Drivhusdata og frisk frugt i finalen i nyt dansk startup-program

Martin Andreas Petersen (th) er sammen med to venner ophavsmand til acceleratorprogrammet Green Tech Challenge og præsenterede fra scenen i Industriens Hus dagens ti deltagende virksomheder Illustration: Stine Elmbæk Jacobsen

En laser-teknik, der registrerer små insekter og har potentiale til at optimere malariabekæmpelse, fik hovedpræmien, da det nye danske accelerator-program Green Tech Challenge i tirsdags løb af stablen i Industriens Hus i København.

»Til malariabekæmpelse skal man kende malariatypen, før man effektivt kan bekæmpe myggen. Dette gælder specielt insekticid-programmer og type og antal insektnet til levering og andre instanser«, forklarer Frederik Taarnhøj, den stolte medstifter af FaunaPhotonics, der i tirsdags fik tildelt programmets hovedpræmie: en god økonomisk støtte fra IBM til data-storage, som i første omgang skal bruges til virksomhedens pilottests af den nye teknologi i 2016.

»I dag går meget arbejde på at kontrollere og artsklassificere malariamyggene. Der bliver solgt over 200 millioner insektnet til Afrika hvert år, så der er virkelig meget, vi her kan optimere på«, siger Frederik Taarnhøj om malaria-registreringen med det store potentiale.

De nyeste ingeniørjob finder du på Jobfinder

Ud over malariamyg kan laserteknikken bruges til andre former for registrering af flyvende dyr som insekter i landbrug og fugle nær vindmøller.

Et skub til de grønne investeringer

Sammen med ni andre startup-virksomheder var Frederik Taarnhøj og FaunaPhontonics blandt finalisterne ved det nystartede danske acceleratorprogram Green Tech Challenge. Formålet med programmet er at bringe grøn teknik sammen med langsigtet investering.

»Vi er glade og taknemmelige for, at vores partnere har muliggjort afviklingen af en så fantastisk finale. Finalen er blot startskuddet til at få en masse grøn innovation ud til verden, og vi ser frem til, at de dygtige deltagere får mulighed for at gøre en forskel. 2016 bliver et grønt år!«, lød det fra én af programmets bagmænd, Martin Andreas Petersen, der fra scenen løbende præsenterede de forskellige finalister.

Foran et investeringspanel på seks dommere med baggrund i teknik og forretningsudvikling pitchede hver af de ti finalister på blot to minutter deres ideer med det bæredygtige element som fællesnævner og til store klapsalver fra de fremmødte. Og idéerne spændte vidt - såvel i emner, i erfaring, i forretningsmodel og, for enkeltes vedkommende, i antal opnåede patenter.

Virksomheden SensoHive bød på intelligente sensorer til ressourceoptimering i drivhuse. Cool4Sea havde udviklet maritime køleanlæg, der energioptimerede motorer på større skibe, mens SiOx præsenterede et beskyttelseslag til metal, der forlængede materialelevetiden op til seks gange.

Alt sammen ideer, der ikke blot ser godt ud på Powerpoint, men også rummer løsninger på globale udfordringer og tilmed et betydeligt markedspotentiale.

Læs også: Dansk vækstprogram binder grøn teknik og tung investering sammen

»Teamet bag Green Tech Challenge har brugt rigtig meget tid på at finde frem til spændende, grønne virksomheder, som kunne være relevante for programmet«, siger Frederik Taarnhøj, der oprindeligt blev kontaktet af det nye program, efter at FaunaPhotonics tidligere deltog i det lidt længere acceleratorprogram, Danish Tech Challenge.

Erfarende startupperer bag startup-programmet

Historien bag Green Tech Challenge er i sig selv lidt af en startup-anekdote. De tre venner Martin Andreas Petersen, Frederik van Deurs og Joachim Almdal fik en idé: Danmark er god til at innovere, men mindre god til at eksekvere på de gode idéer. Hvorfor ikke binde grøn innovation sammen med risikovillig kapital fra store globale virksomheder, som i stigende grad viser interesse for området? Gåpåmodet hentede de fra tidligere iværksætteri-erfaringer tilsat en smule sund frygtløshed.

Efter at have grebet røret og taget kontakt til mulige sponsorer med kapital og overskud, gik det pludselig stærkt. Flere af dagens hovedsponsorer IBM, advokathuset Gorrissen Federspiel og Dansk Industri var nemlig ikke sene til at se fidusen i investeringspotentialet hos de virksomheder, iværksætter-trioen allerede havde fundet frem til.

»Green Tech Challenge passer perfekt sammen med IBM's egen start up- og 'smarter planet'-agenda. Verden bliver lige nu skrevet i software, hvor den fysiske verden bliver digital med sensorer og devices, og hvor der er masser af data at samle op, analysere og anvende på nye måder. Som en del af vores CSR-program tilbyder vi udvalgte startups at blive en del af vores økosystemer og anvende vores cloud-løsninger til hurtigere udvikling og innovation, hvor også cognitive computing giver helt nye muligheder«, siger Jens August Hassel, som er vice president for IBM’s cloud-forretning i Norden og denne dag stod for overrækkelsen af IBM's samlede præmiesum på én million kroner. En præmie, de fire bedste startups i Green Tech Challenge kan bruge på netop kognitive Watson-baserede cloudløsninger til at realisere deres idéer.

Alle deltagere i Green Tech Challenge har foruden de fire hovedpræmier fået hjælp til at indgå partnerskaber med de større virksomheder, der er partnere i programmet.

»Det er fantastisk at se, hvor stor spændvidden har været i de deltagende virksomheder. Ud over startupperne er her kommet virkelig mange spændende typer forbi i aften. Lige fra journalister fra Børsen til små cykelsmede med gode idéer,« siger initiativtager Frederik van Deurs, der endnu er i gang med at færdiggøre antropologistudiet på Københavns Universitet.

»Vi glæder os til at føre vores tanker videre igen næste år, hvor vi håber at få mere fokus på de gode idéer og lidt mindre på konkurrence-elementet«, tilføjer han.

Foruden FaunaPhotonics vakte særligt idéen Fresh.Land opmærksomhed. Konceptet - en platform, der sætter forbrugeren i direkte kontakt med friskdyrket frugt uden overflødige mellemled - blev præsenteret så overbevisende på scenen, at de to initiativtagere hentede alle dagens tre priser hjem. Foruden IBM's Cloud Award betød det en 'People's Choice Award' og en 'Greencubator Rising Star'.