DTU-direktør: »Teknologi skal tage brodden af minedrift«

Illustration: DTU

Allerede til næste år har DTU fået en ambitiøs aflægger i form af et arktisk teknologisk universitetscenter i den sydvestgrønlandske by Sisimiut. Hensigten er at afhjælpe en eklatant mangel på anvendelsesorienterede arktiske ingeniører.

I startåret bliver 25 studerende optaget. Om tolv et halvt år er det årlige optag vokset til 125. Det erklærede mål med de tekniske uddannelser er at bakke op om den grønlandske befolkning i den råstofudvinding, der kommer til at foregå de næste 20-30 år.

I starten af ugen ledte professor Michael Havbro Faber, direktør på DTU's Institut for Byggeri og Anlæg, en workshop i Ilulissat:

»Nu er vi i fuld gang med at modne processen og tager skridt efter skridt. Hvordan vi rent faktisk gør det, er, hvad vi skal snakke med de forskellige interessenter i Grønland om,« siger Michael Havbro Faber.

I oplægget til workshoppen skriver I, at 'det må sikres, at de mange industriaktiviteter ikke belaster det grønlandske samfund og den unikke, men også følsomme arktiske natur'. Hvilke udfordringer og risici ser du?

»Vi skal sørge for, at det rigtige beslutningsgrundlag bliver etableret, inden man går i gang. Vi skal sikre en fornuftig opfølgning, som muliggør fortsatte aktiviteter. Og vi skal dække behovet for innovation,« siger han og uddyber:

»Noget af det, der tidligere har været problematisk, kan nye teknologier tage brodden af. F.eks. nye teknikker til at raffinere de forskellige sjældne jordartsmetaller, man vil udvinde. Der kan DTU spille en meget stor rolle.«

Nye perspektiver

For Danmark ser Michael Havbro Faber helt nye perspektiver i grønlandsk råstofudvinding:

»Hvis man er i stand til at mobilisere politisk og industrielt, er der et kæmpestort potentiale, som vi skal forsøge at få afdækket, så vi ikke går glip af en stor chance,« siger han og vil have de danske politikere på banen:

»Det er jo et reelt problem, at Danmark og andre nordeuropæiske lande i stigende grad mangler noget, der kan produceres, puttes i kasser og sælges ud af landet. Hvis man er i stand til at agere hurtigt og målrettet, er der imidlertid et stort potentiale i sammen med Grønland at udvinde og til en vis grad forædle sjældne jordartsmetaller og andre mineraler fra den grønlandske undergrund i Grønland og eksportere til Danmark og andre nordeuropæiske lande som grundlag for grøn teknologi,« siger Michael Havbro Faber og tænker eksempelvis på udviklingen af supermagneter til vindmøller og elbiler.

Danskerne har jo ikke nogen tradition for minedrift, så hvilken rolle kan Danmark spille?

»Spørgsmålet er, hvor meget der skal til, for at vi kan gøre det, som de andre ellers vil gøre. Noget skal der investeres. Det skal der være politisk opbakning med de rigtige rammebetingelser omkring, og så skal vi have industrien på banen.«

*****Hvad vil du konkret anbefale Danmark at gøre?*

»Danmark og Grønland har jo på godt og ondt en lang historie sammen. Der er i hvert fald et tillidsforhold - vi kan regne med hinanden. Hvis Danmark og Grønland kunne gå sammen om råstofudvinding og forædling af mineraler og produktion, er det nok det bedste bud på en bæredygtig aktivitet - i stedet for alliancer med industrier fra fjerne lande som Kina og Australien.«

En model for bæredygtighed


**DTU taler ambitiøst om at udvikle et internationalt kraftcenter for tekniske uddannelser og arktisk teknologi inden for råstofområdet, miljø, infrastruktur, industri og byggeri. Hvad ligger bag den vision?

»Vores hovedmotivation er, at vi vil forsøge at give Grønland en model for at etablere et bæredygtigt samfund med udgangspunkt i den situation, landet nu er i,« siger Michael Havbro Faber og uddyber:

»En del af konceptet er at booste videninfrastrukturen, først og fremmest ved hjælp af de industrielle interesser, der er i Grønland, så nogle af ressourcerne kan blive omsat til noget, der også eksisterer, når råstofområdet falder til ro igen. For når eventyret er forbi, hvad er der så tilbage?« spørger Havbro og svarer selv:

»Ja, så håber vi, at der er viden tilbage.«

*****Hvem er jeres uddannelsestilbud rettet imod?*

»Uddannelsen er i høj grad rettet mod den grønlandske befolkning. Men med et ambitiøst mål om at optage 125 studerende om året er det klart, at ikke alle kan være grønlændere. Hovedparten af de studerende vil komme udefra, især fra inuitbefolkningerne i Nordamerika. Vores initiativ skal være så godt, så attraktivt, så fremadrettet og involvere så stærke kræfter, at det tiltrækker studerende fra resten af verden med interesse i ingeniørvidenskab og arktiske problemstillinger.«

Næste skridt i samarbejdet

Hvorfor anser DTU det som sin opgave? Er det et forsøg på at skabe jer en ny niche?

»Nej, vi har jo haft aktiviteter i Grønland i mere end ti år i Artek. Det her er næste skridt. I forvejen har vi et fantastisk samarbejde og deler lokaler med bygge- og anlægsskolen. På grundlag af disse faguddannelser inden for bygge og anlæg og jern og metal samt htx og den eksisterende diplomingeniøruddannelse kan vi i interaktion opbygge en campusby, hvor der også kommer til at foregå regulær forskning,« siger Michael Havbro Faber:

»Det er måske lidt ambitiøst, men hvis visionen bliver rullet ud, vil der også være laboratorier, der både kan betjene de grønlandske myndigheder og gennemføre undersøgelser for industrien i Grønland.«

Det lyder allerede meget konkret?

»Ja, rammerne er rimelig gennemtænkte, men der er stadig mange kræfter, der skal mobiliseres. Det, som workshoppen drejer sig om, er at få input fra aktørerne i Grønland, dvs. selvstyret, kommunerne og industrien, som alle skal bakke op om det her på hver deres måde og selvfølgelig også muliggøre det rent finansielt.«

Men endnu er der jo næsten ingen indtægter fra råstofudvinding, så har Grønland råd til det?

»Vi ser ikke hovedparten af omkostningerne betalt af den grønlandske statskasse, men af den industri, der så kraftigt ønsker at engagere sig i Grønland, og som allerede er i gang. De ressourcer forestiller vi os kanaliseret ind i det teknologiske universitetscenter. Vi starter jo ikke på fuldt blus til næste, men regner med, at uddannelsen igennem de næste tolv et halvt år når op på de 125 studerende årligt.«