DSB smider partikelfiltre i 100 dieseltoge
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DSB smider partikelfiltre i 100 dieseltoge

Illustration: René Strandbygaard

Mens passagererne venter på IC4-toge, så vil DSB skære toppen af partikelforureningen ved at udstyre 100 toge med partikelfiltre.

Efter henvendelser fra 9 leverandører af partikelfiltre er DSB blevet overbevist om, at det er muligt at installere filtre i de 65 MR regionaltoge, der hovedsageligt kører i Jylland, og i de 35 diesellokomotiver, der blandt andet kører fra København til Holbæk og Lolland Falster.

»Vi vil gerne gøre togtrafikken endnu mere miljørigtig og fortsat markedsføre, at det er det rigtige valg at tage toget,« siger miljøchef i DSB, Jesper Mølgaard.

Ifølge miljøchefen er DSB netop i gang med at udarbejde et udviklingsprojekt i samarbejde med flere leverandører om en test af partikelfiltrene, og planen er at teste to systemer i løbet af foråret.

Overdækkede banegårde slipper for osen

Jesper Mølgaard ønsker ikke at afsløre, hvilke leverandører DSB samarbejder med, men oplyser, at flere af leverandørernes produkter er beskrevet på Teknologisk Instituts hjemmeside.

Her finder man blandt andet det danske partikelfilter Silentor og systemer fra de svenske firmaer Svensk Turbo Teknik og Ferrita.

»Partikelfiltre vil især forbedre luftkvaliteten på overdækkede banegårde, som i København og Århus,« siger Jesper Mølgaard.

Partikelfiltrene risikerer dog kun at sidde i togene i kort tid, da det er planlagt at udskifte alle MR-togene i perioden fra 2009 til 2011 med de stærkt forsinkede IC4-tog.

IC4 leveres med en EURO III-motor og derfor vil udledningen af kvælstofoxider og partikler fra IC4 være lav og på niveau med udledningen IC3-togsæt med ny motor.

DSB er også i gang med en udskiftning af motorerne i IC3-togene, som betyder, at partikelforureningen reduceres med 70 procent.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

IC4 leveres med en EURO III-motor

Euro4 blev indført oktober 2005. Forskellen for partikler de to normer imellem er en faktor 5, og desuden blev NOx sænket med 30%. I oktober 2008 træder Euro5 i kraft, hvilket indebærer en sænkning af NOx med 43% i forhold til Euro4. Kan de nå at levere alle IC4-tog inden Euro5 kommer, og er det overhovedet lovligt at sælge tog med Euro3 motor idag?

mvh Jens

  • 0
  • 0

man montere dem pænt og ordentligt ellers virker de ikke

Partikelfiltre er keramiske filtre og skal behandles med forsigtighed ellers på de i stykker - har selv set sådanne på fabrikken i Aaker-sogn.

Hvis det var et forsøg på at være pop-smart, så la vær!

ha en god dag

Mikael Boldt
ingeniørdebat.dk

  • 0
  • 0

"IC4 leveres med en EURO III-motor og derfor vil udledningen af kvælstofoxider og partikler fra IC4 være lav og på niveau med udledningen IC3-togsæt med ny motor."

Det er da meget muligt !.. Men i DSB´s egen beskrivelse af togets miljøbelastning på http://www.dsb.dk/cs/Satellite?pagename=DS... står skrevet at:

DSB's dieselmotorer i dag og i fremtiden
Motorerne i DSB's dieseltog er i dag forholdsvis gamle. De sidste par år har teknologien indenfor dieselmotorer udviklet sig og dieselmotorerne er blevet betydelig mindre miljøbelastende. Anvendelse af katalysatorer og partikelfiltre til dieselkøretøjer er nu reelt en mulighed. Ved at udskifte de ældre motorer med nye, der lever op til dagens miljøkrav for lastbiler og busser, eller ved at udstyre dem med filtre og katalysatorer, kan luftforureningen fra dieseltogene reduceres betydeligt.

Ja - problemet er bare at DSB IKKE udskifter motorerne til nye der lever op til dagens miljøkrav for lastbiler og busser.
EURO 3 kravet galdt tidligere for lastbiler, men blev fra januar 2005 erstattet af EURO4 ( http://www.umweltbundesamt.at/index.php?eI... ).

Derfor skal DSB tage sig sammen og opfylde deres egen miljøbeskrivelse fra deres egen hjemmeside og se at få opgraderet motoren i tog der alligevel endnu ikke er leveret fra Ansaldo.

Jvnfr. Iveco kan motorerne opgraderes til Euro4, så mon ikke også de kan opgraderes til Euro5?

/jakob

  • 0
  • 0

Også jeg synes, det er for popsmart at "smide" filtrene po tågene!
Ja, det er med vilje! - De fleste af os har i næsten 100 år kørt i et tog - eller i to tog, og det skærer i ørerne, når vi hører den pop-smarte (eller sjuskede?) form: to toge.
Men jeg påskønner da, at formen her er brugt systematisk.
(Ja, jeg har set, at formen er tilladt i den nye retskrivningsordbog, hvor "bjørnetjeneste" jo også kan betyde både noget godt og noget skidt!).
- En moderne form for slendrian?

  • 1
  • 0

O tempora, O mores!
Tænk engang, journalisten har formastet sig til at benytte gængs retskrivning. Man kan så filosofere over hvilken flertalsform, Ingeniøren bør benytte: Den rationelle "toge" uden risiko for ental/flertal-misforståelser eller den ældre generations (ifølge dem selv mere elegante) kronolekt "tog".

Argumenter for den ene eller anden flertalsform modtages gerne.

mvh
Morten K. Thomsen
Journalist på Ingeniøren - der trods alderen personligt foretrækker "tog", men respekterer korrekt retskrivning

  • 0
  • 0

Nu, hvor vi er langt væk fra toge-filtrene (!), vil jeg til Morten K. Thomsen blot svare, at det for mig ikke er et spørgsmål om argumenter for "to tog" eller "to toge".... - men et princip om eentydighed og om sproglig "dannelse".
60% af de unge siger: "ad helvedes til" - og i en kommende retskrivning bliver det nok en tilladt version.
Mange siger, at lyskurverne skiftede til rødt, og ca. lige så mange forveksler hængte og hang.
- Og tror, at benægte lige så godt kan hedde fornægte (som betyder svigte) osv osv.
Og det allermest almindelige: Hun begyndte og græde... og nu må vi se og få begyndt!
Bjørnetjenesten er nævnt.
Konklussion: Jeg er frøgtelig gameldaws.

  • 0
  • 0

er det overhovedet lovligt at sælge tog med Euro3 motor idag?

Nej.

Men, DSB er statsejet og kan dermed lave sine egne regler.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten