DTU bortviser verdenskendt biobrændstof-professor
DTU har i dag bortvist sin verdenskendte professor i mikrobiologi, Bigitte Kiær Ahring, stifter af og direktør for biobrændstoffirmaet Biogasol. Det bekræfter universitetets rektor, Lars Pallesen.
»Der har været et forløb, som har umuliggjort et videre samarbejde med Birgitte Ahring,« siger Lars Pallesen i en bortvisningssag uden historisk fortilfælde.
Lars Pallesen ønsker ikke at uddybe, hvad der har fået ham til at ty til en bortvisning.
»I faglig forstand er det naturligvis et tab at miste en dygtig forsker, men vi er ikke kede af, at vores forskere søger videre i karrieren,« siger Lars Pallesen, der ønsker Birgitte Ahring succes med hendes videre virke.
Birgitte Ahring flytter til USA, hvor hun er blevet direktør for et nyt stort forskningssamarbejde om bioprodukter mellem Washington State University og den amerikanske energistyrelses laboratorium, PNNL.
Det er et nyt, prestigefyldt arbejde, der er tilført store ressourcer. Arbejdet kommer til at foregå i en 50 millioner dollar dyr bygning, der bliver indviet i maj. Der bliver 60 ansatte, som overføres fra PNNL, samt 10 yderligere professorstillinger, fortæller Birgitte Ahring.
»Det er en fantastisk stilling, som jeg tiltræder 15. august, og jeg får samtidig mulighed for at fortsætte arbejdet med Biogasol,« siger Birgitte Ahring, der er i fuld gang med at tømme sit kontor på DTU.
At hendes nye stilling skulle retfærdiggøre bortvisningen, kan hun ikke se:
»Jeg forstår ikke den reaktion. Den er helt vild,«siger hun om den kontante udmelding efter 22 års ansættelse på DTU.
Birgitte Ahring regner ikke med at kunne fortsætte som administrerende direktør for Biogasol, som hidtil har haft hovedkontor på DTU, og som måske flytter.
Det er ikke længe siden, at Biogasol, i et konsortium med den amerikanske ethanolproducent, Pacific Ethanol, modtog en bevilling på 24,3 millioner dollars fra det amrikanske energiministerium, Department of Energy, DOE, netop som led i Bush-administrationens kraftige bioethanol-indsats.
Samtidig er Biogasol ved at opføre en 2. generations ethanolfabrik, Bornbiofuel, i Åkirkeby på Bornholm. Anlægget, som primært vil omsætte restprodukter fra det bornholmske landbrug, skal være klar til produktion til klimamødet i 2009.
»Projektet kører sin gode gang, først og fremmest drevet af firmaets ingeniører,« siger Birgitte Ahring.
Samtidig har Biogasol et forsknings- og udviklingsprojekt med det engelske firma Tate & Lyle, der blandt andet producerer fødevareingredienser. Biogasol skal installere sin teknologi på engelske anlæg, der producerer bioethanol ud fra for eksempel korn og majs, hvor stivelsen er let tilgængelig.
På DTU kører Birgitte Ahrings forskningsfelt, bioethanol, videre med professor Kim Pilegaard som leder af hele Biosys.
Præcisering: Oplysninger, der er kommet frem senere i sagen om professor Birgitte K. Ahring, viser, at hun ikke blev afskediget fra DTU, idet hun selv opsagde sin stilling. DTU valgte at fritstille professoren umiddelbart efter opsigelsen.
