DSB vil opgradere IC4-tog hos Bombardier i Randers

Opgaven med at opgradere de første 14 IC4-togsæt, som Ansaldobreda "håndbyggede" til DSB skal ske hos Bombardier i Randers. Det skriver DSB på sin hjemmeside.

Desuden skal en del af de resterende 69 IC4-tog, som er serieproducerede, men alligevel skal opgraderes, også ordnes hos Bombardier

De første 14 tog skulle egentlig have været sendt tilbage til Italien, men sidste år meddelte Ansaldobreda, at de havde svært ved at finde værkstedskapacitet til opgaven, og derfor indgik DSB og Ansaldabreda en aftale om, at italienerne betaler DSB for at opgradere de 14 togsæt til samme niveau som de serieproducerede tog, der løbende bliver sendt op til Danmark.

Sidste år gik DSB derfor i gang med at opgradere det første IC4-togsæt på deres eget værksted i Århus. Men værkstedet i Århus har ikke kapacitet til at både at klare den omfattende opgradering af de første IC4-tog, som blandt andet har haft problemer med sammenkobling, ventilation og dørtrin, og den lidt mindre opgradering af de serieproducerede IC4-tog. Og nu skal den opgave altså flyttes til Randers.

»Der er flere fordele ved denne aftale. Vi behøver for det første ikke at transportere togene til og fra Italien, og for det andet giver det os en større frihed og mere fleksibilitet til, at vi selv kan bestemme, hvornår vi foretager opgraderingerne. Det betyder så, at vi får flere tog til rådighed for test og prøvekørsler, og at vi får sat yderligere fart på udviklingen af den nye togcomputer og forsøg med at koble tre og fire tog sammen,« begrunder Frank Olesen, der er direktør for DSB Fjern- og Regionaltog i pressemeddelelsen.

DSB har tidligere meldt ud, at de tester sammenkoblingen af tre togsæt på Gedserbanen og satser på at kunne sætte tre sammenkoblede togsæt ind i landsdelstrafikken i slutningen af 2011, og i køreplanen for 2012 regner man med at have tre sammenkoblede IC4-tog i drift.

Samtidig med, at de ældste og mest fejlfyldte togsæt bliver opgraderet skal værkstedet i Randers også klargøre og opgradere de seriebyggede togsæt, som Ansaldobreda løbende sender til Danmark.

»Vi har kun begrænset kapacitet til denne opgave på vores eget værksted i Sonnesgade i Århus. Derfor giver denne aftale en unik mulighed for at optimere arbejdet med at få IC4-togene derud, hvor de kommer kunderne til gode: Nemlig ude på de danske skinner,« siger Frank Olesen.

Alle IC4 og IC2 tog skal være leveret til DSB i tredje kvartal af 2012.

Rettelse: Tidligere stod der i artiklen at det er Bombardier, der skal opgradere IC4-togene, men det er forkert. Det er DSB, der udfører arbejdet, på værksteder lejet af Bombardier.

Dokumentation

Læs pressemeddelelse fra DSB

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

DSB skriver på deres hjemmeside at værkstedsfaciliteterne er lejet for 5 år, hvilke må være den tidshorisont DSB arbejder med før end alle IC4 tog er leveret og opdateret til den ønskede standard.

DSB skriver samtidig at alle IC4 tog skal være leveret i 3. kvartal 2012, denne dato må så forståes som den dato hvor DSB overtaget det sidste tog fra Ansaldo, og man kan så herefter selv kan begynde at ombygge toget. Hvis man tager udgangspunkt i de 5 år, vil det sidste IC4 tog så være i den ønskede standard i 2016...

DSB skriver også på deres hjemmeside at der skal udvikles en ny togcomputer til toget, det har Ansaldo åbenbart også opgivet.

Ja - IC4 har stadig lange, lange udsigter.

  • 0
  • 0

Og er de danske politikere fuldstændig ligeglade? Sådan lyder spørgsmålet her på siten.

Hvad havde skribenten forestillet sig, at politikerne skulle gøre?

Skulle de rykke ud med skruetrækkere og svensknøgler og malerpensler for at rette op på fejlene, så togene hurtigere kom ud på skinnerne?

Politikerne har i årenes løb været kraftigt involveret i IC4 problemerne, så de har faktisk gjort deres arbejde.

Nu er det ikke bare DSB, som har problemer. Der har også været meget uheldige sager med de nye redningshelikoptere, og med droner, som ikke ville flyve i Danmark men som er kommet på vingerne i Canada. Listen er endnu længere. Så der er altså nogle teknikere her og der i dette land, som har lidt for vanskeligt ved at få tingene til at fungere, som de skal. Det kan så også kaldes et politisk problem, at vi ikke uddanner folk godt nok i Danmark og ikke kontrollerer, at de faktisk kan det, som skal kunne, for at få nutidig teknik til at fungere.

I øvrigt har DSB en bestyrelse.

  • 0
  • 0

Som udlandsdansker har jeg kun fulgt IC4 debatten i Ingeniøren. Jeg mener at kunne se nogle paraller til IC3 togene. Men det ser ud til, at ikke bare DSB har problemer med nye tog. I Tyskland har DB svære problemer med de nye ICE modeller. Bl.a. har akserne fået reduceret tilladte driftstimer ganske betragteligt på grund af brud. Det fører til mangel på togsæt. I sommer havde de samme tog problemer med aircondionanlæggene og i vinter problmer med bremser og motorer. Er årsagen ikke snarere, at jernebaneselskaberne har reduceret deres tekniske afdelinger og mistet viden/ekspertise? Hvad helikoptere til det tyske forsvar angår, ja så er både NH 90 og "Tiger" kun begrænset brugbare.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten