Droner søger efter lækager i den københavnske fjernvarme
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Droner søger efter lækager i den københavnske fjernvarme

Denne drone fra Drone Systems har fløjet 76 ruter over Brønshøj og Vanløse i København og taget over 500.000 termografiske billeder undervejs. Illustration: Drone Systems

Når et fjernvarmerør under jorden er utæt, er det ikke nødvendigvis noget, der bliver opdaget med det samme. Rørene ligger under veje, gårde og haver, og normalt opdages en lækage først, når nogen undrer sig over, at sneen smelter hurtigt, eller når der kommer vand op af jorden.

Det problem vil fjernvarmeselskaber i flere byer nu løse med droner udstyret med termografiske kameraer. Det gælder blandt andet i København, hvor det første kvarter netop er kortlagt med de varmefølsomme kameraer. Det skriver Dansk Fjernvarmes magasin Fjernvarmen.

Billeder som dette fortæller Hofor, at der kan være lækage på et fjernvarmerør. Illustration: Drone Systems

»Vi bruger infrarøde, håndholdte kameraer, når vi skal undersøge en konkret mistanke om brud. Systematisk, struktureret termografering af hele byområder har vi ikke brugt før, for det har simpelthen ikke været praktisk muligt,« siger sektionsleder i forsyningsselskabet Hofor Bo Jensen Møller til magasinet.

Læs også: Ny drone-teknik laver målfast termografi af bygninger i 3D

Dronerne har fløjet om natten, hvor det er koldt og uforstyrret, og har indtil videre dækket et villakvarter i Brønshøj/Vanløse-området i København. De skal erstatte håndholdt termografering, som er mindre effektivt og som ikke kan dække den del af ledningerne, der ligger under folks haver.

»Her håber vi, at dronerne kan give os et overblik over nettets tilstand, vi ikke før har haft. Nyere ledninger har alarmtråde, men det har ledningerne i vores villaområder typisk ikke, så vi forventer at finde en del utætheder,« siger Bo Jensen Møller til Fjernvarmen.

Læs også: Dansk droneprojekt skal advare om byggesjusk

De termografiske billeder af området kombineres med et kort over Hofors ledningsnet for at finde lækagerne, som selskabet er overbevist om findes. Hvis projektet er en succes, forventer Hofor at udbrede det til andre villaområder og eventuelt også til Indre By, oplyser selskabet.

Ifølge en Facebook-opdatering fra Drone Systems, der har foretaget flyvningerne for Hofor, har de 76 flyveruter over Brønshøj og Vanløse resulteret i over 500.000 termiske billeder.

Læs også: Droner er kommunernes nye arbejderbier

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten