Dong sætter højt profileret bioethanol-anlæg på vågeblus

Dong Energys højt profilerede og 400 mio. kr. dyre demonstrationsanlæg til andengenerations bioethanol, Inbicon, kører på vågeblus i mere end én forstand.

Den nye regering har netop sagt nej til at give 6,1 mia. kr. i støtte til et dansk fuldskala-andengenerations (2G) bioethanol-anlæg, så Dong Energy må foreløbig skyde en hvid pind efter at få anvendt Inbicon-teknologien i fuld skala herhjemme.

Og samtidig er det ikke til at blive klog på den teknologiske formåen på Kalundborg-anlægget - som i øvrigt ligger stille og skal bygges om, så ethanol-udbyttet kan øges med cirka 50 procent.

»Afslaget fra regeringen er da en skuffelse, men vi har ikke opgivet håbet om at kunne bygge et fuldskala-anlæg på dansk jord på et tidspunkt,« siger koncerndirektør Thomas Dalsgaard fra Dong Energy Power Generation.

Han erkender, at biethanol er en dyr teknologi i de første anlæg, men han opregner to forbedringsmuligheder. Dels at man satser på at kunne forbedre økonomien ved synergier mellem et fuldskala-ethanolanlæg og verdens største biogasanlæg, Maabjerg Bioenergy ved Holstebro, som kan aftage den melasse, der er et restprodukt fra ethanolfremstillingen, til en højere pris.

Dels vil man øge ethanolproduktionen på anlægget i Kalundborg ved at ændre processen, så man kan udnytte al stivelsen i halmen. Enten til at fabrikere bioethanol af eller - på sigt - til produktion af råvarer i form af sukker til forskellige industrier.

Svært at få klar besked

Men hvad kan Inbicon-teknologien så egentlig i dag? Det er ikke helt let at finde ud af, da det svirrer i luften med forskellige tal med forskellige forudsætninger:

Ifølge virksomhedens grønne regnskab fra 2010 er der i anlæggets første leveår produceret 162.500 liter bioethanol. Det svarer til et års benzinforbrug i 100 biler, der tanker hver anden uge.

Men hvad anlægget har produceret i sit andet driftsår, til hvilken pris og ved hvilket enzymforbrug, vil Inbicon ikke ud med:

»Det oplyser vi ikke af konkurrencemæssige årsager,« siger teknisk chef i Power New Bio Solutions Niels Henriksen, der ikke mener, at man kan bruge tallene fra indkøringsåret 2010 til noget særligt. De angivne halmmængder i det grønne regnskab er ifølge ham også forkerte.

Inbicon leverer 2G-bioethanol til Statoil, som sælger 2G-biobenzin på 98 tankstationer rundt om i landet. Men heller ikke Statoil vil fortælle, hvor meget man aftager:

»Vi får nok til at dække efterspørgslen, som dog ikke er ret stor,« indrømmer kommunikationsdirektør Niels Brinch, der begrunder den ringe interesse med, at 2G -benzinen koster 14 øre mere pr. liter end almindelig benzin, der ifølge loven har 3,35 procent bioethanol iblandet fra 2011.

Hvad angår energiforbruget til bioethanol-processen - som blandt andet omfatter tørring og presning af den udkogte og våde lignin - så forklarer Niels Henriksen, at det skal eftervises i et igangværende EU-projekt kaldet Kacelle. Her startede måleprogrammet først i september i år, og derfor er man endnu ikke klar til at rapportere.

En massebalance, baseret på flere testkørsler, vil Inbicon dog godt diske op med. Den viser, at hvis man føder 1 ton halm ind i processen, får man 130 kg ethanol, 505 kg melasse (sukkermasse) og 373 kg tørret fibermasse, lignin, der kan anvendes som brændsel.

Det er lidt mindre ethanol end forudsagt på Inbicons hjemmeside. Her står der, at anlægget vil kunne producere 143 kg ethanol pr. ton halm, 370 kg melasse og 274 kg lignin. Begge angivelser tager udgangspunkt i halm med 85 pct tørstof.

En af de vedholdende kritikere af processen, kemiprofessor Henrik Wenzel, mener slet ikke, at en gæringsproces nogensinde kan komme til at blive rigtig effektiv:

»Man kan ikke ændre på stofskiftet i de bakterier, som udfører arbejdet. Der sker en masse stofskifter og opbygning af cellemasser, og derfor er det en begrænset mængde, der kommer ud som ethanol, og en begrænset mængde af råvaren, som de her mikroorganismer kan nyttiggøre,« siger han.

Dokumentation

Læs Klima- og energiministeriets notat om 2G-bioethanol