Dongs enzymvask af affald på vej til udlandet for første gang

Dong Energy går for første gang til udlandet med sin affalds-sorteringsteknologi Renescience, som indtil videre kun er opført og testet i en enkelt fuldskala demonstrationsmodel på Amager Ressource Center i København.

Dong indgår et partnerskab med det grønne, Abu Dhabi-baserede investeringsselskab Masdar om at tjekke markedet for Dongs bioaffaldssorterings-teknologi i Mellemøsten og Afrika.

Renescience sorterer affaldet i en enzymvaske-proces. Vaskevandet udskilles til biogas.

Læs også: Dongs affaldsnedbryder skal bestå sin prøve i Trekantsområdet

Aftalen med Masdar, som Dong Energy kender fra London Array-havmølleparken, består af to faser. I første omgang skal teknologien tilpasses til lokale og regionale forhold, hvilket skal føre til en beslutning om at etablere et demonstrationsanlæg. Det forventes at tage 12 til 18 måneder.

I den anden fase vil parterne etablere en kommerciel platform for at udbrede Renescience-teknologien i Mellemøsten og Afrika.

»Hvis de indledende analyser ser fornuftige ud, og vi bliver enige om at gå videre med et anlæg i fuld skala, kan det medføre ordrer, der også kommer vores danske og udenlandske underleverandører til gode,« siger koncerndirektør Thomas Dalsgaard i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at Mellemøsten og Afrika er interessant for Dong, fordi regionen har massive udfordringer med at håndtere voksende affaldsmængder.

Dong Energy skal levere viden og ekspertise inden for biobaseret affaldshåndtering. Investeringsselskabet Masdar skyder sin erfaring fra en en portefølje af bæredygtige projekter ind. Mellem dem er Masdar City – verdens første CO2-neutrale og affaldsfri by, der opføres i Abu Dhabi. Der er afsat ca. 17 milliarder til projektet, som ventes færdigt i 2018.

Masdar Institute of Science & Technology er en anden Masdar-enhed, der har til huse i Masdar City, og endelig finansierer selskabet vedvarende energiprojekter og cleantech-virksomheder med fokus på koncentreret solenergi og vindenergi. Selskabet investerer også i projekter, der søger at nedbringe den regionale udledning af CO2 og andre drivhusgasser.

Renescience-anlægget på Amager indvies officielt mandag den 27. januar.