Droner tæller trafik på danske veje

Droner tæller trafik på danske veje

En drone afløste onsdag morgen personale fra Vejdirektoratet, da der skulle tælles trafik omkring en nyanlagt rundkørsel i nærheden af Næstved.

Hvor Vejdirektoratets personale normalt skal fordele sig på hver afkørsel og tælle ind- og udgående biler, kan en drone nu overtage arbejdet. Det skete for første gang onsdag morgen og igen onsdag eftermiddag i myldretiderne fra hhv. 7-9 og 15-17.

Her skulle en drone holde sig i luften over rundkørslen i to timer, mens den filmede de biler, der benyttede sig af rundkørslen.

»Det er første gang, vi bruger den i vores afdeling. Alt efter resultatet er det klart noget, vi vil fortsætte med. Ved at se det hele oppefra kan vi også se nogle trafikmønstre, vi ellers ikke kan se ud af trafiktællingerne, så det er klart noget, vi vil kigge mere på i fremtiden,« vurderer projektleder på projektet, diplomingeniør i Vejdirektoratet, Natasja Linke Funch.

Læs også: VIDEO: Dansk politi tester to slags droner

Cowis drone til trafiktælling var onsdag i brug ved Næstved, hvor den talte trafik i en rundkørsel. Foto: Vejdirektoratet
Dronen, der bliver brugt til formålet, er en hexakopter med en ledning, der holder den konstant forsynet med strøm fra en generator på jorden, så den kan holde sig i luften i de to timer, trafiktællingerne varer. Foto: Vejdirektoratet

Hun vurderer, at dronen har sparet ressourcer på udførelsen af opgaven og desuden har hjulpet på et tidspunkt, hvor der ellers ikke var mandskab til at foretage tællingen.

»Det kræver kun, at der er en enkelt ude at sætte dronen op. Rundkørslen har fire ben. Så normalt ville det kræve mindst fire mand at lave en trafiktælling. Dronen koster jo også lidt, men mandskabsmæssigt er det en del mindre ressourcer,« konstaterer hun.

Til formålet har Cowi, der er Vejdirektoratets rådgiver på projektet, brugt en såkaldt hexakopter - en drone med sels propeller, som er placeret på hver sin arm. For at holde den i luften hele tiden er dronen via en ledning koblet til en generator, der leverer strøm til de seks elektriske motorer om bord.

Læs også: Droner finder grundvand og losseplads-gas

Fra en højde på ca. 35 m over en tilstødende mark havde dronens påmonterede GoPro-kamera fuldt udsyn over rundkørslen. Den video, der kom ud af det udsyn, skal nu bearbejdes af software hos Cowi, som automatisk genkender forskellige typer køretøjer, laver trafiktællinger og måler, hvor lange og hvor langvarige køer omkring rundkørslen har været.

Det sker på baggrund af målinger af kølængderne en gang pr. minut i de to timer, optagelserne har varet.

Læs også: Dansk firma: Her er fremtidens drone-nummerplade

Trafiktællingen onsdag blev foretaget, fordi et T-kryds ved frakørsel 37 på Sydmotorvejen for nylig er blevet omdannet til en rundkørsel. Det var denne rundkørsel, der blev undersøgt i myldretiden for at slå fast, hvad effekten på trængslen i krydset har været.

Vejdirektoratet har planer om at benytte to droner i en lignende tælling i Kokkedal i oktober. Her skal i alt fire kryds optælles af to droner, der skal være i luften samtidig og filme to kryds hver.

Kommentarer (3)

Burde overskriften ikke være "Droner filmer trafik på danske veje" - hvis den egentlige analyse foregår på nogle store computere hjemme i hovedkvarteret så er dronen jo bare en måde at få et kamera op i 35 meters højde - det kunne vel også klares med en kran der mindre følsom overfor vejr og vind.
Det interessante er vel mere den offline processering der foregår bagefter.

  • 1
  • 1

Der er masser af kø på vejene, det behøver man ikke en drone til. Bare kør ud i trafikken mellem 7-10 om morgenen og 14:30 til 17:30 om eftermiddagen.
De fine nye motorveje omkring København kan slet ikke klare det.
Det er ikke blevet bedre af at man har 'næsten' lukket de gamle alternativer eks. hovedvej 2 der er blevet til ren chikanevej med masser af rundforbi toppe og store midter-rabatter der ikke tjener noget formål,

  • 0
  • 2

Er der nogen der ved, hvilken software som benyttes?

"Den video, der kom ud af det udsyn, skal nu bearbejdes af software hos Cowi, som automatisk genkender forskellige typer køretøjer, laver trafiktællinger og måler, hvor lange og hvor langvarige køer omkring rundkørslen har været."

  • 0
  • 0