Drømmen om en by

Det er svært at skabe en ny, livfuld by. I Høje Taastrup er det forsøgt, men virkeligheden svarer ikke til idealet. Alligevel har byen sin egen identitet Mange må have undret sig over det tårnagtige og noget udanske hus, der gør sig bemærket, når
man fra banegården i Høje Taastrup passerer hen over byens torv med Bjørn Nørgaards skulptur. Begge sætter de kulør - for ikke at sige humør - på en lidt ensformig by.

Byen omkring banegården er inden for en kort årrække bygget på bar mark med den hensigt, at skabe en mønsterby. Da planen blev til i 1977, var den et brud med det dengang fremherskende byplanideal: Den opløste by med parkbebyggelser,
villakvarterer og skarp adskillelse af arbejde og fritid.

Nye ideer var på vej. Nu ville man genskabe den tætte by med rigtige gader, torve og gårdrum, med en blanding af boliger og erhverv, med liv i gaderne som i de gamle bycentre.

Byen skulle bygges omkring en station, ikke en bybanestation, men en rigtig banegård, hvor også fjerntogene gjorde holdt.

TOMME BUTIKKER

Projektet til det nye Høje Taastrup er resultatet af en indbudt konkurrence, der blev vundet af Jacob Blegvads Tegnestue i Aalborg.

Forslagsstillerne havde den traditionelle danske købstad som forbillede, men med sine boulevarder, sin symmetri og kolonnade-omkransede pladser havde planen mere lighed med Leon Kriers dengang netop offentliggjorte plan for bydelen la Villette i Paris.

Så fremmedartet formen på den nye by end måtte forekomme, blev den alligevel accepteret af kommunalbestyrelsen, der med energi, ja nærmest entusiasme, har søgt at gennemføre en bybygning som foreslået i konkurrencen.

Mange bygherrer og mange forskellige arkitekter måtte involveres i realiseringen af projektet. Jacob Blegvads Tegnestue fik til opgave i samarbejde med kommunen at opstille et sæt spilleregler for udarbejdelsen af byggeprojekter. Der skulle ikke blot
tilstræbes en blanding af boliger og erhverv - der var desuden regler for hushøjder, facadematerialer, tagformer mm. Alle bygninger skulle placeres i gadelinje, og mod hovedgaden og torvene skulle der i stueetagen være kolonnader. Her skulle der ligge
en broget blanding af attraktive butikker og cafeer. Her ville der blive et myldrende liv - troede man.

Virkeligheden er ikke kommet til at svare til drømmen. De strenge servitutter skabte den tilstræbte arkitektoniske helhed, men også en uniformitet, som få finder attraktiv. I kolonnaderne kom der ikke, hvad man havde ventet. Her er næsten
mennesketomt, og bortset fra en Netto, nogle få andre butikker og en café er her stribevis af tomme forretninger med blændede ruder. Det store butikscenter City2 skulle oprindeligt have ligget her på et plateau hen over banen med stationen integreret i
centret. Men da det trak ud med bygningen af stationen, fik de utålmodige, private investorer lov til at placere City2 på en mark nærmere det gamle Taastrup.

Dér ligger det nu og trækker kunderne væk fra det nye bycenter.

HÅB FORUDE

Ikke alt er gået galt, og med tiden vil udviklingen måske vende. Stadig flere virksomheder har fået øje på fordelene ved at ligge ved en banegård med både nær- og fjernforbindelser.

Uden for det stationsnære bycenter er området under udbygning med store boligkvarterer, så på længere sigt kan der måske komme mere liv i byen. Og selv om de klassicistiske tre-etages huse lige nu kan virke lidt triste, så er de også med til at give
byen en særlig karakter, en identitet, som ingen anden af hovedstadsområdets nye bydannelser.

Byrådet og borgerne er opmærksomme på problemet, og man er i gang med initiativer, der skal skabe liv i byen: Byporte, torvearrangementer, aktiviteter i butikkerne indtil de kan udlejes osv.

Endnu inden første etape var udbygget, besluttede kommunen i samråd med Jacob Blegvad at lade et internationalt indslag i det af loyale danske arkitekter skabte bygningsmiljø berige byen og skabe større opmærksomhed om dens attraktioner. Det blev
indledningen til et højst interessant eksperiment, bakket op af Byggeriets Udviklingsråd.

Inspireret af et byfornyelsesprojekt i Berlin blev tre yngre udenlandske arkitekter inviteret til sammen med tre danske at projektere bebyggelsen i to af byens karréer, en nord for og en syd for banen. Til udformningen af karréen syd for banen blev den
skotske arkitekt Doug Clelland og den schweiziske arkitekt Rudy Hunziker inviteret sammen med danskerne Jan W.

Hansen og Gøsta Knudsen.

Samarbejdet mellem de rutinerede udenlandske arkitekter og de mindre erfarne danske var ikke problemfrit, men der blev dog med en vis tilbageholdenhed fra dansk side skabt enighed om fordelingen af karréens fire byggeafsnit.

Ideen var, at arkitekterne inden for de gældende servitutter skulle vise, at der var andre udtryksmuligheder end de hidtil praktiserede. De skulle have lov til at udtrykke sig individuelt, men samordnet til en sammenhængende bebyggelse.

USTYRLIG SKOTTE Det viste sig, at forskellene i temperamenter og kulturel baggrund førte til tre uforenelige forslag. De to danske arkitekter samarbejdede om forslaget til karréens to korte sider, i en postmoderne klassicisme.
Det viste sig, at forskellene i temperamenter og kulturel baggrund førte til tre uforenelige forslag. De to danske arkitekter samarbejdede om forslaget til karréens to korte sider, i en postmoderne klassicisme.

Hunzikers forslag til den nordlige langside var en nyformulering af trediver-modernismen, og Clelland formulerede sig i en rigt facetteret britisk postmodernisme. Man affandt sig med, at husene ikke blev sammenbygget, men indbyrdes forbundet med enklere
bygningsled.

Skotten Doug Clelland lod sig ikke styre af det sæt spilleregler, som de øvrige i hvert fald havde skelet til. Men både kommunens politikere, teknikere og koordinator var indstillet på, at et eksperiment var et eksperiment, og efter nogle få justeringer
blev Clellands projekt godkendt - selvom man frygtede, at det ville blive yderst vanskeligt at finde en bygherre til det fantasifulde og efter danske forhold noget vilde projekt.

Tilfældigvis fik kommunen på dette tidspunkt en henvendelse fra A/S Ejendomsselskabet for Gartnernes Forsikring, der ønskede at få anvist en grund til opførelsen af et nyt hovedsæde. De blev præsenteret for projekterne til eksperimentbyggeriet, og til
alles overraskelse blev gartnerne tiltrukket af Clellands projekt og ikke af de mere moderate forslag. En så markant og iøjnefaldende bygning var åbenbart lige sagen til et nyt hovedsæde.

Langt vanskeligere var det at finde bygherrer til de andre dele af karréen.

Først et par år senere lykkedes det Larsen & Nielsen Enterprise A/S at få etableret den nødvendige økonomi til opførelsen af resten af karréen syd for banen. Nu står bygningerne der, og de ligner i alle hovedtræk det oprindelige forslag.

Til eksperimentkarreen nord for banen er der ikke fundet bygherrer.

SKUFFENDE INGENIØRER Et af formålene med eksperimentet var at afprøve, om det er muligt at skabe et varieret bybillede af høj arkitektonisk kvalitet under en samlet helhedsplan. I den rapport om eksperimentet, der nu foreligger (Jacob Blegvad
Et af formålene med eksperimentet var at afprøve, om det er muligt at skabe et varieret bybillede af høj arkitektonisk kvalitet under en samlet helhedsplan. I den rapport om eksperimentet, der nu foreligger (Jacob Blegvad
Arkitektkontor: Eksperimentel Bybygning. Internationalt forsøgsbyggeri i Høje Taastrup. Byggeriets Udviklingsråd, 75 sider ill., 115 kr.) er man lidt i tvivl om, hvor vellykket resultatet er.

Varieret er bybilledet unægteligt blevet, men måske med for ringe respekt for helheden, for vildt og for kompliceret. Resultatet synes at være helt afhængigt af valget af arkitekter. Men mislykket er den gennemførte bebyggelse ikke. Færdes man i
bydelen er det denne karré, man stopper ved og fængsles af.

Den arkitektoniske kvalitet er åbenbar, ikke mindst når man sammenligner med det krampagtige forsøg på at skabe variation, der ses på en senere opført bygning på den anden side af den brede, forsænkede tilkørselsvej til stationen.

De mange problemer, der har belastet eksperimentet, fremgår af rapporten.

Heri bringes også Clellands redegørelse for hans erfaringer. En af hans gode er samarbejdet med den danske byggekomponentindustri, som i modsætning til den engelske er blevet videreudviklet fra 70'stadiet til en fleksibel og betydningsfuld industri.

Derimod er han skuffet over samarbejdet med de rådgivende ingeniører, som han ikke fandt var tilstrækkelig præcise i analysen af opgaven.