DSB begrænser pladsreservationer af frygt for sammenbrud i IC4

På afgangene med IC4-tog kan der kun bestilles 144 pladsbilletter, selvom der er 205 sæder i toget. De 144 svarer nemlig til antallet af pladser i et IC3-tog.

For, som Ingeniøren har kunnet afsløre, bryder IC4-togene dagligt sammen. Og hvis der er bestilt 205 pladser, når et IC3-tog med kun 144 pladser dukker op på perronen, kan der hurtigt udbryde kaos. Derfor har DSB besluttet, at der kun kan bestilles 144 pladser i et IC4-tog.

»Vi er meget opmærksomme på, at vi, når vi indsætter IC3-tog som erstatning for IC4-tog, har færre siddepladser til rådighed. Af samme grund har vi begrænset antallet af siddepladser, som vi sælger pladsreservationer til, til det antal vi har til rådighed i et IC3-tog,« skriver DSB således på selskabets officielle Facebook-side.

IC4-tog på baneterrænet i Aarhus, hvor DSB's IC4-værksted holder til. (Foto: Das Büro) Illustration: Das Büro

Sekretariatschef i DSB Salg, Bjarne Lindberg Bak, bekræfter, at DSB undlader at sælge alle pladser i et IC4-tog.

»Det har altid forekommet, at man har været nødt til at lave en materielombytning. Derfor vil vi hellere sørge for, at pladserne er rigtige, og at der ikke bliver købt for mange,« siger han.

30 procent af toget står tomt

Umiddelbart lyder det da heller ikke som en negativ ting for passagererne, at der er pladser i overskud, men problemerne opstår i nonstop-togene mellem København og Århus.

Ifølge DSBs egen hjemmeside er det et krav, at man bestiller pladsbillet til Nonstop IntercityLyn-togene. Men hvis DSB kun tør sælge 144 af de 205 pladser, står mindst 30 procent af toget tomt.

»Vi vil gerne sikre os, at alle får deres plads. Især på nonstop-afgangene, hvor vi lægger ekstra vægt på service. Det ville være lidet festligt, at skulle sige til passagerne 'der er 50 af jer for mange, så I må tage det næste tog.' Det kan nonstop-konceptet ikke holde til. Og det kan de andre afgange sådan set heller ikke,« siger Bjarne Lindberg Bak.

Men er det ikke lidt fjollet, at 30 procent af IC4-toget står tomt på nonstopafgangene?

»Jo, det er vi selvfølgelig ikke glade for, men vi vil hellere sikre os, at passagererne får deres produkt.«

Passagerer får det, de har bestilt

Derfor har personalet også fået instrukser om, hvilken plads i et IC4-tog svarer til hvilken plads i et IC3-tog. På den måde får de fleste stadig en vinduesplads eller gangplads, hvis det var det, de har bestilt.

Ifølge Bjarne Lindberg Bak gjorde DSB præcis det samme, da de satte IC3-togene i drift.

»Nye tog i drift har altid børnesygdomme. Det er kedelige fejl, og vil vil gerne undgå, at de smitter af på kunderne i nævneværdigt omfang, når materiellet udskiftes,« siger han.

Men vil I fortsætte med kun at have 144 pladser, der kan reserveres, hvis IC4-toget bliver mere driftsikkert?

»Nej, det kan jeg love og garantere dig for, at vi ikke vil,« og fortsætter:

»Hvis IC4-toget kørte lige så stabilt som andre tog i drift, ville vi selvfølgelig ikke gøre det.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Når man ved afgangen ved, at der er 61 ledige pladser i IC4 non-stop toget, hvorfor tillader man så ikke f.ex. 50 passager uden forudbetalt pladsbillet at komme med. Det ville være fint for dem der kom med - og det ville fjerne lidt af trængselen på de efterfølgende tog mod Århus.

  • 0
  • 0

Når man ved afgangen ved, at der er 61 ledige pladser i IC4 non-stop toget, hvorfor tillader man så ikke f.ex. 50 passager uden forudbetalt pladsbillet at komme med.

Fordi det handler ikke om intelligent transport, det handler om at følge alle millimeter-demokratiske regler til punkt og prikke, uanset hvor tåbelige de er.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Hvorfor bruger man så overhovedet IC-4 på afgange hvor man kræver pladsbillet? Når der alligevel kun er en 8-10 stykker i gang af gangen kan de vel bruges på mindre befærdet IC/IC-lyn afgange?

  • 0
  • 0

Hvorfor bruger man så overhovedet IC-4 på afgange hvor man kræver pladsbillet? Når der alligevel kun er en 8-10 stykker i gang af gangen kan de vel bruges på mindre befærdet IC/IC-lyn afgange?

Det er vel stadig en rigtig god idé. Der er brug for at øge kapaciteten på København-Jylland i myldretiden, og flere afgange giver bedre service end blot at indsætte længere tog. Med de nye non-stop tog er der i denne periode halvtimesdrift på lyntog København-Århus. Samtidig indhentes IC-togene mod Ålborg/Frederikshavn, så den gruppe også får en ekstra afgang fra København. Og da IC4 ikke endnu kører sammenkoblet, indsættes det på en sådan specialafgang, som non-stop er. På denne tid af dagen kører andre afgange jo med tog, der har højere kapacitet.

  • 0
  • 0

"Men vil I fortsætte med kun at have 144 pladser, der kan reserveres, hvis IC4-toget bliver mere driftsikkert?"

Det er korrekt at sige HVIS om IC4. Skrot projektet og spar DSB for penge og giv dem der bruger tog nok pladser og komfort for de samme penge men med masse producerede varer. Hvilket vil sige materiel som andre lande også har valgt. For i Tyskland kører der masser af Diesel maskiner rundt med komfortable togvogne.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten