DSB kasserer IC4-togenes hjul fire gange så hurtigt som IC3's

Hjulene på de skandaleramte IC4-tog kan tilbagelægge mindre end 25 procent af den distance, som hjulene på forgængeren IC3 kan, før de typisk skal kasseres. Det fremgår af et svar fra transportminister Magnus Heunicke til Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorenzen.

DSB besvarer spørgsmålet på vegne af ministeren og oplyser, at mens hjulene under det aldrende IC3-tog kan rulle 1.200.000 km, skal IC4-hjulene skrottes efter omkring 250.000 km. Årsagen til hjulenes dårlige holdbarhed er ikke fastslået, men DSB undersøger i øjeblikket en række forskellige muligheder.

'Levetiden på IC4 hjul er ikke som forventet og aktuelt markant mindre end IC3. Årsagen til lavere levetid kan skyldes mange forhold som eksempelvis bogiekonstruktion, acceleration, bremsning, flangesmøring med mere. DSB undersøger i øjeblikket relevante forhold og forventer at igangsætte korrigerende handlinger, når anbefalinger er udarbejdet,' skriver DSB i ministerens besvarelse.

Læs også: DSB: Skæve hjul får IC4's akselkasser til at revne


Tilbage i april blev skævslidte hjul af DSB udpeget som den mest sandsynlige grund til, at akselkasserne i flere IC4 og IC2-tog har slået revner. Senere vurderede også den uafhængige assessor i sin rapport, at de skævslidte hjul var den mest sandsynlige årsag. Heller ikke her lå det klart, hvad der er årsag til de slidte hjul.

Læs også: Assessor: Sikkert at køre IC4, hvis de bliver tjekket hver uge

'Det er assessors opfattelse, at det er de ujævne hjul, der er årsag til bruddene (i aksellejekasserne, red.). Men man kan ikke udelukke, at det er det samme grundfænomen, der leder til hjulskaderne, som også leder til skaderne på aksellejekasserne. Skaderne på hjulene skulle i så fald kun forværre situationen, ikke forårsage den,' hedder det i assessors rapport.

IC4-togenes vægt har også været diskuteret i forbindelse med de revnede aksellejekasser, og Trafikstyrelsen har bedt DSB undersøge, om togene er dimensioneret korrekt.

Læs også: Dokumentation: Trafikstyrelsens notat om IC4-akselkasserne

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Måske et dumt spørgsmål, men er der andre end AB, der har vejet togene? Alle disse uforklarlige problemer med hjul og akselkasser der ikke holder og for lange bremselængder kunne jo skyldes noget så simpelt som overvægt.

Jeg har kun set et scan af de officielle AB papirer, hvor der stod påført en målt vægt for et par tog og den var på 99%-100% af det maksimalt tilladelige.

  • 12
  • 0

http://en.wikipedia.org/wiki/Wheel_slide_p... 'The primary function of the WSP is to protect the wheel from damage associated with sliding when braking or spinning in traction.'

Mao. hvis WSP intermittent ikke fungerer, vil hjulene blive skadet (bremseflader). Det kunne tyde på at WSP er ude af funktion oftere end ved de to(?) dokumenterede tilfælde af utilstrækkelig bremsning.

  • 4
  • 0

Det er ikke beroligende at DSB efter en årrække med driftsforstyrrelser pga. ustabile elektriske forbindelser over koblingerne, nu tager konsekvensen, og stopper kørsel med sammenkoblede togsæt.

Naturligvis er det godt at der nu er udsigt til en bedre og mere stabil kobling i løbet af ½ år, men at køre med sammenkoblede sæt, når koblingen har været årsag til mange fejl, har ikke været betryggende. Denne beslutning skulle DSB have taget for år tilbage, i stedet for at lukke øjnene og fortie problemerne ikke mindst for Atkins og Folketinget.

Vedr. bremseproblemer og hjulslid, har det siden Atkins og DTU-undersøgelserne, og en af de tidligere havarikommissionsundersøgelser været klart, at der var en del småfejl og uhensigtsmæssigheder på de franske konstruktioner fra Faiveley transport, såvel på bremser som WSP. Det fremgik at Faiveleys bremser nok levede op til minimumsstandarden da kontrakten blev indgået omkring år 2000, men hverken levede op til nutidens standard eller hvad DSB havde erfaring med fra den sædvanlige leverandør Knorr-bremser. (i den forbindelse kan det undre at Siemens & Bombardier tilsyneladende har indgået kontrakt med Faiveley om bremser osv. til næste generation af ICx.)

Nedslidning af hjulsæt er 4,8 gange hurtigere på IC4 end IC3. Efter normale afrundingsregler rundes der derfor op til 5, og ikke ned til 4.

Fra et interview som Nic. Østergaard lavede med DSBs hovedingeniør på IC4 til et nytårsnummer, fremgik det at IC4 togsættene var forventet at veje 140 ton, men faktisk vejer 163 ton, svarende til en overvægt på 16,3 %.

Nu kan alle gå i gang med at gætte på om det er småfejl og indbyrdes konflikter i bremse- WSP- og hastigheds-detekterings-systemerne, der resulterer i de hidtil uforklarede bremsefejl, såvel som de hurtige nedslidninger af hjulsæt, som igen sammen med overvægt og evt. underdimensionering af ophæng, svingningsdæmpere og svingningsdæmperarmene på aksellejekasserne, resulterer i revner og sprækker på aksellejekasserne.

Der bliver virkelig hældt mange gode penge efter dårlige i dette projekt, trods alle advarsler.

Det nederlandske jernbaneselskab, NS, Nederlandse Spoorwegen og Belgiske SNCB/NMBS handlede langt mere rationelt, da de konstaterede uendelig mange fejl på IC4s elektriske parallel, Ansaldo Breda V250 og resolut afviste at modtage togsættende, hvorimod DSB fortiende en del af fejlene over for Atkins som derfor nåede konklusionen om at IC4 var et sundt projekt!

Det store spørgsmål, som vi afventer svar på er om nogen af de ansvarlige for alle disse fejltagelser fortsat er ansat i DSB?

  • 2
  • 0

Denne anmodning fra Trafikstyrelsen må da være forkert. Alternativet er at styrelsen vitterligt er gummistempel uden indblik i tingenes tilstand.

Det er vist nok på tide med en ny direktør i styrelsen. Passer da meget godt med at udløbsdato er 1 juli...

Mvh.

  • 2
  • 0

Det er under ALT kritik at blandt andet mine skattepenge skal blive ved med at gå til at DSB kan blive ved med at putte penge i et bundløst hul der hedder IC4 - skrot lortet og køb toge andre steder, bare det IKKE bliver i Italien.

Det er ustyrtligt at det her projekt overhovedet har fået lov til at kører så lang tid, hvis det var et privat firma der kørte deres forretning på denne måde, så var direktøren fyret for længst.

Mvh Dennis

  • 0
  • 0

Tjaah. Overvægten bør efter min mening placeres på dieselkraftværket, som består af dieselmotor, generator plus "det løse", og sådan en "sag" vejer. Det burde være nemt at finde ud af hvor meget, for det burde kunne findes i styklisterne.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten