DSB: Vores passagerer skal fortsætte i elbil

Togrejsende får snart et nyt alternativ til bussen, cyklen og benene.

Til næste år vil DSB og Project Better Place forsøge sig med at opstille fem elbiler på Skanderborg og Høje Taastrup Stationer. Bliver forsøget en succes, skal konceptet udrulles til stationer landet over, og DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen, forventer, at det i løbet af nogle år vil øge antallet af rejsende med et par millioner.

Et samarbejde mellem de to selskaber blev underskrevet på et pressemøde i København i dag, torsdag, og Søren Eriksen kaldte det en historisk aftale, da det var første gang nogensinde, at togbranchen og bilbranchen har indgået et samarbejde.

Hele ideen med konceptet er at tilbyde rejsende en mere fleksibel transport. Derfor bliver det muligt hjemmefra at købe sig en særlig billet fra eksempelvis Skødstrup nær Århus til Vanløse i København.

Med billetten kan man nemlig vælge at tage sin egen elbil fra hjemmet i Skødstrup til en ladestander på banegården i Århus, der vil blive reserveret ved køb af billetten. På Århus banegård tager man toget til København, hvor der vil stå en elbil klar, så man kan køre det sidste stykke til Vanløse.

Har man ingen elbil, kan man også blot vælge at tage cyklen fra Skødstrup til Århus og starte elbilen, når man kommer frem til København.

»Et problem med togrejsen er, at man ofte bruger lang tid på at komme det sidste stykke hjem. Her kan elbilen være den oplagte løsning,« siger Søren Eriksen.

Leje af elbil skal være billigere end benzinbil

Hverken Søren Eriksen eller Jens Moberg, der er direktør for Better Place i Danmark, kan på nuværende tidspunkt afsløre prisen for at leje en bil, men Jens Moberg oplyser, at leje af en elbil bliver billigere end leje af en almindelig bil eller andre konkurrerende tilbud.

Forsøget med delebiler bliver allerede afprøvet af DSB i Odense, hvor rejsende de sidste to måneder har haft mulighed for at leje en Smartcart på stationen. Men det er endnu for tidligt at drage erfaringer af forsøget, siger Søren Eriksen.

Ifølge Jens Moberg giver projektet mulighed for at gøre DSB-stationerne til et udstillingsvindue for elbiler og samtidig hjælpe til at nedbringe vejtransportens årlige udledning af 13 millioner tons CO2.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er fint, at DSB prøver at blive mere komplet i sin trafikplanlægning - frem for kun at forholde sig til, at vi skal fra station A til station B. For sådan er virkeligheden jo ikke for langt de fleste. - Samtidig bliver det nok også mere tydeligt, hvad de samlede omkostninger for transport bliver, ligesom det måske bliver muligt at få et fingerpeg om, hvorvidt el-biler overhovedet er konkurrencedygtige.

  • 0
  • 0

Hvad med tilsvarende at udleje el-cykler? De vil måske kunne udstyres med en skjult GPS brik, selvom det hæver prisen med en tusse per cykel. Gode el-cykler, koster typisk 8.000 - 9.000 kroner i handel, og incl. GPS brik, er det under 10.000 kroner. Måske kan kræves et kort, sammen med kort til cykelskurene - på den måde kan man registrere og se hvilken person der har lånt cyklen. DSB behøver måske ikke selv at udleje cyklerne, men hvis nogen er interesseret, kan DSB måske give gartis areal til udlejningscykler.

  • 0
  • 0

Overskriften siger København og Skanderborg.

teksten omtaler ladestander på Århus H, hmm noget det ikke passer sammen. og hvor vil de finde plads til dem.. der er ikke plads omkring banegården.

  • 0
  • 0

Kunne være dejligt hvis DSB ville oprette ladestandere ved deres stationer. Så kunne jeg benytte min elbil til Middelfart eller Odense station og tage toget og vende tilbage til min opladte elbil. Jeg ville intet have imod at betale for ydelsen, men som det er idag, er det ikke muligt.

Martin.

  • 0
  • 0

Hvad med 'bare' at få anlagt nogle parkeringspladser for biler (benzin, diesel, gas eller el) ved stationerne, så man kan få gang i 'Park and ride'?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten