Mineingeniøren Niherewa Maselina skuede ud over stranden nær byen Nacala i Mozambique. Den afrikanske ingeniør var i selskab med den svenske læge og professor i international folkesundhed Hans Rosling og deres respektive familier. De var taget ud for at nyde bølgesprøjt og sandslotte en weekend for 33 år siden. 15-20 andre afrikanske familie havde fået samme idé.
»Åh, hvor er det en skam, at der er så mange familier på stranden i dag,« ærgrede Hans Rosling sig.
Niherewa Maselina greb dengang fat i svenskerens arm og replicerede, at han havde det stik modsat. Der var alt for få familier på stranden.
Ingeniøren fremhævede, at der boede 80.000 mennesker i den tilstødende by. Halvdelen var børn. Selvom det var weekend, var kun 40 af dem på stranden.
»Da jeg blev uddannet til mineingeniør i Østtyskland, tog jeg til strandene ved Rostock i weekenden, og de var fulde af mennesker. Tusinder af børn morede sig pragtfuldt. Jeg vil have, at alle børn skal tage til stranden om søndagen i stedet for at arbejde på deres forældres marker eller sidde i slumkvartererne. Det kommer til at tage lang tid, men det er det, jeg ønsker,« sagde den afrikanske ingeniør.
I dag er ønsket i dets overordnede betydning realiseret. Ikke blot i Mozambique, men over hele kloden.
I løbet af de seneste 20 år er andelen af verdens befolkning, som lever i ekstrem fattigdom, halveret. Altså dem, som er nødt til at pukle i marken på bekostning af chancen for at tage en uddannelse.
»Det er fuldkommen revolutionerende. Jeg betragter det som den vigtigste forandring, der er sket på kloden i min levetid. Det er et temmelig grundlæggende faktum om livet på Jorden, som man bør kende. Men folk ved det ikke!« skriver den svenske professor i bogen ‘Factfulness – 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre end vi tror’.
Hans Rosling døde sidste år af kræft men nåede næsten i mål med bogen, som efter hans død er færdiggjort af hans søn og svigerdatter. Som professor ved Karolinska Institutet i Stockholm fokuserede han på forbindelserne mellem økonomisk og teknologisk udvikling, landbrug, fattigdom og sundhed. Roslings livsprojekt var at bekæmpe vores uvidenhed om klodens tilstand.
Siden 1995 har han testet vores viden med udgangspunkt i faktabaserede spørgsmål om basale globale mønstre, for eksempel om befolkningsandelen med adgang til elektricitet, udviklingen i klodens gennemsnitstemperatur samt befolkningstilvæksten.
Trods internettets fremkomst, udbredelsen af nyheder online og muligheden for at google alt, har resultatet af disse tests på alle måder være nedslående. Særligt når Hans Rosling udfrittede de personer, som burde vide allermest, og som har den største indflydelse.
Det gjaldt for eksempel, når han spurgte i bestyrelseslokalerne hos de mest velpolstrede investeringsfonde eller hos fageksperter i FN eller Verdensbanken. Eller hvis han testede et udsnit af Natures læserskare, deltagerne ved det 64. Lindau Nobel Laureate Meeting eller det talkyndige publikum ved The Amazing Meeting – en årlig kongres for folk, som elsker videnskabelige ræsonnementer.
Mennesker i alle disse forsamlinger var lige så dårlige til at svare korrekt på Roslings faktaspørgsmål som en gruppe chimpanser. Eller endnu dårligerere.
I gennemsnit er det eksempelvis kun 7 procent, som aner, at den andel af verdens befolkning, som lever i ekstrem fattigdom, er halveret over de seneste 20 år.
Nærmest alle ser ud til at stresse unødigt og lide under et katastrofalt forvrænget verdenssyn, mener den svenske professor og peger på, at der er mange farer ved at fejlfortolke verden.
»Vi frygter de forkerte ting, vi prioriterer vores ressourcer forkert, politikere og beslutningstagere kan ikke løse de globale problemer forsvarligt, og forretningsfolk træffer ufornuftige beslutninger,« skriver Hans Rosling.
Internationalt set er Hans Rosling kendt for sin fortælleevne og revolutionerende metode til at visualisere multivariat statistik, som kan sammenligne lande over tid. Et stykke software, som er blevet solgt til Google, og som Rosling anvendte til at skabe videoer og Ted Talks. Med over 36 millioner visninger er de blandt Youtubes mest sete.
Herhjemme kender vi givetvis Hans Rosling bedst fra den episode, hvor den svenske professor var gæst i DR’s debatprogram Deadline og gjorde den normalt speedsnakkende vært Adam Holm mundlam:
»Man kan ikke benytte sig af medierne, hvis man vil forstå verden,« erklærede Hans Rosling.
Han skosede medierne for kun at fokusere på krig og katastrofer og illudere, at det er et dækkende billede. Ifølge Rosling svarer det til, hvis han skulle beskrive sig selv, men kun måtte fokusere på sin fodformede, grimme lædersko:
»Den her sko er jo kun en del af mig. Hvis du vælger at vise mit ansigt, så er det en helt anden ting. I viser jo en lille del og kalder det for verden,« sagde Hans Rosling.
I sin posthume udgivelse pointerer han, at medierne ikke bør dadles mere end andre. Meget tyder på, at de ligger under for samme mekanismer som alle andre, der af en eller anden årsag ikke har opdaget, at verden i dag er markant bedre end i går, og at vi er omgivet af fremskridt, vi slet ikke ænser.
Ifølge Hans Rosling begrænser ti fundamentale menneskelige instinkter vores evne til at begribe verden ordentligt.
Et mentalt benspænd er eksempelvis det, som Hans Rosling kalder for ‘lige linje-instinktet’.
Når vi stirrer på et linjediagram, er det næsten umuligt at lade være med at forestille sig en lige linje, der bevæger sig videre fra en tendens og langt ud i fremtiden.
Men lige linjer er statistisk set meget mindre almindelige, end vi tror. Mange aspekter af verden beskrives f.eks. bedst med kurver formet som et S, med fordoblingslinjer eller gennem kurver med en top på.
I ‘Factfulness ...’ plæderer Hans Rosling tillige for, at vores hjerner ynder at opdele verden i svælg – eller med det engelske ord gap, om man vil:
»Mennesker har et stærkt dramatisk instinkt for at tænke binært, en grundlæggende trang til at opdele ting i to klart adskilte grupper med et tomt gap eller svælg imellem,« skriver Hans Rosling i bogen med en direkte stikpille rettet imod FN.
Verdensorganisationen kategoriserer nemlig stadig verden i såkaldte udviklingslande eller industrilande. Betegnelser, som ifølge Rosling ikke er brugbare i dag, fordi de giver ringe mening, når adgang til teknolog og indkomstniveauer varierer meget inden for en enkelt nation. Eksempelvis kan Kina både defineres som iland og uland.
Kort før sin død kunne Hans Rosling dog glæde sig over, efter 17 års insisteren og 14 foredrag for Verdensbanken, at have ændret deres hang til svælg. I dag opdeler Verdensbanken nemlig lande i fire indkomstgrupper og pointerer over for sine ansatte, at de fleste mennesker på kloden har et ret sammenligneligt indkomstniveau.
»De er ikke fattige. De er ikke rige. De befinder sig et sted i midten og er begyndt at leve et rimeligt godt liv,« skriver Hans Rosling.
Hans Rosling m.fl.: Factfulness – 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre end vi tror. L&R, 224,95 kr.
Roslings form for faktualitet centrerer sig om statistik, kvantitet.
Når han går ind og fokuserer på "pessimismen", så bruger han sine referencer til de kvantitative opgørelser, som han bygger sin form for faktualitet op om.
Jeg giver sådan set Rosling ret i, at det ikke burde være et problem at overvinde de former for mangel, som endnu findes hos en mindre del af verdensbefolkningen, her i vor anthropocene periode.
Hvis det alligevel kan blive et problem for den succesfulde art, at den er så succesfuld, så skyldes det selve forestillingen om udvikling, der centrerer sig om netop kvantitet, maksimering af forbrug i materiel forstand.
Hvis vi skal bevare optimismen, og det er der grund til, så må vi fokusere på kvalitet, ikke et maks af forbrug.
Vi må altså se på, at antallet af verdensborgere i den helt høje ende af forbrugsskalaen ikke er et forpligtende mål for udvikling.
Forståelsen for de rigtige proportioner i optegnelsen af mulighedsbetingelser for det gode liv må sigte på kvaliteten, ikke kun det kvantitative. (det er mere end statistik og matematik)
Hvordan kan flest muligt få det gode liv med færrest mulige ressourcer.
Det handler ikke primært om et maksimum af effekter, men om et maksimum af gode tilstande/affekter via et minimum af effekter.
Det, som jeg spørger mig selv om, er, om ikke Rosling blot forsøger på at holde en verden fast i et ikke bæredygtigt udviklingsbegreb, hvor mere pr. definition er af det gode.
Hvis det er sådan, så mener jeg han har sneget et farligt begreb for kvalitet ind i sin egen form for proklameret faktualitet, i et misforstået forsøg på at bevare et positivt syn på noget negativt.
Såsom nedbrydningen af magtens tredeling, og den liberale ødelæggelse af velfærdsstaten, der sker med foruroligende hast. At næste års valg til EU-Parlamentet vil blive vundet af højrepopulister og fremmedangste. At med den fart der er på forbruget og væksten, da vil det ikke være muligt, at holde den globale temperarturstigning på under 2 grader, den vil snarere være på det dobbelte.
Men bortset fra det, så går det vist meget godt.
der er absolut intet liberalt ved dansk politik - du kan takke socialisme og totalitær centralisme for at velfærdsstaten prioriterer borgerne sidst og staten først.... skattetrykket er helt i top.
som bihistorie kan fortælles at island kan levere nordisk velfærdsmodel, højere bnp per capita, og mere gini lighed end os - til 35% skattetryk mod vores 48% skattetryk - vi er i den grad tilsandet i danmark med brandbeskatning og staten før borgerne socialisme...
Det er vel pga. pessimisme eller en anden form for sortsyn at der er sket fremskidt i verden? Må beskeden ikke være at vi ikke skal være apatiske og at det faktisk er muligt for verden (på nogle parametre) at forandre sig til det bedre?
bevidst forsøg på ikke at opdage, hvad der ligger bag en række forskellige positive trends som han hiver frem. - Som i den grad gør dem negative.
Mange af de "positive" grafer han hiver frem er baseret på forbrug af engangsressourcer og når den tid kommer, hvor de ikke er der længere (hvilket ikke er specielt langt væk) så bliver det overordentligt negativ.
Naturligvis vil man se en masse positive ting til at ske i verden når man brænder ressourcer af for 1,4 (og stadigvæk stigende) jordkloder.