Roslings form for faktualitet centrerer sig om statistik, kvantitet.
Når han går ind og fokuserer på "pessimismen", så bruger han sine referencer til de kvantitative opgørelser, som han bygger sin form for faktualitet op om.
Jeg giver sådan set Rosling ret i, at det ikke burde være et problem at overvinde de former for mangel, som endnu findes hos en mindre del af verdensbefolkningen, her i vor anthropocene periode.
Hvis det alligevel kan blive et problem for den succesfulde art, at den er så succesfuld, så skyldes det selve forestillingen om udvikling, der centrerer sig om netop kvantitet, maksimering af forbrug i materiel forstand.
Hvis vi skal bevare optimismen, og det er der grund til, så må vi fokusere på kvalitet, ikke et maks af forbrug.
Vi må altså se på, at antallet af verdensborgere i den helt høje ende af forbrugsskalaen ikke er et forpligtende mål for udvikling.
Forståelsen for de rigtige proportioner i optegnelsen af mulighedsbetingelser for det gode liv må sigte på kvaliteten, ikke kun det kvantitative. (det er mere end statistik og matematik)
Hvordan kan flest muligt få det gode liv med færrest mulige ressourcer.
Det handler ikke primært om et maksimum af effekter, men om et maksimum af gode tilstande/affekter via et minimum af effekter.
Det, som jeg spørger mig selv om, er, om ikke Rosling blot forsøger på at holde en verden fast i et ikke bæredygtigt udviklingsbegreb, hvor mere pr. definition er af det gode.
Hvis det er sådan, så mener jeg han har sneget et farligt begreb for kvalitet ind i sin egen form for proklameret faktualitet, i et misforstået forsøg på at bevare et positivt syn på noget negativt.