DSB: Tavshed om konsekvenser af IC4-rapport

Det ligger endnu ikke fast, at DSB rent faktisk vil følge anbefalingerne i den ekspertundersøgelse, der fredag skal kaste lys over IC4-togets fremtid på den danske jernbane.

DSB bekendtgjorde i juni beslutningen om en uafhængig undersøgelse af IC4- og IC2-togene for at få belyst, om det er realistisk og økonomisk forsvarligt at få togene ud at køre med en tilstrækkelig høj driftsstabilitet. Det schweiziske ingeniørfirma Prose gennemfører undersøgelsen med bistand fra det schweiziske statslige jernbaneselskab, SBB.

Læs også: IC4 kan få dødsdom i næste uge

DSB har i sit pressemateriale udlagt undersøgelsen som den ’afsluttende eksamen for IC4’. Ikke desto mindre afviser DSB at forholde sig til, om man vil skrotte IC4, hvis eksperterne anbefaler det.

Ingeniøren har i en e-mail til DSB’s pressechef, Niels-Otto Fisker, spurgt, om det ligger fast, at DSB vil følge eksperternes anbefaling om IC4. Det afviser han at svare på.

»Når rapporten er offentliggjort, kan vi tale om det. Resten står jo i den gamle pressemeddelelse, altså at resultatet vil være udgangspunkt for arbejdet med en plan B,« skriver han til Ingeniøren.

I pressemeddelelsen står ganske rigtigt, at DSB arbejder på en plan B i tilfælde af, 'at IC4 ikke består sin eksamen'. Det fremgår imidlertid ikke, hvad den pågældende plan B består af, ligesom DSB ikke i nogen udmeldinger har forpligtet sig til at skrotte IC4 og IC2, hvis eksperterne konkluderer, at det ikke er økonomisk forsvarligt at arbejde videre med togene.

Læs også: Schweiziske ingeniører skal afsige endelig dom over IC4

Tværtimod åbner DSB’s pressemeddelelse op for, at IC4 kan anvendes på andre måder end i landstrafikken, hvis ekspertgruppen vender tommelen nedad. DSB fremhæver i pressemeddelelsen et ønske om at få afklaret, 'om det stadig vil være økonomisk og risikomæssigt rigtigt at fortsætte hele eller dele af arbejdet med at bringe IC4/IC2 op på et niveau, hvor de kan indsættes i landsdelstrafikken som oprindeligt planlagt'.

Derimod er undersøgelsen i de schweiziske ingeniørers kommissorium ikke begrænset til IC4’s anvendelighed i landstrafikken, men på 'de danske skinner' under ét.

Ingeniøren har derfor over for DSB gentaget ønsket om svar på, om ekspertgruppens anbefalinger i alle tilfælde vil blive fulgt.

»Du må væbne dig med tålmodighed til fredag,« svarer DSB’s Niels-Otto Fisker i en e-mail.

Transportministeriet oplyste i oktober til Ingeniøren, at ministeriet og DSB sideløbende med ekspertundersøgelsen selv har arbejdet på 'en fælles forudsætning om, hvad IC4 kan, og de økonomiske konsekvenser af det', så de aktuelle politiske forhandlinger om DSB's nye kontrakt ikke skulle udskydes på grund af de schweiziske ingeniørers undersøgelse.

Det har ikke været muligt at få svar fra Transportministeriet på, om ministeriet og DSB skrinlægger deres egen fælles IC4-vurdering, når ekspertundersøgelsen er færdig.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

IC4 har ellers været et perfekt projekt for alle parter.

  1. Det har skabt arbejdspladser i Italien - Det tæller som en form for ulandsbistand.
  2. Det har sendt passagerne i Danmark på spændende og til tider vilde eventyr, f.eks. når toget ikke lige ville stoppe.
  3. Det har skabt en masse arbejdspladser i Danmark, både for diverse håndværkere der skal forsøge at lappe på togene med tyggegummi, ståltråd og gaffa, men nok mest af alt for DJØF'er der skal finde ud af hvordan man forlænger problemet så de kan tjene flest muligt penge på ikke at være en del af løsningen.
  4. Det har givet medierne oceaner af spaltemeter at skrive om IC4.
  5. Det har været en successhistorie at man fik sådan en stor rabat på togene, det har virkeligt været noget pendlerne der savnede togene har siddet i de gamle kreaturvogne og fejret.
  6. Vi vil altid blive husket som "De dumme danskere" der lod leverandøren forære et af vores tog til en diktator i Afrika. (Det er altså en af de bedre jokes i spillet om IC4..)
  7. Nu skal vi trækkes med IC4 de næste 15-20 år til der måske er kommet køreledninger op overalt, hvorefter man smider et nyt EU-udbud om udviklingen af en helt ny type tog som ingen andre har prøvet.
  8. GOTO 1

P.S. Der kan forekomme ironi.

Personligt tror jeg ikke IC4 bliver skrottet, så mangler der jo noget at køre folk i..

  • 11
  • 0

Citat: "at DSB arbejder på en plan B i tilfælde af, 'at IC4 ikke består sin eksamen'. Det fremgår imidlertid ikke, hvad den pågældende plan B består af"

He he! Nej, når man arbejder på en plan, betyder det jo man endnu ikke har en plan. Så skulle det da være mærkeligt hvis indholdet af det man arbejder på allerede kunne afsløres ;-)

  • 3
  • 1

Ved vi hvilken konkret problemstilling rådgiverne skal svare på?

Man kan jo lege meget med ord, så det var fint hvis den konkrete tekst stillet til Prose kunne fremlægges, så vi alle kan forholde os til det konkret og ikke til hvad nogen tror.

Og måske er det også relevant at finde ud af - hvem har formuleret opgaven for Prose - er det DSB, Transportministeriet, Trafikstyrelsen eller andre? Igen, man kan formulere en opgave, så man får det svar man ønsker.

Og hvilket svar ønskes? Folketingspolitikerne måske et, DSB måske et andet!

  • 1
  • 0
  • kommer IC4 til at køre både regionaltrafik og intercitytrafik i de nærmeste år. Der er jo ikke noget alterantiv nu og her. Derfor er det nok så vigtigt at høre, om DSB har passeret de to milepæle, der var annonceret til november:
    1. Godkendelse af bremsedokumentation og dermed fjernelse af løvfaldsbegrænsninger. Skal sikre, at en køreplan kan holdes til oktober næste år.
    2. Godkendelse af 3+ pakken, så der kan køres med sammenkoblede tog. Der er suvende fyldt i de enkeltkørende togsæt i intercitytrafikken - og uden koblede togsæt er kapaciteten i myldretiden for regionaltrafik ikke meget værd.
  • 4
  • 0

Hej Bent

Nej, indholdet af planen indgår naturligvis ikke i den pågældende pressemeddelelse. Pressemeddelelsen er imidlertid fra 23. juni, derfor har vi stillet DSB spørgsmålet. Sætningen i artiklen refererer til, at DSB henviser til pressemeddelelsen som svar på spørgsmålet.

Venlig hilsen Steffen

  • 1
  • 1

Hej Klaus

Vi har fået indsigt i ekspertgruppens kommissorium og publicerer i dag en artikel, der behandler nogle af dine spørgsmål.

Venlig hilsen Steffen

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten