Fuglene prøver at overleve, dronerne føres af idioter.
Forruder på helikoptere såvel som store rutefly kan lide alvorlig skade under sammenstød med en vildfaren drone. Det viser en ny rapport fra det britiske transportministerium, som puster nyt liv i de seneste års diskussion om, hvorvidt dronekollisioner nu også er farligere end såkaldte birdstrikes.
Rapporten lander midt i en stigende bekymring i Storbritannien over de flysikkerhedsmæssige konsekvenser af den hastige udbredelse af civile droner.
I juli måtte lufthavnen Gatwick nær London lukke landingsbanen og omdirigere fem fly, efter at en drone havde bevæget sig for tæt på lufthavnen, og ifølge den britiske luftsikkerhedsmyndighed UK Airprox Board, som registrerer nærkollisioner i flytrafikken, har der alene i 2016 været 70 episoder, hvor luftfartøjer har været tæt på at kollidere med droner. Det er mere end en fordobling fra 2015.
Det britiske transportministerium har undersøgt skadevirkningerne på fly og helikoptere ved kollisioner med fire forskellige dronevægtklasser, fra 400 gram og op til 4 kilo. Mere specifikt var målet at finde den laveste kollisionshastighed, hvor et luftfartøj lider kritisk skade i mødet med en drone, forstået som større strukturel skade på fartøjets dele eller brud på forruden.
Undersøgelserne viser ikke overraskende, at især helikopterruder, der ikke er særligt forstærket til at overleve kollisioner med fugle, også har meget begrænset modstandsdygtighed over for droner, selv ved hastigheder langt under normal marchhastighed. Resultatet kan ifølge rapporten overføres til de fleste flytyper uden særligt fuglesikrede forruder.
Ikke mindst er rotorbladene på helikoptere udsatte og kan blive komplet ødelagte ved mødet med en drone.
Men også de særligt birdstrike-certificerede forruder på kommercielle passagerfly kan blive kritisk skadet ved kollisioner med de største droner ved normal marchhastighed.
»Om end de er mere modstandsdygtige end helikopterruder, har dette studies modellering og tests vist, at flyruder kan blive kritisk beskadiget af luftkollisioner med quadcoptere i 4 kilo-klassen og fastvingedroner i 3,5 kilo-klassen med udsatte metalliske komponenter ved høje - men realistiske - hastigheder,« lyder det i rapporten.
Forfatterne noterer sig også, at dronens udformning spiller en betydelig rolle ved kollisionen med et fly. Eksempelvis vil en drone på blot 400 gram men med blottede metalmotorer påføre helikopterruder kritisk skade ved lavere hastigheder end en tungere drone på op til 1,2 kg med plastikdækkede motorer.
»Hvad angår sammenligningen med birdstrikes, viser det sig, at en drone kan forårsage betydeligt mere skade end en fugl med tilsvarende masse og ved samme hastighed. Dette skyldes efter alt at dømme de hårde metalliske komponenter, der findes i droner. Det betyder, at birdstrike-certificerede ruder ikke nødvendigvis kan udgøre fuldstændig beskyttelse mod droner,« lyder det videre i rapporten.
Rapportens resultater bliver mødt med skepsis af interesseorganisationen Drone Manufacturers Alliance Europe (DMAE), hvis medlemmer står bag næsten 80 procent af verdens civile droner. DMAE kritiserer blandt andet testmetoderne i undersøgelsen og vurderer, at dronerne i flere undersøgelser er blevet slynget mod flyruder under urealistiske forhold, for eksempels udstyret med kameraer, ekstramotorer og batterier, der påvirker dronernes vægt og udformning.
»Nogle af de mest alarmerende fund i transportministeriets opsamling er baseret på tests med et objekt, der ligner et spyd mere end en drone,« udtalte Daniel Brinkwerth, talsmand for DMAE i sidste uge til BBC.
»Sådan et objekt ville aldrig kunne flyve, endsige støde på et rutefly i høj flyvehøjde,« siger han.
DMAE efterlyser, at det britiske transportministerium fremlægger de fulde data fra undersøgelserne bag rapporten, som er gennemført af to testinstitutter.
Fuglene prøver at overleve, dronerne føres af idioter.
Hvad med droner som kan skyde de uautoriserede droner ned?
En anti-drone-drone :-)
Jeg kender ikke de danske regler præcist (eller straf og håndhævelse), men allerede nu synes jeg i hvert fald de begynder at være problematiske også for andet end flytrafikken.
Var på stranden i sidste uge hvor der blev fløjet temmelig hurtigt med en mindre drone - det føltes ikke specielt trygt. Blev ført at unge knægte og der skulle efter min mening ikke meget til før den potentielt kunne have ramt nogen i hovedet.
Hvad med droner som kan skyde de uautoriserede droner ned?
En anti-drone-drone :-)
Hva' med en haglbøsse!
Var på stranden i sidste uge hvor der blev fløjet temmelig hurtigt med en mindre drone - det føltes ikke specielt trygt. Blev ført at unge knægte og der skulle efter min mening ikke meget til før den potentielt kunne have ramt nogen i hovedet.
Men de stoppede vel da I sagde det til dem?
Lyder som om den ikke skulle have været fløjet med der :) Reglerne er ret eksplicitte allerede nu. Der er allerede blevet dømt folk for forseelser med droner, så de bliver heldigvis håndhævet. Det nye regler burde hjælpe lidt på det, da man skal have berøring med reglerne, for at måtte flyve lovligt.
Daniel Brinkwerth forsøger at afvise konklusionerne med, at "Sådan et objekt ville aldrig kunne flyve, endsige støde på et rutefly i høj flyvehøjde".
Hvis man læser rapporten, står der eksplicit (s. 10), at forsøgene er udformet til at matche "typical speeds of airliners at various stages of low to medium altitude flight".
Der er altså ingen, der siger noget om at forvente, at ramme en 4 kilos drone i march-højde.
/Bo
ps. For en god ordens skyld, så er jeg overbevist om, at professionelle brugere har styr på regler og på hvad, de foretager sig. Jeg er mere bekymret for en stor legetøjsdrone med et gaffa-påklistret videokamera.
De tjener deres penge på at fabrikere og sælge droner, så hvorfor bliver man ikke overrasket over, at rapportens resultater bliver mødt med skepsis af interesseorganisationen Drone Manufacturers Alliance Europe (DMAE), hvis medlemmer står bag næsten 80 procent af verdens civile droner?
Hvad vil Daniel Brinkwerth, talsmand for DMAE gøre, hvis en af deres droner forårsager en alvorlig ulykke med måske et par hundrede døde? han vil sige "vi beklager dybt ...".
"Sådan et objekt ville aldrig kunne flyve, endsige støde på et rutefly i høj flyvehøjde"
Hvad med blot 50 meters højde, hvis det medfører et styrt?
Hvad med blot 50 meters højde, hvis det medfører et styrt?
De fleste fly kommer kun ned i så lav højde ved lufthavnen. Problemet er at få folk til at forstå at droner er no go i områder med lufthavn. Det burde være indlysende men når selv børn render rundt med droner, så skal det gå galt.
e fleste fly kommer kun ned i så lav højde ved lufthavnen.
hvilket er præcis, hvad jeg havde i tankerne. Fly er sårbare under start og landing, en stor drone kan forårsage et styrt, og det ret lille mindretal af uansvarlige (nok simpelthen uvidende) dronepiloter udgør risikoen.
Der er lavet undersøgelser der viser at 250g droner ikke er mere skadelige end en fodbold ved normal kollision med en menneskekrop. Så det er en bagatelgrænse i det fleste lande, dog ikke i Danmark, da man vil holde dem ude af byen af hensyn til privatlivets fred. Dog viser de samme undersøgelser, at en worst case impact med en propelspids først at der kan ske større skader i denne situation.
Sikkerhedsafstanden for droneoperationer er 50m til personer der ikke er med i / tilskuere til dronen (alm. hobbyflyvning på landet, <7kg drone).
Der er en sikkerhedsafstand til veje med trafik m.m. på 150m, ikke fordi dronen er farligere for biler, men fordi man antager at bilisterne glemmer at køre bil hvis de ser en drone.
Derudover er der i den nye landdrone bekendtgørelse et krav om at man ikke må flyve tættere end 100m på enkeltstående bygninger på landet hvis man er over 250g grænsen. Dette er for privatlivets fred, og ikke sikkerhed, og dermed er kravet en ulovlig indskrænkning af luftrummet jf. Luftfartsloven.
Man skal huske på, at hvis man vil tage luftfotos hvor man ikke må bruge drone, f.eks i København så skal man bruge en drage eller ballon med snor. Begge dele er mobile luftfartshindringer, og ikke luftfartøjer.
Jeg flyver med droner og skumfly. Og mine skumfly er typisk med motor bagved. Dermed vil deres skadevirkning være begrænset, da der vil ske en deformation og nedbremsning inden de hårde ting rammer (batteri på op til 500g, motor ca. 100g).
En racerdrones primære fare for personer udgøres af propellerne. Derfor er noget af det vigtigtste og første man lærer at slukke for den hvis man mister kontrollen. Man har typisk en kontakt der lukker for strøm til motorerne, og motorerne laver aktiv nedbremsning. Så det vil et dødt objekt på typisk 500-700g der falder. Og de er bygget til det.
Kameradroner er en anden sag, her tør man ikke slukke, da de er for dyre og skrøbelige. Og problemerne opstår typisk når de flyver hvor de ikke må flyve.
Den nye landdronebekendtgørelse var ikke nødvendig, da samtlige de episoder vi har haft med droner i Danmark også var ulovlige efter de gamle regler (BL 9-4, Straffeloven og lov om videoovervågning). Men det er vel dansk politik at hvis nogen bryder loven, så skal man lave en ny lov der rammer endnu flere (knivloven er et eksempel, den er dog lempet igen).
Politikerne har ikke fattet at idioter og kriminelle er ligeglade med loven.
Det farlige er ikke en legetøjsdrone med gaffa monteret kamera. Den kan vel knapt flyve, da legetøjet knapt kan bære deres egen vægt.
Problemet er det idiotsikre semi-pro udstyr, som det fra DJI, tiltrækker idioter, tåber og kriminelle.
Det faktum at en 35g bilka drone, en 2-3g papirsflyver eller en 175g frisbee (alle er luftfartøjer) er forbudt i villahaven og på stranden er med til at underminere loven. Det rammer Hr. og Fru Jensen. Det er tilladt i Tyskland, da der ikke er video/audio udstyr på det. Men så klart ville man ikke skrive i bekendtgørelsen. For video og privatlivets fred er reguleret af justitsministeriet.
Jeg har ikke noget imod DJI produkter, de gør det godt i forhold til hvad de forventes at gøre, og der er ikke andre der overgår dem i prosumer segmentet.
Der skal en oplysningskampagne til, og så skal man ikke stramme reglerne så alle bliver kriminelle.
Politiet burde ud på de små villaveje og fange alle de kriminelle børn på skateboards, segboards etc. (Ment sarkastisk) - Lovgivning er ikke giver mening virker ikke !!!
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard