Dansk ekspert: »Doven GMO-modstand forhindrer grøn omstilling«

»Mange politikere har flotte miljøprogrammer, men ingen har øje for, hvor meget bæredygtighed genmodificerede afgrøder kan bringe med sig, og det er synd.«

Søren Mark Jensen er efterhånden overordentligt træt af den GMO-­modstand, der holder Europas fødevareudvikling tilbage, og som forekommer ham fuldstændig fastlåst og endnu værre, end da konceptet blev præsenteret i EU-lovgivningen for snart 30 år siden.

I lige så mange år har Søren Mark Jensen siddet i forskellige styrelser under Miljøministeriet, senest i Miljøstyrelsen, hvor han som seniorrådgiver stod for risikovurderinger af genmodificerede afgrøder og ministerbetjening i den forbindelse. Efter Miljøstyrelsen begyndte udflytningen til Odense valgte han at blive selvstændig konsulent og ser nu tilbage på den erfaring, han gjorde sig ved skrivebordet i Haraldsgade på Østerbro i København.

Han var en af dem, som det europæiske fødevaresikkerhedsagentur Efsa henvendte sig til, når en frøavler f.eks. havde ønsket at markedsføre en gensplejset majs i Europa, der var herbicidtolerant eller resistent over for insekter. Efsa havde på dette tidspunkt allerede sagt god for den og undersøgt mulige sundheds- og miljørisici.

Den ‘gamle’ verdens afgrøder

»Politikerne snakker så meget om grønne dagsordener, men at favorisere den ‘gamle’ verden med kemikaliemuterede afgrøder, der har brug for masser af pesticider, er jo ikke grønt. Kan vi på en enkel måde få planter, som er gode til at optage kvælstof, er mere robuste, og som giver et stort udbytte, så vil det være det mest bæredygtige,« understreger Søren Mark Jensen, som er uddannet biolog og geograf.

Efter den store tur hos Efsa, var det hans tur til at se risikovurderingen efter i sømmene, og var der ikke noget at komme efter, gik han til ministeren for at give en tommel op.

»Efsa er meget grundige, og vi havde også de mest kritiske briller, vi kunne finde, på. Vi spurgte universitetsforskere og følte os meget sikre, når vi sagde til ministeren, at den kunne vi godt godkende,« fortæller Søren Mark Jensen:

»Men jeg har siddet under et utal af ministre, og det er det samme hver gang. Nogle ministre har været positive, men kunne ikke finde flertal i folketingsudvalget. Andre har bare sagt nej som automatreaktion, og i alle tilfælde har vi skullet i gang med at finde det alibi, som Danmark kunne tage med til EU som begrundelse for afslaget. Det var nogle gange ret svært,« siger han og fortæller, at et alibi kunne være, at ‘det nok ville være en god idé med lidt flere længerevarende tests’.

Den store grønne dagsorden

»Nogle gange var vi tæt på et ja, hvis f.eks. en GMO-plante kunne være et middel til at mindske pesticidforbruget og dermed overholde regeringens pesticidplan. Men så kom der en ny regering, og så druknede det hele i ulve og vildsvinehegn. Vi mangler den store og samlende grønne dagsorden omkring vores afgrøder,« siger han.

Reglen er, at der skal være 2/3 kvalificeret flertal for eller imod i EU – ellers ‘hænger’ sagen. Sådan endte det oftest, fortæller Søren Mark Jensen.

»Det er kun lykkedes at få godkendt én majstype i Europa, nemlig i Spanien, resten har stort set været sager, der har hængt. Det har svinget lidt op og ned, hvem der har været for og imod. En overgang var Frankrig imod det hele, mens Danmark sagde ja et par gange,« husker han.

Senest viste det politiske limbo sig i forbindelse med en retssag i Frankrig. Flere grønne organisationer havde henvendt sig til den franske stat og bedt den gøre klart, om afgrøder, der som led i forædlingen havde fået foretaget mutationer i generne ved hjælp af værktøjet genteknologi såsom Crispr, skulle reguleres på linje med gensplejsede planter.

Staten vidste ikke rigtigt, hvad den skulle stille op og bad EU-Domstolen komme med en fortolkning af EU-lovgivningen, og efter et par år kom meldingen så, at den var god nok. Crispr-redigerede planter er jo genmodificerede, og eftersom det ikke er foregået på gammeldags vis med kemikalier eller stråler, som lovgivningen har frikendt, så må det være den fulde sikkerhedsvurdering, der skal ind over.

Dén besked kom bag på mange og var til stor ærgrelse for de mindre frøavlere og forskningsmiljøer, der havde håbet på at kunne møve sig ind foran Monsanto – bare en gang imellem. Men lov er lov, og skal den ændres, ligger ansvaret hos EU-Kommissionen, som heller ikke har kunnet beslutte sig, fortæller Søren Mark Jensen.

GMO-majs har gjort en forskel

Han kom i efteråret hjem fra Sydafrika, hvor han var af sted for en dansk ngo for at undersøge, hvordan man bedst kunne støtte fattige landsbysamfund i afrikanske lande i deres udvikling. Da Sydafrika har mange års erfaringer med bl.a. gensplejset, insektresistent og herbicidtolerant majs, ville de gerne vide, om dette med fordel kunne fungere andre steder på kontinentet og være en del af svaret på klimaproblemerne og befolkningstilvæksten.

»I Sydafrika er majs af større vigtighed, end kartoflen nogensinde har været i Danmark, og GMO-majsen har de seneste 20 år gjort en kæmpe positiv forskel for Sydafrika. Der har ikke været negative miljø- eller sundhedsmæssige konsekvenser, men landet har opnået en høj grad af fødevaresikkerhed,« siger han og fortsætter:

»Problemet er, at ngo’erne er bekymrede over at fremme GMO i andre lande. De er bange for, at EU og de andre bidragydere trækker deres støtte, hvis de hører, at pengene går til GMO-planter, for EU-politikerne kan jo ikke have en dobbeltmoral hængende på sig, der hedder, at de finansierer anvendelsen af afgrøder i fattige lande, som de selv har forbudt i EU. Så i stedet for at gå direkte ind i det, vil ngo’en lige se tiden an,« siger Søren Mark Jensen, som er bekymret for, hvad mere nølen kan nå at give af problemer.

»Hvis vi ikke blander os, sker der ikke noget. Tænk, at vi i Danmark og Europa er så dovne, at vi ikke gider finde ud af, hvad der er op og ned. En doven automatrefleks spilder nogle muligheder for grøn omstilling og for at hjælpe folk i deres nærområder. Det synes jeg er virkelig frustrerende, for europæiske forskere og GMO’er kunne virkelig gøre en forskel, men i dag er det USA og Kina, afrikanerne må hente hjælp hos,« understreger Søren Mark Jensen.