Drømmen om fælles pensionskasse for ingeniører brast
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Drømmen om fælles pensionskasse for ingeniører brast

De seneste 15 år har DIP (Danske civil- og akademiingeniørers Pensionskasse) med jævne mellemrum forsøgt at få ISP (Pensionskassen for teknikum- og diplomingeniører) med på en fusion - senest i oktober sidste år.

Men DIP må nu konstatere, at drømmen om en fælles ingeniørpensionskasse er mere uopnåelig end nogen sinde.

I dag meddelte ISP nemlig, at de har indgået et samarbejde med AP Pension, der fremover skal varetager alle administrative opgaver for ISP.

Læs også: Ingeniørpensionskasse slår sig sammen med AP Pension

Meddelelsen kom ikke helt uventet for DIP-formand Jens Hald Mortensen, idet DIP har deltaget i en udbudsrunde, hvor ISP’s bestyrelse bad en række aktører på pensionsmarkedet give et bud på, hvad de kunne tilbyde pensionskassen.

ISP’s beslutning ærgrer Jens Hald Mortensen:

DIP-formand Jens Hald Mortensen ærgrer sig over, at den anden ingeniørpensionskasse, ISP, nu har valgt at samarbejde med AP Pension i stedet for at slå sig sammen med DIP Illustration: Lars Bertelsen

»Jeg er ked af, at ingeniørerne, som er en homogen gruppe, nu bliver skilt i to grupperinger. Det er synd. Vi havde meget, meget gerne set, at DIP og ISP gik sammen,« siger Jens Hald Mortensen.

Lighed gør stærk

De seneste fem år har DIP delt adresse med Lægernes Pensionskasse (LPK) og Juristerne og Økonomernes Pensionskasse (JØP). Et samarbejde som DIP havde håbet at inkludere ISP i.

Til sammen råder de tre akademikerpensionskasse over 177 milliarder kroner, mens AP Pension har 87 milliarder kroner, påpeger Jens Hald Mortensen:

»Homogenitet spiller en stor rolle og derfor er det ærgerligt, at ISP med det her træk bryder op i AC-kasserne som hidtil har udgjort en gruppering,« siger Jens Hald Mortensen.

Han peger på, at der er en stor gevinst ved at gå sammen med pensionskasser, hvor medlemmer ligner hinanden, og peger på, at akademikere meget sjældnere bliver invalide end andre faggrupper: I gennemsnit er 7,5 procent af alle danskere invalide, mens det blandt DIP’s medlemmer kun er en halv procent.

Formand: Der er også en plads til DIP i aftalen

Lars Bytoft, formand for ISP, peger på, at samarbejdet med AP Pension er baseret på ’kolde fakta’ og ikke på følelser, og at det var den bedste løsning for pensionskassens medlemmer. Hertil kommer, at DIP selv har taget det første skridt fra ISP, mener han:

ISP-formand Lars Bytoft mener, at DIP selv tog det første skridt væk fra en fusion af de to pensionskasser, da de indgik i et samarbejde med juristerne og lægernes pensionskasser. Illustration: Vibeke Toft

»Da DIP gik sammen med JØP og LPK, gik de altså væk fra os, men vi har faktisk sikret i vores fantastiske kontrakt med AP Pension, at DIP kan komme med, så hvis de ønsker det, er både vi og AP Pension altid klar til konkrete drøftelser,« siger Lars Bytoft.

Jens Hald Mortensen understreger, at man altid skal tage pænt imod invitationer, men undrer sig i samme moment over, at ISP fravælger DIP til fordel for AP Pension:

»Jeg har svært ved at se, at de kan tilbyde DIP noget som er mere end det, vi har med lægerne og JØP. AP Pensions årlige omkostninger i procent (ÅOP) er på 1,4, mens DIPs omkostninger er nede på 0,6. Dermed har jeg svært ved at se, at de kan gøre det bedre,« påpeger Jens Hald Mortensen.

Man skal aldrig sige aldrig

Selv om en fusion af de to ingeniørpensionskasser definitivt er uddebatteret i denne omgang, skal man aldrig sige aldrig, mener Jens Hald Mortensen:

»Vi kan sende folk til månen, og vi kan selvfølgelig også lave en fusion, men det kræver, at ISP opsiger deres kontrakt. Med det skridt der er taget i dag, er det blevet sværere, men man kan ikke sige, at en sammenlægning ud i al fremtid er en umulighed,« siger Jens Hald Mortensen.

DIP øger løbende sit samarbejde med LPK og JØP og håber, at man på længere sigt kommer til at samarbejde med andre akademikerpensionskasser, f.eks. Unipension, hvis medlemmer tæller jordbrugskandidater og dyrlæger samt magistre og psykologer.

Med sin formue på 32 mia. kroner og 22.000 medlemmer er DIP dobbelt så stor som ISP, der råder over 15 mia. kroner og har 11.000 medlemmer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten