DSB: Vi har løst støjproblemerne i IC4
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DSB: Vi har løst støjproblemerne i IC4

DSB har fundet en løsning på støjproblemet i de berygtede IC4-tog. Det fremgår af en statusrapport fra DSB om IC4, der i denne uge offentliggøres på Folketingets hjemmeside.

I begyndelsen sivede der røg fra motorerne ind i kabinerne. Det forsøgte man i 2009 at løse med et nyt udstødningssystem.

Udstødningen føres fra togets to motorvogne, M1 og M4, ad rør til midten af toget, hvor den fælles udstødning fra begge motorer ledes ud gennem en skorsten. De ubehagelige støjproblemer opstår, når motorerne svinger ens, da støjen derved forstærkes.

Mange kunder har klaget over den dårlige komfort i IC4, og Ingeniøren skrev for et halvt år siden om problemet med den øredøvende støj. DSB har endda været nødsaget til ikke at sælge siddepladser i nærheden af udstødningen, da de simpelthen var for ukomfortable.

Læs også: IC4-togets støj er en årelang lidelseshistorie

Men nu melder DSB altså, at man har fundet en løsning. Ved at indsætte en lille skillevæg i hovedudstødningen skulle det være muligt at forebygge resonans fra de to motorer.

»Der er jo ikke to togsæt, der er ens, men generelt ligger støjdæmpningen på mellem syv og otte dB. Det er en halvering af støjen,« siger Steen Schougaard, direktør for DSB Vedlighold.

Se Ingeniørens fokus om IC4

Den første testtur blev kørt i december. Derefter fulgte analyser af måleresultaterne og en vurdering dels af sikkerheden, dels af om løsningen skulle påvirke andre ting i motoren. Det skulle den ikke gøre.

»Det går hurtigt med at installere den lille skillevæg. I sidste uge installerede vi den i syv togsæt,« siger Steen Schougaard.

Han tilføjer, at DSB forhåbentlig er færdig med at installere skillevæggen i alle 63 IC4-tog, der er godkendt til personkørsel, i slutningen af maj. Men senest efter sommerferien vil man med sikkerhed kunne køre i et mere tyst IC4-tog.

Følg IC4-skandalen i din indbakke - tilmeld dig Ingeniørens nyhedsbrev

Emner : Tog
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

En halvering af støjen lyder ikke af meget, når man tænker over hvor meget, det rent faktisk larmer i forhold til IC3.

  • 9
  • 1

Citat: "DSB: Vi har løst støjproblemerne i IC4.......en lille skillevæg..."

Fantastisk. Nu rykker det. Efter kun 7-11 års forsinkelse har man allerede løst støjproblemet. Det tog minimum 7 år at installere en lille skillevæg. Jamen hvilket fremskridt, og hvilken teknik. Så mangler vi bare bremserne, rustproblemerne, sammenkoblingsproblemerne og så videre. De kan nok desværre ikke løses med en lille skillevæg, så med den fart DSB har på, er de problemer nok først løst i år 2413. Så har vi endelig tog som er ligeså gode som IC3 fra 1980'erne.

Citat: "Der er jo ikke to togsæt, der er ens".
Nej, nej. Hvad skulle dog være ideen i at bygge 83 ens togsæt? Godt argument, nu forstår jeg det hele (???).

  • 27
  • 6

Sidst jeg kørte med IC4 var støjen ikke højere end i det IC3-togsæt jeg netop havde forlaft (målt på en mobiltelefon).

Men det var en anderledes støj, som oplevedes mere ubehageligt! Er det løst ved skille væggen?

  • 2
  • 0

Men det var en anderledes støj, som oplevedes mere ubehageligt! Er det løst ved skille væggen?

Det kommer meget an på hvor du sidder i IC4 toget. I det to motorvogne (forrest og bagerst) i toget, findes den omtalte resonans støj fra motor/udstødning. Støjen er meget ubehagelig og lavfrekvent.

I de to midterste vogne findes denne støj ikke fra udstødningen, men her er støjen fra undervogn (bogier og affjedring) meget tydeligt og langt mere generende end i IC3. I hele toget forekommer støj fra dårligt montagearbejde af inventar og indvendige døre.

  • 4
  • 0

Man skal glædes ved de små sejrer, lyder det som bekendt, men IC4 er på alle måder en skandale af uhørt dimension, hvorfor små sejrer tæller som den berømte dråbe i havet.

Fejl på fejl på fejl, er kendetegnet for dette italienske misfoster, som har krævet absurde tiltag og ditto pengebeløb. Alligevel fortsætter vi ufortrødent med at poste store beløb i 'drænrøret' ! Der må sidde en bande italienere og grine smørret af de tykhovedede danskere...

  • 7
  • 3

Og hvis der kører færre tog af typen IC4 i øjeblikket, pga fejl, vil det i sig selv jo også betyde en støjreduktion! ;)

  • 4
  • 2

Jeg har i en periode kørt rigtigt meget med toget Odense <> København (og lidt andre strækninger) og langt de fleste gange har det været med IC3 men enkelte gange med IC4.

IC4 støjer mere, det er jeg ikke i tvivl om, og sammenligner man med den elektriske udgave af IC3 så er IC4 et rent støjhelvede! Har aktivt valgt at tage et senere tog for at undgå at køre med IC4 flere gange.

Jeg tror ikke den skillevæg vil gøre den store forskel, hvad jeg kan forstå er det jo kun midt i toget at støjen dæmpes? Jeg har aldrig siddet i midten af toget (det er det stykke med det sænkede gulv, ikke?), men jeg synes at der er stor forskel om man lige går 10 meter frem eller tilbage og sætter sig (forbi en af glas skillevæggene)!

  • 4
  • 1

"Der er jo ikke to togsæt, der er ens"... Det "jo" provokerer. Hvad er det for et postulat? De burde da meget gerne være rimelig ens. Eller er DSB blevet velsignet med 82 "unikke" tog?

  • 12
  • 0

Tak for ideen DSB.
Fruen er til tider temmelig højrøstet, det vil jeg med DSB modellen, prøve at løse med en skillevæg.

Ps. Hun er ikke italiensk

  • 5
  • 1

Vi havde verdens mest geniale togsæt konstrueret og bygget i Danmark med dansk arbejdskraft IC-3. De kunne skilles ad og sættes sammen i vilkårlig rækkefølge uden at skulle have bestemte vogne forrest og bagerst, der skulle vendes i bestemte retninger, og så kunne de nemt have været elektrificeret.

Indrømmet de tyske dobbeltdækker vogne er mere komfortable med endnu mindre støjniveau end IC-3, men kræver jo et stort og tung lokomotiv foran. IC-4 til gengæld er totalt til grin, hvis ikke det var så sørgeligt, så er det jo nærmest en sæbeopera værdig.

Men at såkaldt kompetente (og formodentligt kvalificerede) mennesker kunne sammensætte et udbud, der IKKE krævede disse universelle sammenkoblingsegenskaber, og som minimum mindre støjniveau og bedre affjedring end IC3 det er udover min fatteevne (men nu er jeg jo heller ikke i besiddelse af en højere ingeniøruddannelse og tjenestemandsansættelse).

Hvad er det der gang på gang gør at de større offentlige institutioner er med til at afmontere og nedlægge danske arbejdspladser, ofte undskyldt af at vi skal overholde EU-lovgivningen ?!?

Hvor i disse regler står der noget om at det er forbudt at tænke sig om, og samtidig tænke lidt ud over næsetippen i et større samfundsperspektiv, specielt hvis det så endda kan gøres i en bedre kvalitet og i Danmark !

Nu skal man selvfølgelig ikke underkende de mange gode danske arbejdstimer, der ligger i at få det hele til at fungere, bare sådan nogenlunde, men alligevel.

"Danskerne har en ganske særlig evne, som vist kan kaldes sjælden,
vi sætter til på gyngerne, hvad vi har mistet på karussellen"

Som Preben Uglebjerg så udmærket sang det i sin tid. Det var galt allerede dengang (det er ca. 40 år siden nu), men synes kun at blive værre og værre. Hvornår lærer vi af det ?

  • 6
  • 0

Er det bare mig der har en lidt for skrantende hukommelse?

Artiklen nævner at støjen er dæmpet med 7-8 dB - min hukommelse for hvordan man regner på dB fra dengang jeg havde signalbehandling siger mig at 7-8 dB reduktion er noget mere end en halvering?

  • 1
  • 0

Jeg arbejder pt. som lærling hos et DSB værksted og kan konstatere at det største problem nok ligger i togenes standtid. Et IC3 kører typisk 1.200.000 km mellem de store eftersyn, hvor IC4 for tiden ligger på lidt under 80.000 km...

  • 6
  • 0

Med lidt tålmodighed, så løser rust problemer sig selv, samtidig løser det bremser og larm, og døre problemer.
Løsningen af rustproblemet kan fremmes ved brug af saltvand.

  • 7
  • 0

Citat: "En lille skillevæg i skorstenen bremser resonansen fra de to motorer"

De første 4 år eksperimenterede man med en stor skillevæg. Men den skrabte heletiden mod sporene, eller ramte broerne og køreledningerne.

De næste 3 år forsøgte man med forskellige halve skillevægge, men de havde næsten ingen effekt på lyden.

Først efter 7 år fandt man på den geniale idé, at sætte en lille skillevæg op. Der er selvfølgelig tale om en lille skillevæg, som sidder et meget specielt sted, i den helt korrekte vinkel, i et helt almindeligt ualmindeligt materiale, specialfremstillet til de (åbenbart) 83 vidt forskellige IC4-tog og som skal håndteres meget specielt.

Lad os kigge på ting der tog mindre end 7 år at gennemføre:
* Hele 2. verdenskrig
* Byggeriet af Burj Kalifa i Dubai
* Projektering, tegning, bygning af, test af og indsættelse af IC3-toget
* Byggeriet af den gamle Lillebæltsbro

Og så siger de vi danskere har problemer med produktiviteten, tøh!

  • 11
  • 2

Først efter 7 år fandt man på den geniale idé, at sætte en lille skillevæg op. Der er selvfølgelig tale om en lille skillevæg, som sidder et meget specielt sted, i den helt korrekte vinkel, i et helt almindeligt ualmindeligt materiale, specialfremstillet til de (åbenbart) 83 vidt forskellige IC4-tog og som skal håndteres meget specielt.

Tja - hvis man bare havde kigget lidt på IC3 toget så var problemet ikke eksisterende. Scandia i Randers var så kloge at man valgte ét udstødningsrør pr. motor og dermed ingen risiko for resonans motorerne imellem.

Ansaldo har med valget af ét udstødningsrør til 2 motorer endnu engang udstillet sine manglende evner i fremstilling af jernbanemateriel - og DSB sine manglende evner i problemløsning indenfor rimelig tid...

  • 11
  • 0

dB er en logaritmisk størrelse hvilket betyder at f.eks. en ændring på 3 dB er en ændring i den afsatte effekt på det dobbelte, altså 2 gange... En ændring på 10 dB er en effektændring på 10 gange. Så en dB-ændring på en 7-8 dB svarer nogenlunde til en effektændring på, ja, rent faktisk ca. 5-7 gange (da det er en logaritmisk skala).
Øret er som sådan en fantastisk transducer (eller sensor) som kan spænde over et stort effektområde. Subjektivt opfatter vi støj (eller lyd) som en "fordobling" når man øger støjen (eller lyden) med en ca. 8-10 dB så når IC4-støjen ændres med 7-8 dB så opleves det omtrent som en halvering. Det er dog stadig fra et for højt niveau af når man betænker at det er ment som et moderne transportmiddel for mennesker under langfart. Et fly eller en bil med samme støjniveau ville ikke være konkurrencedygtigt.
Megen umage er lagt i støjreduktion af biler, helikoptere og fly - og de fleste tog. IC4 syntes ikke at have haft samme professionelle bevågenhed.

  • 5
  • 0

Indrømmet de tyske dobbeltdækker vogne er mere komfortable

Det er da forhåbentligt ironisk ment? Efter min ydmyge mening er dobbeltdækkerne væsentlig ringere end IC3 eller for sags skyld Regionaltoget IR4. Dels er der sæderne, deres polstring/mangel på samme, hældningen på sæderygge, og lign. Dels er den træk og larm fra indgangspartier og overgange mellem vogne som uden problemer "finder vej" op på "første sal" såvel som ned i "stuen". Det er i hvert fald min erfaring fra "Standard" i disse vogne, har endnu ikke været oppe i "DSB 1'"; dog har jeg bemærket at her har man placeret en (glas)dør mellem trappen siddeafsnittet på "første sal".

  • 2
  • 1

Snart skal vi have ordentlige højhastigheds tog, så udfaser DSB vel bare det næsten ubrugte IC4 materiale.
Det rigtigt interessante bliver så at se hvor mange penge vi hælder i højhastigheds toget, for at få en besparelse på meget få minutter tværs over Danmark.
Nye skinner/strækninger, nye tog - lad os for vores egen skyld bruge vores egne kompetencer den her gang.

Det frygtelige bliver så når de finder ud af at højhastigheds toget ikke kan tage passagerer op, hvis det skal holde den hastighed de planlæger, det er der jo ikke tid til.

Projektet bliver nok sendt i udbud, og så vælger man dem der har en vild vision om toget, og til en fantastisk billig sum penge, for den slags har vi jo erfaringer med altid holder vand. Senest så vi jo at hallerne på refhaleøen let og biligt kunne ombygges til et melodi grandprix, det var jo kun så øre det blev dyrere en først beregnet.

  • 1
  • 1

Det spinder som en kat med en frekvens på 1 Hz, optimeret til at give kvalme.

Længe leve udbudsreglerne, der giver nye, uprøvede kræfter mulighed for at jage det velkendte og velfungerende fra truget.

  • 1
  • 0

Var en tur med IC4 for længe siden og lagde mærke til at de irriterende lyde ændrede sig i takt med hastigheden af toget. Så én irriterende lyd ved hastighed x1 til hastighed x2 som som varierede i takt med hastigheden. En ny lyd fra hastighed x3 til hastighed x4. I alt 3 forskellige lyde, som bestemt ikke forøger køreglæden. Dette er tegn på dårlig akustik design, som der sikkert ikke blevet regnet meget på i designfacen

  • 0
  • 0