Dong skal aflevere milliarder fra olieeventyr til statskassen

Dong skal aflevere milliarder fra olieeventyr til statskassen

Ved at ligestille vilkårene for alle olieselskaber i den danske sektor regner regeringen med at kunne tjene 27,5 milliarder kroner ekstra over de næste 30 år. Olie-gas-selskaberne er bekymrede.

Regeringen har erkendt, at den ikke kan pille ved Nordsøaftalen, som fastlægger, hvor stor en del af indtægterne fra olie og gas i den danske undergrund, der skal tilfalde staten.

Til gengæld går regeringen nu efter at ændre beskatningsreglerne for de selskaber, der sammen med den danske stat ejer Dansk Undergrunds Consortium (DUC).

Derfor har regeringen nu strikket en ny beskatningsmodel sammen for Nordsøen, som samlet set giver overskud for staten på 27,5 mia. kroner i løbet af de næste 30 år.

Hovedprincippet er, at alle selskaber nu skal arbejde under de samme beskatningsregler, som før har været forskellige, afhængigt af hvornår aftalen er indgået. Aftaler indgået før 2004 har nemlig været mere gunstige for olieselskaberne end aftaler indgået efter 2004, men fremover skal alle arbejde efter de nye vilkår, som altså er mere gunstige for staten.

Ifølge interesseorganisationen Olie Gas Danmark vil ændringerne ramme selskaber som for eksempel Dong Energy, Hess og BayernGas:

»Hvis man skeler til erfaringerne fra Storbritannien, så falder antallet af projekter og investeringer, når man fjerner fradrag og dermed ændrer rammevilkårene til det ringere,« siger direktør Martin Peter Næsby fra Olie Gas Danmark.

Han kan dog ikke sige, hvad det vil koste de enkelte selskaber, som først nu skal i gang med at regne på de komplicerede nye vilkår.

Afrapportering af serviceeftersynet åbner også op for et nyt – det syvende - udbud af områder i den danske del af Nordsøen. Et udbud, som klima- energi- og bygningsminister Martin Lidegaard annoncerede på dagens pressemøde.

Martin Peter Næsby håber på, at 7. runde vil byde på gode vilkår, som øger incitamentet til at byde på områderne:

»Blandt andet er det gode nyheder, at man nu vil udforme en strategi for olieudvindingen, så selskaberne ved, hvad staten vil med områderne,« siger Martin Peter Næsby.

Ifølge regeringen bliver der en ’lempelig overgangsperiode’ for selskaberne, inden de nye regler får fuld effekt.

De nye regler vil også medføre en øget skattebetaling fra hhv. Dong Energy og Nordsøfonden, hvilket betyder en nedgang i overskuddet og dermed udbetalingen af udbyttet til ejerne.

Da staten ejer 80 pct. af aktierne i Dong Energy, vil staten altså bære 80 pct. af det reducerede overskud efter skat. I provenuet på 27,5 mia. kroner er der korrigeret for statens andel i Dong og Nordsøfonden.

Dokumentation

Serviceeftersyn af vilkårene for kulbrinteudvinding i Nordsøen

Kommentarer (5)

Det er muligvis gået lidt stærkt for Sanne Wittrup, men det er faktisk lykkedes for hende at vende tingene på hovedet i afsnit 1 og 2. De bør istedet lyde noget i retning af:

Regeringen har erkendt, at den ikke kan pille ved Nordsøaftalen med A.P. Møller-Mærsk fra 2003 om fortsættelse af eneretsbevillingen frem til 2042. Derfor kan staten ikke få en større del af indtægterne fra den olie- og gasproduktion som Dansk Undergrunds Consortium (DUC) dvs. Mærsk Oil sammen med Shell, Chevron og Nordsøfonden står for.

Til gengæld går regeringen nu efter at ændre beskatningsreglerne for de øvrige olieselskaber og Nordsøfonden, hvad angår disse selskabers nuværende og evt. fremtidige produktion af olie og gas i visse af de områder, som er blevet udbudt efter at DUC-selskaberne har tilbageleveret disse ’mindre interessante’ arealer.

  • 2
  • 0

Det der med ændrede rammevilkår lyder jo som en fantastisk dårlig idé, hvor store marginer tror regeringen egentlig at Dong og Hess arbejder med? For ikke at snakke om de store projekter de er igang med nu, spørgsmålet er jo så om de bliver bygget færdige, eller hvornår de nuværende platforme bliver lukket. Mon ikke datoen for lukning af de eksisterende platforme netop er rykket med et par år. Kommer der så mere olie op, som regeringen regner med og skaber det flere danske arbejdspladser?

  • 0
  • 0

...hvor store marginer tror regeringen egentlig at Dong og Hess arbejder med? For ikke at snakke om de store projekter de er igang med nu, spørgsmålet er jo så om de bliver bygget færdige...

Det seriøse med at plukke Dong eksister ikke overhovedet, da de jo som bekendt har et kraftigt underskud, og pt. alt for stor gæld ift. indtægter. De har bl.a. brændt sig på spekulation i gasmarkedet, som nok ikke bedres lige med det første.

Dong står så ved døren til Finansmin. hver dag med hatten i hånden, og håber på nogle mia. til igen at kunne snolde på vindmarkedet.

Der tænkes også på at 3.mand skal kunne skyde penge (ansvarlig kapital) i Dong... men hvem pokker vil dog det, med en udmelding om at 'gåsen' skal plukkes.

Så et eller andet hænger ikke sammen - udmeldingerne passer ingen steder hen. Dong kan ikke plukkes.. af indlysende årsager, og dermed utvivlsomt heller ingen ny masterplan vedr. elektrificering eller opbygning af en 'fond'. Mon ikke det er et skuffenotet, der er støvet af til lejligheden + lidt planlagt spin - det hele til at glæde baglandet her i den kolde tid, og efter alle de 'forkerte' udmeldinger..

Både elledninger, eltog samt de dejlige penge fra det sorte guld ligger så langt henne i fremtiden, at verden ser meget anderledes ud. Nuværende regering er da forlængst strittet på porten, og kan derfor ikke igen anklages for 'brudte løfter' :).

  • 3
  • 0