Drenge har øget risiko for astma fra skimmelsvamp

Drenge er dobbelt så udsatte for at udvikle astma, hvis de udsættes for skimmelsvamp i hjemmet, som piger. Det viser en ny undersøgelse fra Berkeley School of Public Health ved University of California.

Ifølge undersøgelsen er der i gennemsnit 41 procent større risiko for, at børn fra hjem med skimmelsvamp udvikler astma, end børn, der ikke er eksponeret for skimmelsvamp. For drenge er risikoen hele 57 procent højere, mens risikoen for piger ‘kun’ er forhøjet med 28 procent.

Det fremgår dog ikke af undersøgelsen, hvad der kan skyldes, at drenge er mere udsatte. En række studier og heriblandt et studie fra 2017 har dog påvist, at der er kønsmæssige forskelle, når det kommer til astma, og at der typisk er en hyppigere forekomst af astma i barndommen blandt drenge, end blandt piger.

Tidligere forskning har desuden vist, at skimmelsvamp kan øge risikoen for astma og forværre symptomerne, og derfor er det ifølge forskerne heller ikke overraskende, at børn fra hjem med skimmelsvamp er i højere risiko.

»Astma er den mest almindelige kroniske sygdom hos børn i den industrialiserede verden. Eksponering af fugt og skimmelsvamp er meget almindeligt i dag, hvor 18 til 50 procent af vores bygninger indeholder fugt og skimmelsvamp,« siger forskeren.

Data fra 40.000 børn

Forskerne har benyttet data fra undersøgelsen The National Surveys of Children’s Health og sammenlignet opgørelser af husholdningsskimmel- og pesticideksponering med antallet af børn diagnosticeret med astma i årene 2017 og 2018.

Læs også: Kronik: Skab fokus på boligens klima med en sundhedsrapport

Blandt 40.000 amerikanske børn fandt forskerne frem til, at 11 procent af de børn, der boede i husstande med skimmelsvamp, havde astma, mens 7 procent af de børn, der ikke var eksponeret for skimmelsvamp, havde astma.

»Vores resultater tyder på, at husholdningsskimmelsvamp er forbundet med astma blandt børn i USA, uafhængigt af andre risikofaktorer. Resultaterne kan bidrage med viden om, hvordan reducering af skimmelsvamp kan være med til at takle astma hos børn,« siger medforfatter og professor Yeyi Zhu.

Forskerne undersøgte også andre faktorer såsom overvægt og pesticidniveauer, som også er kendt for at øge risikoen for astma hos børn. Her fandt forskergruppen dog ingen sammenhænge.

Læs også: Luftforurening øger børns risiko for kroniske sygdomme

Tidligere undersøgelser, der har beskæftiget sig med sammenhængen mellem skimmelsvamp og astma hos børn, har været baseret på begrænsede data fra bestemte etniske grupper. Det skyldes ifølge forskerne, at der foreløbig er meget begrænsede data om husholdningers anvendelse af pesticider og astma hos børn i USA.

»For at imødekomme disse videnshuller undersøgte vi sammenhængen mellem husholdningsskimmelsvamp og pesticidbrug med antallet af astmadiagnoser hos børn, hvor vi både så på alder, køn, etnicitet og husholdningsøkonomi,« siger Yeyi Zhu.

Undersøgelsen kan findes hos the National Library of Medicine.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er bemærkelsesværdigt med de store og skiftende forskelle over tid mht. køn og astmarisiko (piger+voksne mænd er bedre beskyttet og drenge+voksne kvinder mere udsat).

De store udsving gør det måske ikke nemmere at få diagnosticeret og behandlet sygdommen tidligt og korrekt samt at få gennemført påkrævede tiltag inden for byggeri og indeklima.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten