Dræbertal fra bil-os er vildt overdrevne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dræbertal fra bil-os er vildt overdrevne

Det er lodret forkert, når Danske Regioner i flere medier i dag fastslår, at 3.400 hvert år dør herhjemme som følge af sygdomme, der skyldes forurening med partikler fra bilernes udstødning.

Tallet er rigtigt, men årsagen er langt mere sammensat, fastslår professor Steffen Loft, afdelingen for miljø og arbejdsmedicin på Institut for Folkesundhed under Københavns Universitet, over for Ingeniøren.

Ifølge Steffen Loft blander regionsformand Carl Holst (V), der er citeret for dødstallet i Jyllands-Posten, tingene sammen:

»Det er rigtigt, at der hvert år dør 3.400 mennesker af sygdomme, som skyldes forurening med partikler. Men partiklerne kommer også fra brændeovne og med vinden fra udlandet,« forklarer Steffen Loft.

Han tilføjer, at det er umuligt at sætte tal på, hvor mange dødsfald partikler fra trafikken er skyld i.

Brændeovne den største synder

Tidligere har Danmarks Miljø Undersøgelser (DMU) anslået, at partikler fra brændeovne var den store dræber. I november i fjor offentliggjorde DMU et skøn, ifølge hvilket over halvdelen af de dræbende partikler kommer fra brændeovne.

Steffen Loft har tidligere gennemført en undersøgelse i Storkøbenhavn, som viste, at partikler fra tæt trafikerede områder hvert år dræber 500 mennesker. Men man kan ikke deraf udlede, at trafikken i hele landet så dræber så mange flere.

»Det afhænger af, om partiklerne bliver lukket ud på steder, hvor der bor mange mennesker,« siger Steffen Loft, der dog ikke er i tvivl om, at emissioner fra trafikken har en meget betydelig effekt.

Mere Kollektiv trafik

Ifølge Jyllands-Posten ser Danske Regioner de mange dødsfald på grund af biltrafikkens forurening som et stærkt argument for mere kollektiv trafik:

»Den kollektive trafik bør have en større plads i fremtidens trafikplanlægning, og det er især omkring de større byer, at problemet trænger sig på,« siger Carl Holst.

Ikke mindst biler i kø udgør ifølge Steffen Loft et problem rent helbredsmæssigt:

»Fordi bilerne oser længere tid, når der er trængsel på vejene, og de mennesker, som sidder i køen, bliver særligt udsat for partiklerne,« forklarer han til Jyllands-Posten

Steffen Loft understreger, at partikelfiltre på nyere biler langt fra er tilstrækkeligt til at løse problemet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er rigtigt irriterende når sådan en professertype kommer og nuancer de klare budskaber i debattten.

For budskabet om bilosen er entydigt: Biler dræber! Udover de 500 der dør i ulykker, dør der mange pga. partikler, og som kronen på værket er de potentielt også ved at forårsage en masseuddøen af menneskeheden.

Næste måned når der kommer fokus på brændeovnene, kan vi så "sælge" de samme dødsfald som syndere for denne forureningskilde, som derfor også fortjener den samme opmærksomhed. For idag er "mands minde" kun et par uger. så de 3.400 menneskers dødsfald, kan også bruges næste måned.

I mellemtiden, ender den ellers klare videnskabelige pointe om at det er farligt i en diskussion om hvorvidt det er 2.500 eller 3.400.

Ifølge en artikelserie i Politikken og en amerikansk documentary (24h), har sådanne videnskabelige uenigheder i årtier været brugt aktivt af cigaret-, bil- og olieindustrier til at sende kritikkere tilbage til tænkeboksen.

Så kan folk få fred, mens ekspertene bliver enige, og industrien fortsætte sin profitmaksimeringsstrategi.

Mvh Henrik

  • 0
  • 0

... den/det dræbertal.
En mutation over en dræbersnegl.
Google foreslår en søgning efter 'Dræberhval'.
"Murder by numbers" er en film.
Måske dræbertal bruges i matematisk krigsførsel?

Måske er der ved at udvikle sig en journalistisk linie, således at eb.dk og ing.dk er 2 alen ud af et stykke.

/Jørgen

  • 0
  • 0

Næste måned når der kommer fokus på brændeovnene, kan vi så "sælge" de samme dødsfald som syndere for denne forureningskilde, som

  • jeg spekulerer ofte over, om det mon skulle være samfundets stigende 'feminisering', der inspirerer til, at vi efterhånden næppe kan debattere ét eneste samfundsspørgsmål, uden at det skal foregå med akkompagnement af disse evindelige - men efterhånden ret så monotone - 'lange, bange sange'??
    Bare vi ikke snart dør kollektivt - af ren skræk over vores egen skygge! :)
  • 0
  • 0

Skal man tro lovgivningen og storebror Statsapparetet er nye dieseltogs udstødning ikke farlig selv uden partikelfilteranvendelse. Dette må vel så også gælde nye dieselbilers udstødning. Ergo bør man kun ofre partikelfiltre på gamle dieselmotorer-- eller hvad?
Debatten vedrørende dette emne har statsembedsmænd og pressen kørt helt af sporet. Der findes i dag ingen tekniske undskyldninger for ikke at rense dieselmotorers udstødning.
Inden lovgivningen krænger nye bestemmelser ned over hovedet på de danske vognmænd, bør staten gå foran med et godt eksempel.
Derefter kan vi tage fat på skibsfarten i danske farvande. (læs: havnebyer)

  • 0
  • 0

Det er rigtigt irriterende når sådan en professertype kommer og nuancer de klare budskaber i debattten.

[Ironi slået til] Ja, det er rigtigt irriterende med alle de "såkaldte eksperter", de burde simpelthen sættes udenfor indflydelse (som nogle debatører i fuld alvor skrev i tråden om road-pricing!)[Ironi slået fra].

Små partikler er sundhedsskadelige og selvfølgelig skal vi sætte ind overalt for at bekæmpe forureningen hvor befolkningstætheden er stor. Kollektiv trafik kan være udemærket (fordi partikelfiltre på bybusser er defacto standard), men hvorfor togene (selv de kommende IC4) kører rundt i byen uden partikelfiltre forstår kun DSB og politikkerne.

  • 0
  • 0

I en artikel på Ingeniørens hjemmeside den 17. oktober lyder overskriften "Dræbertal fra bil-os er vildt overdrevne", men det er de faktisk ikke. Danske Regioner refererer til tal, der fremgår af miljøministeriets publikation "Natur og Miljø 2007 - Tema: Grønt Ansvar" side 9. Jeg citerer her nedenfor direkte fra denne publikation:

"Sund fornuft i trafikken gir mere liv
[..] Hver gang du lader bilen stå, undgår du at forurene luften med partikler. Partikelforureningen er et af de største miljøproblemer. Partikler kommer først og fremmest fra dieselbilernes udstødning, men visse typer af benzinbiler udsender også partikler. Desuden bidrager både benzin- og dieselbiler med partikelforurening fra bremseslid samt fra dæk- og vejslid. De mindste partikler er de mest skadelige, da de er så små, at de kan nå langt ned i lungerne uden at blive hostet op. Dermed kan partiklerne skade lungerne, eller de kan trænge ind i blodbanen og give hjertekar sygdomme. Partiklerne kan også være bærere af andre forureningsstoffer, fx tjærestofferne PaH'er, som er kræftfremkaldende. Partikler er årsag til hjerte-karsygdomme, luftvejssygdomme, allergi og kræft. Alene i Danmark dør ca. 3.400 mennesker hvert år for tidligt pga. den samlede partikelforurening.
[..] Hver gang du lader bilen stå, mindsker du desuden støjen og risikoen for ulykker. Biltrafik i byerne er en væsentlig støjkilde, og støj kan give gener i form af stress, hovedpine, forhøjet blodtryk og nedsat funktionsduelighed for de mennesker, der er udsat for støjen. Det er forsigtigt vurderet, at vejstøj er årsag til 200-500 for tidlige dødsfald om året (på grund af hjertesygdomme og forhøjet blodtryk)."
Kilde: Miljøministeriet: "Natur og Miljø 2007 - Tema: Grønt Ansvar", side 9.
Der er således ikke tale om ”vildt overdrevne” tal, men derimod faktiske tal. Det ville klæde Ingeniøren at forholde sig til virkeligheden i stedet for at skyde på budbringeren.

Mvh
Carl Holst, formand for Danske Regioners udvalg for Regional Udvikling

  • 0
  • 0

Carl Holst, Danske Regioner, citerer Miljøministeriet som kilde til oplysningen om, at partikler fra trafikken årligt dræber 3.400 mennesker.

Den centrale sætning i citatet er "Alene i Danmark dør ca. 3.400 mennesker hvert år for tidligt pga. den samlede partikelforurening."

Det er dette tal, Steffen Loft kommenterer i vores artikel herover. Han siger:

»Det er rigtigt, at der hvert år dør 3.400 mennesker af sygdomme, som skyldes forurening med partikler. Men partiklerne kommer også fra brændeovne og med vinden fra udlandet.«

Venlig hilsen
Rolf Ask Clausen
redaktionschef, Ingeniøren

  • 0
  • 0

Jeg mener at DMU tidligere har anslået at partikler fra tunge køretøjer "dræber" ca. 500 personer årligt. Jeg skriver "dræber" fordi der er jo tale om det der så smukt kaldes "for tidlige dødsfald", altså ældre/syge/svækkede som dør før de ellers statistisk ville have gjort. Ikke folk i "deres bedste alder", som f.eks ved trafikulykker. Man skal således også passe på med at sammenligne tallene herfor.

Da de tunge køretøjer står for ca. halvdelen af den trafikskabte partikelforurening ligger det rigtige tal for "dræbte" pga partikelforurening fra (vej)trafikken nok i størrelseordenen ca. 1.000 - altså "kun" en trediedel af hvad Regionerne sagde ... men vel alvorligt nok i sig selv?

  • 0
  • 0

Kynisk at debatere om tallet er 3500 eller mindre.
Kun de pårørende til de døde kender smerten ved at miste et kært familiemedlem.
Kynismen består I at hverken politikerne eller forskerne gør nok for at løse problemet.
Måske kan problemet ikke måles og løses og så er det jo politisk galskab at slå sig op på sådanne sager.
Men vi mangler en klar kobling mellem miljøvidenskab og sundhedsvidenskab, da disse to verdener synes totalt adskilte.
Grænseværdien for indtagelse af modermælk er for længst langt overskredet, men hvem gør noget ved denne sag???
mvh
Torben Sønnichsen

  • 0
  • 0