DSB har aflyst for mange tog i 2010

DSB har aflyst for mange tog i 2010 i forhold til den aftale, selskabet har indgået med Transportministeriet. Ifølge aftalen må antallet af aflysninger højst udgøre 0,7 procent.

Men det lykkedes kun DSB at holde sig på eller under det niveau i oktober 2010. Resten af året blev mellem 1,4 procent og 5,8 procent af alle tog aflyst, skriver Ritzau.

»Det er trist for pendlerne, hver gang det sker. Derfor er tallet særdeles utilfredsstillende,« siger pendlertalsmand for strækningen Viby Sjælland til København, Bent Gade til nyhedsbureauet.

Snevejret nævnes som en af årsagerne til aflysningerne. I december aflyste DSB således en del tog, så de tog, der kørte trods sneen, ville køre rettidigt.

Et aflyst tog tæller ikke med i statistikken for forsinkelser. De aflyste tog kan på den måde være med til at forbedre statistikken over antallet af tog, der kører til tiden - det vil sige med en forsinkelse på under fem minutter, skriver Ritzau.

Således kørte DSB i otte ud af 12 måneder i 2010 med en rettidighedsprocent på niveau med eller over det krav, som der står i kontrakten med Transportministeriet.

På forsinkelsesfronten stod det værst til i december, hvor 23,6 procent af togene kørte med mindst fem minutters forsinkelse.

Dokumentation

Børsen.dk: DSB aflyser for mange tog