DSB's sammenkoblede IC4-tog kører nu - men kun tæt på værkstedet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DSB's sammenkoblede IC4-tog kører nu - men kun tæt på værkstedet

Sidste fredag indsatte DSB for første gang to sammenkoblede IC4-togsæt i trafik med passagerer. Tidligere er dette kun sket ved prøvekørsel.

Køreturen - der foregik i dybeste diskretion - foregik fra Århus og Kolding samt retur, og forløb tilsyneladende uden problemer.

Begivenheden er vigtig, fordi DSB siden IC4-premieren i 2008 kun har haft tilladelse til at køre med IC4-togsættene enkeltvis - og ikke sammenkoblet. Dermed har IC4-togsættene været for små til at indsætte på de ordinære myldretidsafgange på fjernbanen mellem landets store byer. Nu har Trafikstyrelsen så endelig givet tilladelse til den sammenkoblede drift, dog kun med to sammenkoblede togsæt.

Alligevel er der stadig ingen udsigt til, at de sammenkoblede IC4-togsæt i noget nævneværdigt omfang vil blive i stand til at erstatte IC3-togene på myldretidsafgangene i landsdelstrafikken.

»I princippet har vi nu tilladelse fra Trafikstyrelsen til at indsætte det sammenkoblede togsæt i drift mellem landsdelene. Men det ønsker vi ikke. Vi vil gerne gå forsigtigt frem og i første omgang have toget i drift relativt tæt på værkstedet i Århus. Desuden har det sammenkoblede togsæt endnu ikke fået indbygget publikumsvenlige faciliteter som f.eks. internetadgang,« fortæller chef for IC4-projektet Torben Kronstam.

Han peger på, at passagererne først skal forvente at se de to sammenkoblede IC4-sæt i drift mellem landsdelene fra begyndelsen af 2011. Og eftersom det kun er to togsæt, som har fået tilladelse til sammenkoblet drift, kommer de i første omgang ikke til at fylde meget i det samlede billede.

»Indtil videre kører de to sammenkoblede togsæt én returafgang om ugen mellem Århus og Kolding. Og når vi så har fået opsamlet de nødvendige driftserfaringer, uddannet personalet til denne driftsform og i det hele taget har en god mavefornemmelse med hensyn til den sammenkoblede drift, først da vil vi tage skridtet videre til landsdelstrafik,« fortæller Torben Kronstam.

Næste skridt: Tre sammenkoblede togsæt

DSB har siden april foretaget testkørsler med to sammenkoblede IC4-tog på strækningen mellem Vojens og Tinglev. Og tilbage i april vurderede DSB-direktør Søren Eriksen, at de sammenkoblede togsæt ville være godkendt til at køre med kunder "i løbet af 3. kvartal 2010". Denne deadline nåede DSB altså lige akkurat at leve op til.

Ifølge Torben Kronstam bliver næste skridt, at man får tilladelse til at koble endnu et togsæt på stammen, der så vil kunne bestå af i alt tre sammenkoblede togsæt og på et senere tidspunkt fire sammenkoblede sæt. De første testkørsler foregår allerede med tre sammenkoblede IC4-togsæt i umiddelbar nærhed af IC4-værkstedet i Århus.

»Men selv om vi allerede er gået i gang med at teste tre sammenkoblede togsæt, ligger det noget ud i fremtiden, at tre sammenkoblede togsæt vil blive indsat i drift med passagerer. Jeg tør kun love, at det bliver i løbet af 2011,« siger Torben Kronstam.

To sammenkoblede IC4-togsat har en samlet siddepladskapacitet på 370 siddepladser samt 36 klapsæder. Til sammenligning har to sammenkoblede IC3-togsæt 276 siddepladser samt 12 klapsæder. Til gengæld kan DSB køre hele 5 IC3-sæt i sammenkoblet drift. Med andre ord: Først når DSB bliver i stand til at indsætte 3 sammenkoblede IC4-togsæt i landsdelstrafikken, vil IC4-toget være et realistisk alternativ til IC3 på myldretidsafgangene. Og først når det bliver muligt at sammenkoble 4 IC4-togsæt kan IC4 overgå IC3 i sædekapacitet på en enkelt afgang.

Kørecomputer fungerer

Torben Kronstam glæder sig over, at de problemer med togets kørecomputer, som i så lang tid har blokeret for, at Trafikstyrelsen kunne godkende toget til sammenkoblet drift, nu tilsyneladende er løst.

»Tilbage står nogle småproblemer, som ikke er relateret til sikkerhed, men hvor vi har nogle ønsker om forbedringer af kørecomputeren, som vi fortsat gerne vil have gennemført,« fortæller Torben Kronstam.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er der nogen realistisk måde at finde ud af hvor/hvornår IC4 togene kører i landstrafikken? Jeg kører en del udenfor myldretiden med tog på den sjællandske hovedstrækning, men det er kun enkeltkørende IC3 tog jeg møder.

  • 0
  • 0

Kommer de nogensinde til at fungere?

Ud over sammenkoblingsproblemerne er der stadig de uløste/uløselige problemer omkring EMC følsomhed, tilsyneladende har producenten slet ikke tænkt i de baner ved opbygningen af installationerne i toget.

  • 0
  • 0

Jeg var tur/retur med ICL Nonstop Århus-KBH i denne uge, det var IC4 tog begge veje.

Jeg vil dog ikke mene det er besværet værd at bruge tid på at finde en afgang med IC4, jeg opdagede ikke det var et IC4 jeg trådte ind i og troede først på det da jeg kigge på skiltet med oversigt over toget i mellemgangen hvor der stod at det var et IC4. På nær sæderne der er anderledes (ikke nødvendigvis bedre), så ligner det tilnærmelsesvist et IC3 tog. Det virker som om udviklingen praktisk taget har stået stille siden IC3 :(

Jeg er med andre ord IKKE imponeret, jeg er tværtimod skuffet over hvor lidt der er sket.

  • 0
  • 0

Da man betaler pr. tog (ca. 6000 kr) for at køre over Storebælt betyder, at IC4 på den ene side koster passagererne og skatteyderne penge fordi skidtet ikke kan køre sammenkoblet, men på den anden side får vi jo betalt broen lidt hurtigere tilbage på den måde.

Kan fuldstændig genkende oplevelsen med at IC4 på ingen måde er en forbedring, tværtimod. Suk

  • 0
  • 0

Jeg længes ikke ligefrem efter en dag, hvor jeg skal køre med 5 sammenkoblede IC4 tog på en længere tur i myldretiden.
Hvor IC3 / RE4 togsættene har muliggjort at man kan gå mellem togsættene for at finde ledig plads, kræver den nye "løsning" at man på forhånd stiger om bord i det togsæt der har ledig plads, eller venter med at fordele sig til næste gang toget stopper. Eller på forhånd har købt pladsbillet!
Jeg fatter ikke at man har droppet det flotte og udmærkede fleksible design som vores nuværende togsæt er udtryk for.

  • 0
  • 0

J
Hvor IC3 / RE4 togsættene etc
Jeg fatter ikke at man har droppet det flotte og udmærkede fleksible design som vores nuværende togsæt er udtryk for.

Det er da fordi der er overvægt af damer i de besluttende organer og de nye tog ser sexede og designede ud.lidt som Gucci og sådan.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten