DSB: Kystbanens tog og signaler lider i sommervarmen
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DSB: Kystbanens tog og signaler lider i sommervarmen

Illustration: Banedanmark

Når temperaturen stiger, giver det problemer for både tog og infrastruktur på jernbanen. Det har sat sine spor på Kystbanen, hvor passagererne i maj måned har oplevet ekstraordinært mange forsinkelser.

Som Ingeniøren skriver tirsdag, er den såkaldte kundepunktlighed faldet fra 87,7 procent i januar til 65,4 procent i maj. Kundepunktligheden dækker over, hvor stor en andel af togene, der holdt sig inden for DSB’s og Banedanmarks ambition om under tre minutters forsinkelse. I de første seks dage i juni lå kundepunktligheden på bare 52,8 procent.

Læs også: Punktligheden på Kystbanen er i frit fald

»Varmen har virket som en katalysator for mange af de kendte fejl,« siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB.

Maj 2018 har været den mest solrige måned, der er registreret i Danmark, med 15 dage med temperaturer over 25 grader.

»Varmen har medført en ekstra belastning på togsættene, og den har også givet flere fejl på Banedanmarks sikrings- og signalanlæg,« siger Tony Bispeskov.

17,6 procent af de forsinkede tog skyldes vedligehold, mens signalproblemer tegner sig for 15,6 procent af forsinkelserne. Sporproblemer kan tilskrives 9,8 procent af forsinkelserne.

Ingeniøren undersøger fortsat, hvordan varmen rent teknisk påvirker togdriften. Men hvis der blandt læserne er et bud, så kom endelig med det i debatfeltet under artiklen.

Tre gange så mange forsinkelser fra Sverige

Samtidig er forsinkelserne fra Sverige, som påvirker togtrafikken på Kystbanen, steget siden årets start. Forsinkelser fra Sverige udgør 15 procent af de samlede årsager til forsinkelser på Kystbanen. Det svarer tre gange så højt et niveau som i januar, fortæller Tony Bispeskov.

Transport-, bygnings- og boligministeriet vil nu søsætte en undersøgelse, der blandt andet skal undersøge fordelene ved at lade Kystbanen køre som et lukket system mellem Helsingør og København. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Det vil ifølge ministeriet kunne stabilisere Kystbanens punktlighed. Det vil dog også betyde, at passagerer til andre destinationer skal skifte tog i København.

Langt under målsætning

Derudover er togtrafikken blevet påvirket af en række enkeltepisoder i maj, der i varierende omfang har stoppet trafikken på strækningen, som et knivstikkeri på Dyrehavsbakken og et tog, der måtte evakueres, efter at en mand havde sprayet tåregas i toget.

DSB bliver ifølge sin kontrakt med staten målt på den såkaldte operatørpunktlighed, som dækker over fejl, der alene kan tilskrives DSB, og som skal ligge på 94,1 procent. Den lå i maj på 91 procent.

DSB og Banedanmark har derudover en fælles ambition om, at kundepunktligheden skal ligge på 82 procent.

»Og der må man sige, at de 65 procent i maj måned ligger meget langt fra,« siger Tony Bispeskov.

1: Hvor mange af de forsinkede tog fra Sverige er reelt forsinkede tog fra Danmark, der kommer retur - eller svenske tog, der forsinkes af forsinkede danske tog på de enkeltsporede strækninger i Sverige? Det har tidligere været et problem, men tysses ned i debatten, for svenske forsinkelser, er jo ikke danskernes skyld.

2: Hvor mange tog sendes fejlramte ud fra DSBs værksted på Helgoland. Det har i flere år været kendt, at værkstedet (på trods af en ihærdig indsats) aldrig "kommer i bund", og derfor sender fejlramte tog ud igen. Samtidig er der rygter om "fifleri" på statistikkerne, for at undgå at der officielt står for mange tog på værksted på måletidspunktet. Endelig er det en kendt sag, at de dygtigste håndværkere fra DSB søger over til Metroen, hvor både løn og ansættelsesvilkår er bedre. Hvor længe har håndværkerne arbejdet med Øresundstog? Rygter snakker om mange håndværkere med under 12 mdrs erfaring .

3: Har DSB styr på supply chain og præventivt vedligehold for togene? Har DSB de rigtige stumper, når togene går i stykker, og skifter DSB noget præventivt, eller først når det går i stykker? Hvor stor er lagerbeholdningen af kritiske dele?

4: Har BDK skåret ned på deres præventive vedligehold hhv fejlretningsberedskab, så der opstår flere fejl og de rettes senere? Rygter om "omfordeling" af midler fra præventivt vedligehold til Signalprogrammet florerer

5: Hvorfor bruger Ministeren ikke sine kontrakter med DSB og BDK som redskab til at få styr på sagerne? Hvis man ikke får det man betaler for, er der vel klausuler i kontrakterne om bod eller reduceret betaling. Virker disse ikke - eller er man i virkeligheden ikke interesseret i at løse problemerne?

Alle ovennævnte analyser har været lavet før - og viste kraftigt forbedringspotentiale. Så det gør de jo nok igen...

  • 9
  • 1

"DSB: Kystbanens tog og signaler lider i sommervarmen"

Sørme synd for togene, mon DSB også tænker på passagerne?

Nu kommer togbusserne snart tilbage, det glæder vi pendlere os til. De drives nemlig af private virksomheder, og sidste år gik det rigtigt fint, selvfølgelig. Til august må vi så igen trækkes med DSBs undskyldninger.

  • 1
  • 1

Tog i sommervarmen.
Både i vinterkulden og sommervarmen er det galt. Er togene dimensioneret til andet end stuetemperatur? Det lyder som om designet af togenes systemer ikke har taget højde for årstidernes skiftende vind og vejr.

  • 1
  • 1

Det er helt klart at DSB nedprioritere løsningen af deres egne problemer og gemmer sig bag andre som også er har problemer (Banedanmark). Det er vigtigere at DSB giver et meget stort millionbeløb i overskud, så kan der ikke være råd til vedligeholdelse, reservestammer etc.

Og ministeriet synes at acceptere, der sker jo ikke nogen kontraktlige repressalier. Massive bøder havde været svaret, hvis arriva, SJ eller DB havde kørt.

Og ansvarlige politikere findes ikke på området.

  • 0
  • 0