Dong rejser én vindmølle i døgnet i Anholtparken

»Den er næsten for hurtig færdig,« siger Dong Energys projektdirektør, Flemming Thomsen. Han står på Anholt-færgen på vej ud til den første vindmølle ud af de 111, som skal stå klar til sommeren 2013. Journalister og investorer er med på turen for at se, at den sidste byggefase af Danmarks største vindmølle park er indledt.

Hvis alt går efter planen, kommer Dong kun til at bruge tre år på at bygge Anholt Havmøllepark. Men når energigiganten kan kokkerere en havmøllepark på rekordtid, er det ifølge Flemming Thomsen, fordi Dong har snydt lidt hjemmefra.

»Vi købte dele hjem, før vi overhovedet vidste, om vi havde vundet udbuddet. Det var en strategisk beslutning,« siger Flemming Thomsen.

Læs også: Tag med ud på bølgerne og se opbygningen af Anholt Vindmøllepark

Læs også: Se timelapse fra nattearbejdet med Anholt-parkens første monopæle

Dong vandt som den eneste kandidat budrunden i 2010, på trods af at omkostninger i det oprindelige tilbud var på 2,5 milliarder kroner for fundamentet og 5,2 milliarder for møllerne. En pris, der er noget højere end den, som Dong i realiteten har betalt på 1,3 milliarder for fundamentet og 3,3 milliarder kroner for vindmøllerne.

Flemming Thomsen ser gerne, at Dong får fire år, når virksomheden i fremtiden skal kaste sig ud i lignende projekter.

Hurtig mølleopsætning

Dong begyndte at sætte den første mølle op allerede den 1. september, men måtte på grund af det lunefulde vejr afbryde undervejs og færdiggøre arbejdet den 3. september.

At vejret er lunefuldt på Kattegat måtte journalisten her også sande. For da den lille færge nåede ud til Anholt Havmøllepark var søen i hopla og flere passagerer måtte med et fast greb i båden sikre sig balancen, mens de betragtede den nyopsatte Siemens SWT-3,6-120.

Møllen har en kapacitet på 3,6 MW og er næsten identisk med den ældre model SWT-3,6-107. Den største forskel er vingens størrelse, som i sin fulde længde er på 58,5 meter. Med en vindstyrke på 8,5 m/s producerer den nye mølle 10 procent mere energi årligt end den ældre SWT-3,6-107. I alt skal parken have en kapacitet på 400 MW.

Det kommer til at tage omkring 24 timer at sætte hver vindmølle op, hvilket er en stort fremskridt siden Dongs projekt ved Gunfleet Sands i 2009, hvor virksomheden brugte 79 timer på at sætte hver mølle op.
»Vi er gået fra de her unikke projekter til en mere standardiseret procedure, hvor vi bruger de samme fundamenter og den samme vindmølleproducent. Så der er meget læring, vi kan tage med, som gør os hurtigere til at sætte møllerne op,« forklarer vicedirektør i Dong Wind Power Christina Grumstrup Sørensen.

I alt kommer opsætningen af møllerne til at beskæftige 3.000 mennesker og 80 både, hvilket ifølge Flemming Thomsen i øjeblikket gør mølleparken til Danmarks måske største byggeplads.

Når parken står færdig, vil Dong fortsat have 50 ansatte i Grenå til at vedligeholde havmølleparken.

Emner : Vindmøller
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu er det jo lidt ligegyldigt hvor hurtigt de kan sætte møllerne op set med forbruger øjne. Det handler jo mere om hvornår de er forbundet og kan levere strøm til forbrugerne. Mindes historier om vindmølleparker der stod en rum tid uden forbindelse og dermed ikke kunne aflevere det strøm de kunne have produceret.

  • 0
  • 0

Flemming Thomsens udtalelser antyder vel rigeligt, at projektet blev udbudt på sådanne vilkår, at kun DONG kunne byde.

DONG tjener kassen på projektet, mens elforbrugerne betaler.

En meget raffineret måde at opkræve penge på for staten.

  • 0
  • 0

Med 105 øre/kWh er strømmen fra Anholt næsten dobbelt så dyrt som for f.eks. Horns Rev 2 og Rødsand 2. På sin vis er Anholt dog billigt - DONG kunne få og får omtren 120-150 øre/kWh for strømmen for de tyske og engelske parker de bygger.

Min tese: - Danmark havde brug for endnu en stor havmøllepark for at vise at DONG stadig bygger i DK og at Danmark stadig også tror på danske (offshore) mølleproducenter - Parken skulle if. udbudsbetingelserne bygges rekordhurtigt, med betydelige bøder ved evt. forsinkelser, hvilket øgede risikoen, hvilket investor afdækker ved at hæve buddet/prisen - Som nævnt var prisen for/tilskuddene til havvindmøllestrøm noget højere i nærtliggende markeder

Personlig mener jeg det bedste og billigste form for vindkraftstrøm opnås ved at etablere vindmøller i store parker i egnede vindrige tyndtbefolkede områder, som f.eks. i Vestjylland. Selvom det på sin vis skæmmer landskabet, er det væsentligt billigere (strømmen koster da 20-25 øre/kWh), må det være samfundsmæssigt væsentlig billigere. Nærtliggende gårde/bebyggelse kan evt. eksproprieres.

  • 0
  • 0

Når jeg læser såden en artikel med at der bliver købt ind før at DONG har vundet udbuddet kommer jeg i tanke om, at der var en højtstående person der både havde indflydelse i DONG og i det vindmøllefirma der vandt ordren. Var det ikke Vestas der vandt denne ordre? Eller var det en andet stort firma? Jeg kan ikke lige huske det nu. Måske kan panelet hjælpe?

Mvh Glenn Olesen

PS! Svaret blæser i vinden :-)

  • 0
  • 0

Når jeg læser såden en artikel med at der bliver købt ind før at DONG har vundet udbuddet kommer jeg i tanke om, at der var en højtstående person der både havde indflydelse i DONG og i det vindmøllefirma der vandt ordren. Var det ikke Vestas der vandt denne ordre? Eller var det en andet stort firma? Jeg kan ikke lige huske det nu. Måske kan panelet hjælpe?

Ja, eller også henvises der underforstået til f.eks. den rammeaftale DONG havde og har siden genopfrisket med Siemens Wind Power.

  • 0
  • 0

Den gamle VKO regering havde så travlt med at få vindmølleparken i udbud, at den måtte acceptere den dårlige økonomi -- til skade for forbrugerne.

Lidt mere rettidig omhu fra VKO havde været på sin plads. Bare vent og se: De skal nok nu bagefter komme og fortælle, at projektet er helt hen i vejret.

  • 0
  • 0

Personlig mener jeg det bedste og billigste form for vindkraftstrøm opnås ved at etablere vindmøller i store parker i egnede vindrige tyndtbefolkede områder, som f.eks. i Vestjylland. Selvom det på sin vis skæmmer landskabet, er det væsentligt billigere (strømmen koster da 20-25 øre/kWh), må det være samfundsmæssigt væsentlig billigere. Nærtliggende gårde/bebyggelse kan evt. eksproprieres.

Men helt fint, Atomkraftværker fylder jo i den skala væsentligt mindre, så dem kan vi så til gengæld placere ovre hos jer.

sarkasme off.

Jeg så Niels Hausgård i en TV udsendelse i går. Jeg havde ikke regnet med at skulle mindes om ham allerede i dag. Din "personlige mening" virker noget arrogant på mig.

Forøvrigt tror jeg at mølleparker på eksproprieret jord (selv vestjysk) er dyrere end offshore parker. men det er der nok nogen her, som har tal for. /Henrik.

  • 0
  • 0

Det var vidst en offentligt kendt hemmelighed at DONG var eneste byder - for de var de eneste der havde bestilt produktionskapacitet, således at de kunne få leveret møllerne i tide til opstilling. Og mht opstillingshastighed.. På Rødsand 2 blev der i bedste tilfælde sat 3 stk. 2,3MW i døgnet - godtnok er det ikke single-blade mounting, men alligevel Og møllerne blev gik i produktion efter 5 dage når det gik rigtig godt.

  • 0
  • 0

Og møllerne blev gik i produktion efter 5 dage når det gik rigtig godt.

Det må også være svar til indlæg nummer 1, transformerstation og landforbindelse blev aktiv 20.Juni, tidsplanen sagde 1.August så det var 40 dage for tidligt, hvis der kun går 5 dage fra opstilling til produktion start, så er de 2 tidspunkter i det store hele ens.

Der er en finte med EU-statistikken for installeret kapacitet, der bliver alle vindmøller talt med når parken netforbindes, uanset om der rent faktisk er møller på soklerne, møllerne yder tilsyneladende ret dårligt indtil de fysisk monteres.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten