeordre på avanceret måleudstyr til fusionsreaktor

For mere end ti år siden begyndte forskere på Risø, som nu er en del af DTU Fysik, at udvikle det første design for et diagnosesystem til studier af plasmadynamikken i den kommende fusionsreaktor Iter, som er under opførelse i Sydfrankrig.

Nu har forskningsgruppen fået den endelige ordre på at levere udstyret sammen med et universitet i Portugal, fortæller seniorforsker Søren Bang Korsholm til Berlingske. Budgettet lyder på 50-60 mio. kr., og udstyret skal færdigdesignes inden for ca. fire år.

Der er tale om et system, der i ti lokationer skal studere de hurtige ioner, der dannes ved fusionsprocesser og opvarmningen af plasmaet. Forståelsen af denne dynamik er helt afgørende for at optimere fusionsprocessen, hvor deuterium og tritium holdes samlet af et stærkt magnetfelt i et vakuumkammer.

Metoden kaldes Collective Thomson Scattering (CTS) og er kort beskrevet i dette abstract.

Med CTS-systemet sendes et mikrobølgesignal ved 60 GHz med en effekt på 1 MW ind i plasmaet. Et detektionssystem analyserer, hvordan dette signal spredes af plasmaet.

DTU-forskerne har allerede leveret et CTS-system til en mindre fusionsreaktor af tokamaktypen, som også Iter er baseret på, ved Max-Planck-Institut für Plasmaphysik i Garching ved München i Tyskland.

I en artikel i tidsskriftet Nuclear Fusion fra 2012 forklarer DTU-forskerne også, hvordan CTS også kan være med til at bestemme forholdet mellem koncentrationen af tritium og deuterium, som er et afgørende parameter for en fusionsreaktor.

Emner : Fysik