Det var det såkaldte 'mirakel på Hudsonfloden', der inspirerede ingeniører fra California Institute of Technology, Caltech, til at udvikle en ny algoritme, der skulle gøre det muligt at bruge droner til at holde fugle væk fra lufthavne.
Ved 'miraklet', der fandt sted i 2009, blev et fly ramt af en flok gæs kort efter, det var lettet. Piloterne gennemførte derefter en vellykket nødlanding på Hudsonfloden ved Manhattan, og alle 155 ombordværende overlevede.
»Jeg tænkte, at næste gang ville sådan en hændelse måske ikke slutte lykkeligt,« siger professor Soon-Jo Chung ifølge en pressemeddelelse fra Caltech.
»Dronens position er meget vigtig, når fuglene skal afskæres fra lufthavnen. Hvis den flyver for langt væk, vil den ikke påvirke fuglenes bevægelser, og hvis den kommer for tæt på, risikerer man at sprede fugleflokken og dermed gøre den ukontrollerbar,« siger Soon-Jo Chung ifølge pressemeddelelsen.
Se forskernes egen beskrivelse af projektet i denne video:
Dronen skal placere sig, så den påvirker kursen på de yderste fugle i flokkene. Denne kursændring vil sprede sig til de andre fugle, og på den måde vil dronens indblanding få flokken væk fra det uønskede område.
Soon-Jo Chungs oprindelige idé var at bygge en robot med vinger, der kunne imitere flyvemønstret fra en falk, men en normal quadcopter-drone var nok til at udføre opgaven.
I researchfasen til algoritmen lavede Soon-Jo Chung sammen med en gruppe kollegaer en matematisk model af fugleflokkes dynamikker, der blandt andet beskriver, hvordan fuglene opbygger og opretholder formationer, samt hvordan de reagerer på og kommunikerer om farer i udkanten af flokformationerne.
Til arbejdet tog man udgangspunkt i algoritmer til at kontrollere fåreflokke. Disse skulle forbedres, så de kunne håndtere tre dimensioner i stedet for to.
Teamet har testet algoritmen på en fugleflok i Korea, hvor det lykkedes en enkelt drone at holde »dusiner af fugle« væk fra et udvalgt luftrum, skriver Caltech.
Det er ulovligt at flyve med droner i og omkring lufthavne i Danmark. I stedet benytter man sig for eksempel af korps, der kører rundt i biler med højttalere, hvorfra der afspilles angstskrig fra fugle. Andre værktøjer er jagtgeværer, geværer med fyrværkeri eller såning af endofytholdigt græs, som fuglene ikke kan lide at spise.
Ifølge Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen bliver der typisk rapporteret 200-250 såkaldte bird strikes årligt ved danske lufthavne. I 2014 lå tallet på 228 bird strike-hændelser for danske lufthavne.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard