DSB's direktør: IC4-spørgsmål nej tak!

Han er krøbet i flyverskjul - DSB's øverste direktør. Det er sket, efter at Rigsrevisionen onsdag offentliggjorde en sønderlemmende kritik af DSB's håndtering af IC4-leverancen.

Udnævnelsen af Jesper T. Lok blev offentliggjort den 12. december 2011, og den nye administrerende direktør havde første regulære arbejdsdag i DSB den 1. maj 2012.

I en meddelelse fra DSB's presseafdeling slår statsbanerne fast, at Jesper T. Lok ikke stiller op til et interview med Ingeniøren. Man henviser i stedet til DSB's 'talsmand på IC4-området', direktøren for DSB Vedligehold, Frank Olesen.

Illustration: Stig Stasig

Direktøren stillede sig ellers op foran Folketingets transportudvalg og transportminister Henrik Dam Kristensen (S) onsdag eftermiddag og briefede politikerne om de igangværende forhandlinger med Ansaldobreda om en ny leveranceplan og mulighederne for at få yderligere kompensation fra den italienske producent.

Med til mødet var også DSB's bestyrelsesformand, Peter Schütze, samt førnævnte Frank Olesen. Ifølge personer, der var med til mødet, udtrykte Jesper T. Lok under dette møde klare og markante holdninger til DSB's engagement med producenten AnsaldoBreda.

Læs også: Rigsrevisionen afslører ny gigant-brøler i IC4-kontrakt

Ingeniøren ville naturligvis gerne have videreformidlet topdirektørens umiddelbare kommentarer til den særdeles hårde kritik fra Folketingets statsrevisorer.

I forlængelse heraf ville vi gerne have spurgt til, hvorvidt den alvorlige kritik vil få konsekvenser for de overordnede medarbejdere i DSB, som i 2009 orkestrerede det forlig med Ansaldobreda, hvorved DSB gjorde sig skyldig i groft at undervurdere de tekniske og økonomiske risici forbundet ved at transformere DSB fra almindelig togoperatør til regulær togproducent.

Vi ville også gerne have spurgt, om Jesper T. Lok deler sin forgænger på direktørposten, Søren Eriksens, skråsikre vurdering af, at DSB har en 'stærk kontrakt' med Ansaldobreda. En stærk kontrakt, som i Søren Eriksens optik ville gøre det muligt for DSB at komme ud af kontrakten, hvis Ansaldobreda ikke levede op til vilkårene i forliget fra 2009.

Vi ville også gerne have hørt direktørens vurdering af, hvorvidt DSB fortsat arbejder på at gøre IC4-materiellet til den bærende togtype i intercitytrafikken mellem landsdelene, eller om DSB vil finde en mindre prominent rolle til IC4-togene som supplerende regional- og lyntog, indtil den videre elektrificering vil gøre det muligt at indsætte el-drevne intercitytog i landsdelstrafikken.

Samtidig kunne det være interessant at høre, hvorvidt direktøren bakker op om transportminister Henrik Dam Kristensens nye ambition om at lave en lovændring, der betyder, at fremtidige tog-køb skal planlægges i fuld offentlighed.

Ingeniøren opfordrer hermed læserne til at bruge kommentarfeltet til at skrive forslag til spørgsmål til Jesper T. Lok, som Ingeniøren efterfølgende vil opsamle og sende til direktøren.

DSB: Opgaven var større end forventet

DSB udsendte onsdag eftermiddag en pressemeddelelse som opfølgning på Rigsrevisionens rapport. Heri udtaler Frank Olesen:

'DSB er enig i Rigsrevisionens hovedkonklusion. Vi anerkender, at vi i maj 2009 påtog os en opgave, som siden viste sig større end forudsat. Den situation har vi til stadighed søgt at afdække ved at iværksætte en række handlinger - f.eks. ved at udvide sporkapaciteten på værkstederne samt ved at ansætte flere medarbejdere, som også anerkendt af Rigsrevisionen. Vi ser nu fremad og fortsætter arbejdet med at få IC4 idriftsat med passagerer.'

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

DSB's nye direktør skal måske først til at lære at DSB ikke er A.P. Møller, hvor man selv havde større muligheder for at bestemme hvor og hvordan man valgte at kommunikerer med offentligheden.

DSB er et statsejet selskab - og dermed ejet at alle danske skatteydere, og det er vel derfor kun rimelig at DSB's nye direktør kommer med sin vurdering af den meget kritiske rapport fra rigsrevisionen - en kritik som rammer lodret ned i DSB ledelse - både den nuværende og den tidligere.

At gemme sig bag sin vedligeholdelsesdirektør ser ikke godt ud - DSB's direktør må træde frem og offentlig fortælle hvilke konsekvenser rigsrevisionens kritik får i DSB.

Hvis ikke Jesper T. Lok frivilligt vil fortælle, så må Transportministeren på banen og pålægge Jesper T. Lok at udtale sig - det har offentligheden krav på.

Hvis Jesper T. Lok ikke ønsker et kommunikerer med offentligheden - og medierne, så har han valgt det forkertet job - kort og godt !!

  • 0
  • 0

Mine italienske venner, der er revisorer, siger, at man altid kan komme ud af en kontrakt, hvis den leverede vare ikke er i orden.

  • 0
  • 0

Mine italienske venner, der er revisorer, siger, at man altid kan komme ud af en kontrakt, hvis den leverede vare ikke er i orden.

Vil man også kunne det, hvis man på et tidspunkt laver en ny kontrakt mod at få refunderet halvdelen af beløbet og frasiger sig enhver reklamationsret.?

  • 0
  • 0

DSB's nye direktør skal måske først til at lære at DSB ikke er A.P. Møller, hvor man selv havde større muligheder for at bestemme hvor og hvordan man valgte at kommunikerer med offentligheden.

DSB er et statsejet selskab - og dermed ejet at alle danske skatteydere, og det er vel derfor kun rimelig at DSB's nye direktør kommer med sin vurdering af den meget kritiske rapport fra rigsrevisionen - en kritik som rammer lodret ned i DSB ledelse - både den nuværende og den tidligere.

At gemme sig bag sin vedligeholdelsesdirektør ser ikke godt ud - DSB's direktør må træde frem og offentlig fortælle hvilke konsekvenser rigsrevisionens kritik får i DSB.

Hvis ikke Jesper T. Lok frivilligt vil fortælle, så må Transportministeren på banen og pålægge Jesper T. Lok at udtale sig - det har offentligheden krav på.

Hvis Jesper T. Lok ikke ønsker et kommunikerer med offentligheden - og medierne, så har han valgt det forkertet job - kort og godt !!

Jeg er uenig. På to punkter:

  • DSBs direktør er IKKE politisk ansvarlig overfor offentligheden. Han driver et privat selskab, som er driftansvarlig overfor ejeren, Transportministeriet. Ministeren har ansvaret overfor vælgerne. Det er ultravigtigt at holde fast i, så det er helt klart hvilke ulemper der OGSÅ er forbundet med selskabsdannelserne af tidligere statsenheder. Det er MINISTEREN og folketinget, som har HELE ansvaret overfor vælgerne. Hvis det er utilfredsstillende, så kritiser selskabskonstruktionen, ikke direktøren.

  • Og jeg kan udemærket forstå hvorfor DSBs nye direktør ikke ønsker at lade sig interviewe direkte af Ingeniøren. Han har overtaget en juridisk og teknisk grim lort og vil hurtigt kunne komme på glatis overfor et specialmedie som Ingeniøren. Hans job er ikke at kende alle tekniske detaljer af IC4 sagen, hans job er at styre en virksomhed med 10000+ medarbejdere, herunder folk med langt større ekspertise på specialområder, herunder Frank Olesen.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten