I forrige uge begyndte Ingeniørens fire år gamle artikel om en smart plantekasse til at plante træer i ørkenen at blive delt på Facebook i et sådant omfang, at den blev langt den mest læste på en uge nogensinde. En del bad om at få vide, hvordan plantekassen klarer sig i dag.
Svaret er, at ikke kun Ingeniørens læsere og Facebook-venner har kastet deres kærlighed på den hollandske opfindelse, som lyder navnet Waterboxx. Siden lanceringen er der således solgt over 250.000 eksemplarer i godt 20 lande, fortæller opfinderen Pieter Hoff i en mail til ing.dk
»Alle kasserne er blevet brugt til forsøg og eksperimenter. Min udfordring er at bevise, at de virker, for i mange lande møder jeg specialister, rådgivere og konsulenter, som fortæller deres kunder, at det er umuligt at tilplante golde områder uden kunstvanding,« skriver han.
Baggrunden for opfindelsen af Waterboxx var, at Pieter Hoff, der indtil da havde levet af at producere blomsterløg, stødte på flere og flere kunder, som klagede over, at de havde problemer med at få vand nok til deres planter. I 2003 kastede han sig over at udvikle en løsning til udplantning, som ikke behøver kunstvanding.
Plantekassen er formet som donut. I den runde kasses sider er der et hulrum, hvor vand fra luften og regn bliver opsamlet. En slags ‘væge’ løber fra reservoirets bund ned i jorden under hullet i kassens midte. Her skal en eller to frø eller stiklinger plantes.
I starten mente Pieter Hoff, at kassen var det eneste, man behøvede for at få succes med genplantning i nogle af planetens varmeste områder:
»Men sådan er det altså ikke ... Vi gør en hel masse andre tiltag.«
Kassen skal graves lidt ned i jorden, men ifølge Pieter Hoff er det ekstremt vigtigt ikke at ødelægge de kapillære forbindelser i jordlagene. Derfor skal man være meget forsigtig, når man laver udgravningen, eller bruge den maskine, som han har udviklet til formålet. Med maskinen er det muligt at plante meget hurtigere, og samtidig er maskinen i stand til at gennembryde det cementhårde og vandtætte al-lag, som findes tæt på jordoverfladen mange steder.
Derefter skal der hældes 40-80 liter vand i jorden. Det lyder af meget, men ifølge Pieter Hoff skal planten i kassen aldrig mere have vand og til sammenligning koster drypvanding omkring 15 liter vand om dagen i hele plantens levetid. Men selv det er ikke altid nok.
»Nogle gange forbedrer vi jorden med kompost. Og så laver vi hundredvis af af forsøg med svameperod (Mykorrhiza, red.) i stedet for at bruge kunstgødning. Desuden skal rødderne behandles på en speciel måde,« siger Peter Hoff.
Metoden skal sikre, at rødderne gror nedad og ikke ud til siden.
Når kassen står i jorden, beskytter den både planterne mod sol, vind og ekstreme temperaturudsving. Vandet i kassen fungerer som termisk masse, der optager og afgiver varme i modfase med lufttemperaturen. Kassen afgiver kun akkurat nok vand til at holde planten i live, og det vil tvinge planten til at sætte dybe rødder for at nå ned til grundvandet.
De dybe rødder er afgørende for, at planten kan vokse sig stor, og at den kan tåle de ofte meget kraftige vinde, der hersker i jordens tørre egne. Når planten er blevet tilstrækkeligt stor, kan man enten fjerne kassen og genbruge den, hvis man har købt modellen af polypropylen, eller lade den stå og kompostere, hvis man har brugt modellen af bionedbrydeligt materiale.
På grund af de mange tiltag, der skal til for få succes med udplantningen, er Pieter Hoff gået væk fra at sælge kasserne alene. Nu sælger han i stedet et udplantningskoncept. På hans hjemmeside findes der instruktioner på 10-11 sprog, og Youtube er fyldt med videoer, der viser, hvordan man kan bruge kasserne optimalt.
Nogle steder bliver kassen brugt til at at genplante områder, der er ødelagt at industri, overudnyttelse eller afskovning, og andre steder bliver kassen brugt til at mindske behovet for kunstvanding - eksempelvis på vinmarker i USA.
Et af de steder, hvor der foregår uafhængige test af kassens effektivitet, er i et EU-støttet projekt kaldet 'De grønne ørkener' i Spanien. Her begyndte man i 2010 at tilplante i alt 65 hektar med 55.000 stiklinger fordelt på fem forskellige tørre og ugæstfri lokationer. I alt er 32.000 kasser taget i brug i dette projekt.
Projektet følges af en forskergruppe fra Universitetet i Valladolid. Ingeniøren har kontaktet forskergruppen, men har endnu ikke fået svar om resultaterne af projektet. Ifølge en præsentation fra 2012 havde over 95 procent af stiklingerne i standard-kassen overlevet mod kun 35 procent i kontrolgruppen. Der var dog markante forskelle mellem de forskellige plantetyper, man havde forsøgt sig med i projektet.
Nogle af de nyeste Groasis-projekter foregår i Ecuador, hvor 10.000 bokse testes - foreløbig med en overlevelsesprocent på 88-95 afhængig af plantetypen - og på Galapagos, hvor Groasis har doneret 600 eksemplarer af kassen til et demonstrationsprojekt.
Trods succesen er der lang vej til Pieter Hoffs drøm om at genplante to milliarder hektar med skov. Men han er sikker på, at efterspørgslen vil vokse:
»Det er kun et spørgsmål om tid, før man vil begynde på nogle meget store programmer (med genplantning,* red*.) Australien har haft tørkekatastrofer i flere år nu, og i Californien er der vandmangel lige nu. Der er intet vand de steder, og jeg ved, hvordan man får genplantet dem med skov.«
Groasis-teknologien koster i dag ca. 27,5 kr (5 dollar) per træ eller knap 11.000 kr (2.000 $) per hektar. Så det vil koste milliarder at bruge Groasis-teknologien til at opnå Hoffs drøm. Men det er ikke urealistisk, insisterer hollænderen.
»Det er stadig færre penge, end verdens regeringer har brugt på bankerne siden 2008. Og snart vil problemet være dyrere end denne løsning.«
