DSE Messe gav job-jackpot
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DSE Messe gav job-jackpot

Når Gigantium ved Campus på Aalborg Universitet den 7. og 8. oktober slår dørene op til dette års DSE Messe, venter 54 fremmødte virksomheder spændt på at møde de ingeniørstuderende fra universitetet.

Nogle har konkrete stillinger med, andre vil gerne slå deres navn og metier fast i bevidstheden hos de studerende, men fælles for dem alle er, at de er oprigtigt interesseret i at møde dig. Og måske skulle du følge opfordringen. For hvem ved? Måske er det dig, der går hjem med en spændende kontakt, et samarbejde om en opgave eller ligefrem dit fremtidige ønskejob.

Ingeniøren har talt med to tidligere ingeniørstuderende, der på forskellig vis begge brugte messen til at finde deres nuværende arbejde.

Messen som pejleredskab

Anne Waitz Vistrup er 25 år og uddannet i juni 2009 som civilingeniør med speciale i vand og miljø. Til messen sidste år kom hun med den mission at afklare, hvilke virksomheder der kunne tilbyde et arbejde inden for grundvand og rent drikkevand.

»Jeg mødte op med et rimelig åbent sind, men var dog sporet ind på, at jeg ville vide mere om, hvilke virksomheder der arbejdede med grundvand. Det var mit udgangspunkt,« fortæller hun.

Anne Waitz Vistrup talte med cirka fem virksomheder, der alle arbejder med vand i flere sammenhænge, men især to virksomheder fandt hun interessante.

»Efter jeg kom hjem og fik tænkt lidt over det, blev jeg overbevist om, at det enten var Cowi eller Niras, der var mest spændende,« siger hun.

Begge virksomheder arbejder inden for det rigtige faglige område, men Anne Waitz Vistrup fandt ud af, at Niras kunne tilbyde flere muligheder.

»De har det hele - altså også afdelinger for spildevand og jordforurening. Og hvis jeg en dag ikke orker mere miljø og grundvand, kan jeg måske komme over i en af de andre afdelinger. At jeg havde muligheden for at flytte rundt internt i virksomheden tiltalte mig.«

En tidligere vejleder fra universitetet opfordrede Anne Waitz Vistrup til at søge ind hos Niras, og hun fik også jobbet allerede midt i april, selvom hun først var færdig i juni. Men det var messen, der gav Anne den rette indsigt at vælge ud fra.

»Jeg fik pejlet mig ind på, hvor jeg skulle søge job, så jeg fik rigtigt meget ud af messen,« slår hun fast.

Messen gav jackpot

Michelle Lison Rebsdorf på 26 år arbejder i dag som procesingeniør for Krüger A/S. Tilbage i efteråret 2007 var hun som studerende ved Aalborg Universitet ved at lægge sidste hånd på sin uddannelse som diplomingeniør på miljølinjen.

Hun tog til DSE-messen for at finde ud af, hvilke jobmuligheder der fandtes inden for hendes felt. Men efter et besøg på Krügers stand kom hun hjem med meget mere, skulle det vise sig.

»De opfordrede mig til at søge en ledig stilling. Jeg gik hjem og fandt jobopslaget på nettet, søgte det, og et par måneder efter tilbød de mig jobbet,« fortæller hun. Drømmestillingen var i hus - tre måneder, inden hun skulle aflevere den afsluttende eksamensopgave.

»Jeg nåede slet ikke at søge andre job,« siger hun med et smil i dag.

»Krüger manglede folk til at tage rundt i hele verden og demonstrere minirenseanlæg. Og det lød jo helt fantastisk, kan jeg huske, at jeg tænkte,« fortæller Michelle Lison Rebsdorf, der ikke et sekund har fortrudt, at hun tog til messen dengang.

»Man må jo sige, at der virkelig kom noget konkret ud af det,« siger hun.

Michelle Lison Rebsdorf råder nuværende studerende til at forberede sig godt, hvis de også vil opsøge heldet.

»Jeg fik meget ud af tage til messen, men det er en god idé at sætte sig ind i, hvilke virksomheder der kunne være spændende for dig. Det nytter ikke noget at starte fra en ende af, så bliver det uoverskueligt,« siger hun om sine erfaringer og tilføjer: »Du skal forberede dig og vide, hvad du går efter.«

Ro på og ben i næsen

HR-chef ved Krüger, Anne Abraham, var med til at ansætte Michelle Lison Rebsdorf. Hun, og Krügers andre HR-folk, lagde især mærke til den ro og tryghed, som Michelle Lison Rebsdorf udstrålede til jobsamtalen. En ro, som Anne Abraham mener til dels udsprang af, at de kendte hinanden fra messen.

»Forhåndskendskabet og fortroligheden var allerede på plads, og det gav jobsamtalen en ro, som var til fordel for både os og Michelle. Vi fik en mere tryg snak, hvor vi kunne komme i dybden med de vigtige ting,« fortæller Anne Abraham og tilføjer:

»Det gav os også rum til at udfordre Michelle lidt uden at være bange for at bringe hende ud af fatning. For vi vidste, at stillingen krævede en medarbejder med mod på tingene og med ben i næsen. Og det havde vi en stærk formodning om, var tilfældet med Michelle.«

Kom til messen!

Både Anne Waitz Vistrup fra Niras og Michelle Lison Rebsdorf fra Krüger opfordrer alle nuværende studerende til at dukke op på messen. De kender nemlig begge flere, der på baggrund af indledende kontakt på messerne er kommet i betragtning til et muligt samarbejde.

»Grundlæggende er det bare super vigtigt, at du kommer til messen. Det er et rigtig godt initiativ fra DSE, som kun er til fordel for de studerende,« siger Michelle Lison Rebsdorf.

Fakta: Gode råd til messen

Kombiner messen med virksomhedsbesøgene. Det kan være svært at nå ud til de mange virksomhedsbesøg - især i eksamenstiden. På messen er de alle samlet.

Kig grundigt i messekataloget. Vælg en lille håndfuld virksomheder ud, som du researcher lidt på.

Gå rundt og tal med folk. Selvom du lige er startet på uddannelsen, kan du alligevel få meget ud af messen, hvis du vil.

Vær ikke skuffet, hvis du ikke bliver ansat i løbet af de første fem sekunder. Er du blevet klogere og mere inspireret i forhold til din fremtidige karriere, er det et glimrende udbytte.

Vær dig selv og vov dig kun ud i tekniske diskussioner, som du rent faktisk ved noget om.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten